Oxfordshire Ironstone Railway (O.I.R.) var en jernbane med normalsporing, der betjente et jernstensbrud nær landsbyen Wroxton i Oxfordshire. Den var forbundet med Great Western Railway ca. 6 km mod øst, lige nord for byen Banbury. Både stenbruddet og banen åbnede i 1917 og lukkede i 1967, da jernstenen løb ud. Den blev aldrig en del af British Rail og blev drevet af stenbruddets ejere.
Stenbruddet blev brugt meget under Anden Verdenskrig på grund af ekstra krigsbehov. Et nyere stenbrud i nærheden betjenes nu kun af lastbiler.
OIR havde sin egen flåde af damplokomotiver: 0-6-0T, 0-6-0ST og 0-4-0ST'er.
Tunge ler- og jernstensaflejringer ligger omkring Banbury.
Oxfordshire Ironstone Railway var en klassisk privat industribane: dens primære funktion var at fragte knust og brudt jernsten fra Wroxton-stenbruddet til tilslutningen med Great Western Railway, hvor materialet blev omladet til hovedbanen og sendt videre til stålværker og fabrikker. Afstanden på ca. 6 km (omtrent 3,7 miles) blev betjent med hyppige tog bestående af tipvogne eller åbne godsvogne, som blev læsset i stenbruddet og sendt østpå. Banen og stenbruddet åbnede i et industriperspektiv i 1917 og fulgte efterspørgslen efter jernmalm i første halvdel af 1900-tallet.
Driften var privat og indrettet til råvareproduktion: der var egne skifterogne (shunters), vedligeholdelsesfaciliteter ved bruddet og et mindre pak- og omladningsareal ved tilslutningen til GWR. Banen blev ikke overtaget ved nationaliseringen af det britiske jernbanenet, men forblev ejet og drevet af stenbruddets ejere indtil nedlæggelsen i 1967. I perioder med stor efterspørgsel — særligt under Anden Verdenskrig — blev produktionen øget betydeligt og banens kapacitet udnyttet intensivt.
Materiellet bestod primært af damplokomotiver i tankudførelse, som var velegnede til korte, tunge skift og stejle ramper i stenbrudsdrift. De nævnte typer — 0-6-0T, 0-6-0ST og 0-4-0ST — afspejler behovet for kompakte, robuste lokomotiver med god trækkraft. Vognmateriel var typisk tipvogne eller åbne godsvogne til at transportere løst materiale. Banen kørte stort set som et lukket system mellem brud og hovedlinje, med egne procedurer for aflæsning og vægtkontrol.
Da jernstensforekomsterne i området blev udtømte eller økonomisk uhensigtsmæssige at udnytte, faldt produktionen, og i 1967 ophørte jernbanedriften — de skinner blev fjernet og materiellet afhændet eller skrottet. Stenbruddet i området eksisterer fortsat, men moderne drift foregår i dag primært med lastbiler og tungt vejtransportudstyr.
Aftryk af banen er dog stadig synlige i landskabet: strækninger af banefundamentet, skråninger, skæringer og enkelte bygninger eller fyldpladser kan ofte fremdrages på historiske kort eller i marken. Mange lokalhistorikere og jernbaneentusiaster dokumenterer disse spor, og der findes billeder, skemaer og erindringer i lokale arkiver og hos jernbanegrupper. Hvis man vil se rester i virkeligheden, skal man være opmærksom på privat ejendomsret og følge skilte og anvisninger, da mange områder stadig er i brug eller er afspærret.
Geologisk set skyldes driften de lokale forekomster af jernholdig sedimentær sten (jernsten) sammen med tunge lerlag omkring Banbury. Disse aflejringer gjorde området velegnet til udvinding af råmaterialer til metal- og bygningsindustrien i det 20. århundrede. Udgravningerne og de tilhørende transportløsninger som OIR er en del af områdets industrielle arv og fortæller om, hvordan lokal geologi påvirkede udviklingen af infrastruktur og erhverv.
Oxfordshire Ironstone Railway har i dag værdi som industriel kulturarv: den illustrerer den private, specialiserede baneform, som spillede en vigtig rolle i råvareøkonomien før vejtransportens dominans. For dem, der vil fordybe sig, anbefales lokale arkiver, historiske foreninger og speciallitteratur om britiske industribaner for at finde detaljerede sporplaner, lokomotivregistre og fotografier.
