Sir Augustine Danger "Austin" Powers, KBE, er en fiktiv figur skabt af Mike Myers. Myers spillede selv titelfiguren samt flere bipersoner i filmene. Austin Powers er hovedpersonen i Austin Powers: International Man of Mystery (1997), Austin Powers: The Spy Who Shagged Me (1999) og Austin Powers in Goldmember (2002). Figurens humoristiske univers parodierer klassiske spionfilm, især James Bond, og trækker kraftigt på 1960'ernes modesprog, musik og seksualmoral.

Karaktertræk og udseende

Austin beskrives som en karismatisk, selvhævdende og til tider selvfed britisk spion med forkærlighed for farverige jakkesæt, krøllede skjorter, rundbrille og store medaljoner. Han er en stereotypisk 'swinging London'-figur: selvsikker forfører, festglad og fuld af selvironi. Hans karakter har flere faste catchphrases, som blandt andet "Yeah, baby!" og "Oh, behave!", som er blevet kendte elementer af filmseriens identitet.

Baggrund i filmene

I filmene bliver Austin og hans ærkefjende Dr. Evil frosset ned under et eksperiment i 1960'erne og genoplivet i slutningen af århundredet. Det skaber et komisk kulturkollisionstema, hvor den gamle tid møder moderne teknologi og værdier. Serien følger hans forsøg på at tilpasse sig den moderne verden, samtidig med at han forsøger at stoppe terrorisme og globale trusler, som ofte er satiriske overdrivelser af virkelige farer.

Medspillere og roller

Ud over Austin Powers forekommer en række gengangere og sidekarakterer i trilogien, bl.a. kærlighedsinteresser som Vanessa Kensington og Felicity Shagwell samt familiemedlemmer og hjælpere som Nigel Powers. Mike Myers påtog sig i flere film også roller som filmens skurke og andre figurer, hvilket bidrager til den karikerede tone.

Kulturel betydning

Austin Powers-serien blev en kommerciel succes og fik stor udbredelse gennem sine ikoniske replikker, kostumer og musikvalg, som genoplivet interesse for 1960'ernes æstetik i populærkulturen. Figuren er blevet brugt i reklamer, merchandise og spil, og har fået status som en genkendelig komisk arketype for spionparodi. Samtidig har filmene fået både ros for deres humor og kritik for enkelte grove jokes og stereotyper.

Æstetik og temaer

  • Parodi: Filmene imiterer og overdriver elementer fra klassiske spionfilm for komisk effekt.
  • Anakronisme: Konflikten mellem 1960'ernes syn på køn, sex og mode og slutningen af 1900-tallets mere konservative eller teknologiske normer er et gennemgående tema.
  • Visuel stil: Farverige kostumer, retro-musik og kitschede gadgets skaber en tydelig visuel signatur.

Samlet set er Austin Powers en humoristisk og flamboyant fortolkning af spiongenren, hvis popularitet hviler på en blanding af satire, nostalgisk stil og ikoniske replikker, der i løbet af slutningen af 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne gjorde figuren til et kendt popkulturelt fænomen.