Pankration: Antikkens græske kampsport – regler, teknik og historie
Pankration var en populær kampsport i det antikke Grækenland. Navnet kommer af de græske ord pan (alle) og kratos (styrke/magt) og kan derfor oversættes til noget i retning af "almindelig magt" eller "total magt". Sporten blev så højt værdsat, at otte af Pindaras odoer blev skrevet til ære for pankratiaster. Pankration blev indført som konkurrencegren i de olympiske lege i det 7. århundrede f.Kr. og opfattedes af grækerne som den ultimative prøve på en atlets kunnen og styrke.
Regler og kampform
Pankration var en form for brydning med én vigtig forskel: atleterne måtte bruge deres knytnæver. Kampene kombinerede slag, spark, kast og forskellige greb. Det var dog ikke fri kamp uden grænser: det var forbudt at bide og at stikke et øje eller andre bløde steder med en tommelfinger eller finger. Overtrædelser blev ikke altid tolereret; Umpires og dommere kunne irettesætte eller piske atleter, der brød reglerne.
En væsentlig forskel på pankration og almindelig brydning var målet: hvor en bryder typisk søgte at kaste sin modstander, forsøgte en pankratiast at få modstanderen til at indrømme nederlag. Dette skete ofte ved at fastholde et greb, som kunne føre til knoglebrud eller ledforskydning, hvis modstanderen ikke gav sig. Kampene kunne dermed ende ved:
- opgivelse (modstanderen erkender nederlag),
- bevidstløshed eller »knockout«,
- dommerafgørelse i særlige tilfælde.
Teknik og kropsligt spil
Teknisk var pankration en blanding af stående kamp og nærkamp på jorden. Størrelse og vægt var mindre afgørende end i rene slag- eller brydegrene, fordi meget af kampen foregik i nærkontakt og på jorden, hvor smidighed, teknik og greb betød mest. Teknikker omfattede:
- slag og spark til åbne dele af kroppen,
- kast og hoftekast fra brydningstraditionen,
- låse, kvælergreb og omklamringer,
- overgange fra stående til gulvarbejde.
Atleterne konkurrerede som regel nakne, tilsmurt med olie som i andre græske atletikgrene, og træningen var hård og alsidig med fokus på både styrke, udholdenhed og teknisk kunnen.
Historie og berømte udøvere
Grækerne satte stor pris på pankration og så det som en særlig prisværdig form for tapperhed og praktisk kampdygtighed. Sporten overlevede også overgangen til den romerske kejsertid, hvor den i visse former blev endnu mere spektakulær og blodig som del af folkekampe og underholdning.
En af de mest berømte antikke pankratiaster var Arrichon af Phigalia (ofte skrevet Arrichon af Philageia i enkelte kilder) fra det 6. århundrede f.Kr. Han vandt pankration ved flere olympiske lege, og ved de olympiske lege i 564 f.Kr. døde han i kamp efter at være påført et kvælertag. Ifølge samtidige beretninger — bl.a. af Philostratus og Pausanias — blev han alligevel tildelt sejrskronen posthumt, fordi hans modstander gav op i det øjeblik Arrichion havde sikret sig gevinsten trods døden. En statue i Olympia-museet er muligvis rejst til hans minde.
Kilder og arkæologiske fund
Viden om pankration kommer fra en række typer kilder: lyrik (f.eks. Pindar), historiske beskrivelser (Pausanias, Philostratus), inskriptioner, samt visuelle kilder som vægmalerier, vaser og statuer, der viser kampstillinger og teknikker. Disse kilder viser både de tekniske detaljer og den status, sporten havde i græsk kultur.
Arven efter pankration
Pankration har haft stor indflydelse på senere kampsportsformer og opfattelsen af kombinerede kampsystemer. I moderne tid er der gjort forsøg på at genoplive eller rekonstruere pankration som konkurrencesport, og mange ser pankration som en historisk forgænger til nutidens mixed martial arts (MMA) på grund af kombinationen af slag, spark og greb.
Kort sagt: Pankration var en brutal, teknisk og højt respekteret kampgren i antikkens Grækenland, hvor fleksibilitet, greb og vilje ofte kunne vejre tungere end ren størrelse og rå styrke. Sportens sagn og fund i kunsten vidner om dens vigtighed både atletisk og kulturelt.
Pankratiaster kæmper under øjnene af en træner og en tilskuer. Side A af en attisk skyfos med sort figur, ca. 500 f.Kr. Højde: 16,2 cm (6,4 in). Diameter: 22,5 cm (8,9 in).
Galleri: Pankrationiaster på græsk keramik
· 
Pankratiast i kampstilling, antik græsk amfora med røde figurer, 440 f.Kr. Staatliche Antikensammlungen, München
· 
Amfora, ca. 490 f.Kr.
· 
Pankratiaster kæmper under øjnene af en dommer. Side B af en Panathenaisk præmieamfora, ca. 500 f.Kr. Højde: 63,5 cm (25 in). Metropolitan Museum of Art
· 
Pankrationsscene: Pankrationsspilleren til højre forsøger at stikke sin modstander i øjet; dommeren er ved at slå ham for denne forseelse. Detalje fra en attisk kylix med røde figurer i British Museum, 490-480 f.Kr. Fra Vulci, Italien.
· 
Amfora, Athen, ca. 332 f.Kr.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad var pankration i det antikke Grækenland?
A: Pankration var en sportsgren i det antikke Grækenland.
Q: Hvor mange af Pindars odes blev skrevet til ære for pankratiaster?
A: Otte af Pindars odes blev skrevet til ære for pankratister.
Q: Hvad var forskellen mellem brydning og pankration?
A: Atleterne havde lov til at bruge deres næver i Pankration, mens de ikke havde lov til det i brydning.
Q: Hvad var reglerne for at slå og sparke i Pankration?
A: Det var tilladt at slå og sparke i Pankration, men det var forbudt at bide og stikke i et øje eller et blødt punkt med en tommelfinger eller finger.
Q: Hvad var målet for en græsk bryder?
A: En græsk bryders mål var at kaste sin modstander ned.
Q: Hvad var målet for en pankratiast?
A: En pankratiast havde til formål at tvinge sin modstander til at give op ved at få ham i et greb, der kunne brække en knogle eller forrykke et led, hvis han ikke gav op.
Q: Hvem var den mest berømte antikke Pankratiast?
A: Den mest berømte antikke pankratiast var Arrichon fra Philageia i det 6. århundrede f.Kr.
