Rigging
Riggen på et sejlskib består af de tove og/eller kæder, der bruges til at støtte skibets master, mager og sejl. Den stående rigning bruges til at støtte masterne. Den løbende rigning støtter værfterne og sejlene. Nogle typer sejlbåde, som har ustøttede master, har ingen rigning. Det gælder bl.a. junkriggen og katbådsriggen. Bermuda-sloops med en enkelt mast og et forsejl bruger ret simpel rigning. Kutterriggede ketcher og skonnerter har den mest komplicerede rigning.
Sejlbådsrigning. 1.Forstag, 2.Bagstag, 3.Skjold eller sidestøtte, 4.Spredere, 5.Bagstag, 7.Bom
Stående rigning
Et sejlskibs stående rigning består af de tove, der bruges til at støtte masterne, møllerne og bommene. De fleste moderne sejlskibe anvender stålwirer til den stående rigning. Moderne stående rigning kontrolleres regelmæssigt for spænding ved hjælp af et særligt måleapparat. Justering af spændingen sker ved hjælp af en spændeskrue. Tovværk, wire eller stænger, der løber for og agter langs centerlinjen og stabiliserer masterne eller spærene, kaldes stag. De, der går fra masten til stævnen, kaldes forstag. De, der går fra masten til agterstavnen, kaldes bagstag.
Løbeudstyr
Den løbende rigning på et sejlskib styrer sejlene. Den løbende rigning består normalt af forskellige former for reb (reb kaldes også liner). Den bruger blokke og skiver til at justere længden på tovene. En blok er en slags remskive. En remskive er det rillede hjul inde i blokken. Større sejlbåde og skibe bruger spil. Justerbarheden af den løbende rigning gør det muligt for båden at udføre forskellige manøvrer som f.eks. at vende og krumme. Fælles for alle sejlbåde er outhaul og downhaul. Udhalertrækket trækker sejlet til den frie ende af bommen. Nedhalet forhindrer bommen i at stige op på masten.
