Proto-sinaitisk er et skrift fra den mellemste bronzealder, kendt fra kun et begrænset antal indskrifter fundet i Serabit el-Khadim på Sinai-halvøen. Skriftens begrænsede fundmængde gør dens præcise natur vanskelig at fastslå med fuld sikkerhed, men den ses ofte som det tidligste eksempel på et alfabetisk system i det østlige Middelhavsområde.

Opdagelser og datering

De to vigtigste fundkategorier af proto-sinaitiske indskrifter er:

  • Det første store fund fra vinteren 1904–1905 i Sinai, opdaget af Hilda og Flinders Petrie, og almindeligvis dateret til omkring 1700–1400 f.Kr..
  • Et nyere fund fra 1999 i Mellemegypten (Wadi el‑Hol), gjort af John og Deborah Darnell, og dateret til det 18. århundrede f.Kr..

Disse dateringer placerer skriftsystemet i samme periode som de egyptiske hieroglyffer, hvilket er centralt for forståelsen af proto-sinaitisk, fordi de semitisktalende indskribenter sandsynligvis tog udgangspunkt i egyptiske tegn, men brugte dem på en ny måde.

Udformning og funktion

Skriften findes primært som korte påskrifter og graffiti på sten og i minesammenhænge. Mange af indskrifterne stammer fra arbejderlejre ved kobolt- og turkismineområder og er forbundet med kulten omkring guden eller gudinden Hathor ved Serabit el‑Khadim. Indskrifterne er korte og ofte personnavne eller korte dedikationer, hvilket gør fuldstændig læsning og tolkning vanskelig.

Ud fra tegnformen og sammenhænge mener forskere, at proto-sinaitisk bruger en akrofoni-princip: hver grafisk form repræsenterer en genstand eller idé, hvis navn begynder med det tilsvarende lydsegment i et semitisk sprog. Det er derfor plausibelt, at skriftsystemet var et tidligt alfabet med omkring 20–30 tegn, snarere end et stavelses- eller logografisk system.

Forholdet til egyptiske hieroglyffer og senere alfabeter

Siden skriftsystemet optrådte i områder under stærk egyptisk indflydelse, er der en bred enighed om at en del grafiske former i proto-sinaitisk er afledt af egyptiske hieroglyffer. Disse tegn er dog ofte simplificerede og genfortolket efter de semitiske talendes behov.

Proto-sinaitisk betragtes af mange som forfader til det senere fønikiske alfabet. Fønikisk udvikledes i det østlige Middelhav og blev fra omkring det 11. århundrede f.Kr. en standardiseret alfabetisk løsning, som igen lagde grunden for græsk, latinske og dermed næsten alle moderne europæiske alfabeter.

Forskning og uafklarede spørgsmål

Trods vigtige opdagelser er flere centrale spørgsmål stadig åbne:

  • Hvorvidt proto-sinaitisk bør betragtes som et fuldt funktionelt alfabet eller som et overgangsskrift med begrænsede funktioner.
  • Den præcise udviklingslinje fra egyptiske tegn til de semitiske bogstaver—hvor mange tegn blev direkte lånt, hvor mange var nyfortolkede.
  • Tidsmæssige og geografiske spredningsmønstre: fordi fundmaterialet er sparsommere end for senere alfabeter, er det svært at kortlægge en entydig udvikling.

Betydning

Selvom fragmentariske, er proto-sinaitiske indskrifter af enorm betydning for studiet af skriftsystemers historie. De viser, hvordan alfabetet som idé kan opstå ved at omskabe eksisterende tegnmateriale til et nyt, mere økonomisk middel til at gengive sproglyde. Hvis fortolkningen som tidligt alfabet er rigtig, markerer proto-sinaitisk et vigtigt skridt i overgangen fra komplekse skrifttraditioner (som de egyptiske hieroglyffer) til de enkle, lydorienterede alfabeter, der senere spredte sig over Middelhavsområdet og videre.