Stålpagten (tysk: Stahlpakt; italiensk: Patto d'Acciaio), eller formelt venskabs- og alliancepagten mellem Tyskland og Italien, var en aftale mellem det fascistiske Italien og Nazi-Tyskland, der blev underskrevet den 22. maj 1939 af de to landes udenrigsministre og bevidnet af grev Galeazzo Ciano for Italiens vedkommende og Joachim von Ribbentrop for Tysklands vedkommende.
Pagten består af to dele. Den første del var den formelle tekst, som sagde, at de to parter fortsat ville hjælpe hinanden, mens de to parter i den anden del blev enige om at gøre deres militær- og økonomipolitik ens. Det blev sagt, at det var en "hemmelig tillægsprotokol".
Pagtens navn kom fra den italienske leder Benito Mussolini, som mente, at dens oprindelige navn, "Blodpagten", sandsynligvis ville være mindre populært i Italien.
Baggrund og politisk kontekst
Stålpagten kom som et skridt i en længerevarende tilnærmelse mellem Rom og Berlin. De to regimer havde allerede etableret tætte forbindelser i løbet af 1930'erne, bl.a. gennem den såkaldte Rome–Berlin-akse (1936) og samarbejde i internationale spørgsmål som modstand mod kommunisme. Selv om ideologierne (italiensk fascisme og tysk nationalsocialisme) delte nogle træk, var der også betydelige forskelle i mål og magtbalance, og pagten skulle både symbolisere og konkretisere et tættere samarbejde.
Indholdet af pagten
Den offentlige, formelle del af pagten indeholdt generelle løfter om gensidig støtte og samarbejde. Den erklærede, at ifald en af parterne blev angrebet af en tredjepart, skulle den anden træde til med al tilgængelig magt. Samtidig blev der fastslået et princip om koordination af udenrigs- og militærpolitik.
Den hemmelige tillægsprotokol — som senere blev genstand for meget historisk interesse — specificerede tættere militær og økonomisk koordinering. Den indeholdt blandt andet aftaler om konsultation før væsentlige beslutninger, samarbejde om militærplanlægning og hensigten om at synkronisere mobiliseringer og forsyningslinjer. Protokollen blev ikke offentliggjort ved underskrivelsen.
Implementering og tidlige konsekvenser
Selvom pagten forpligtede til gensidig støtte i tilfælde af krig, reagerede Italien ikke straks som en ligeværdig krigsallieret, da Anden Verdenskrig brød ud 1. september 1939. Mussolini erklærede i første omgang, at Italien ville forblive "ikke krigsførende" (non-belligerent). Først den 10. juni 1940 erklærede Italien krig mod Frankrig og Storbritannien — blandt andet på baggrund af Tysklands militære succeser — og dermed trådte allianceforpligtelserne i en mere aktiv fase.
Samarbejde og spændinger under krigen
Under krigen førte pagten til samarbejde på flere fronter: koordinering i Balkan, fælles strategier i Nordafrika og forsøg på samordnet forsynings- og industripolitik. Samtidig blev alliancen ofte præget af uensartede ressourcer og kapaciteter. Tyskland havde en langt stærkere industribase og var ofte tvunget til at tage føringen i planlægningen, mens Italien manglede tilstrækkelige våben, brændstof og logistik til at følge tyskernes tempo og ambitioner.
Forholdet mellem Mussolini og Hitler var personligt tæt, men blev også belastet af gensidig mistillid og forskellige nederlag. Dokumenter som Galeazzo Cianos dagbøger (Ciano var Mussolinis udenrigsminister) viser ofte italiensk frustration over tysk dominans i fælles beslutninger og over, at Italien blev trukket ind i militære eventyr, som det ikke kunne bære alene.
Vurdering og eftervirkninger
Historikere vurderer generelt, at Stålpagten gav Hitler politisk legitimitet og sikkerhed for, at Italien ikke ville svigte Tyskland i en konflikt, men at den reelle militære og økonomiske integration mellem de to lande aldrig blev fuldt realiseret. De strukturelle forskelle mellem de to regimer — især Tysklands industrielle overlegenhed og Italiens svagere krigsøkonomi — gjorde samarbejdet til tider ineffektivt.
Efter Italiens kapitulation i september 1943 og Mussolinis fald blev pagten i praksis opløst. Den tjente dog som et centralt skridt i udviklingen af aksealliancen og havde store konsekvenser for krigens forløb i Europa og Nordafrika.
Arv og kilder
Stålpagten er i dag et studieobjekt for dem, der vil forstå alliancedannelse mellem totalitære regimer, og for at analysere, hvordan ideologiske bånd og strategiske interesser kan skabe formelle aftaler, som i praksis viser sig svære at gennemføre. Kilder som officielle protokoller, diplomatiske telegrammer og øjenvidneberetninger (fx Cianos dagbøger) bidrager til forståelsen af både den officielle og den hemmelige side af aftalen.
Kort resume: Stålpagten var en formel alliance mellem Mussolinis Italien og Hitlers Tyskland fra maj 1939, bestående af en åben tekst og en hemmelig tillægsprotokol om tættere militær og økonomisk koordinering. Aftalen cementerede alliancestrukturen i årene op til og under Anden Verdenskrig, men blev svækket af uensartede ressourcer, forskellig strategisk vilje og Italiens utilstrækkelige krigsmateriel.