Oncilla (Leopardus tigrinus) – nordlig tigerkat og sårbar art
Oncilla (Leopardus tigrinus) — den lille nordlige tigerkat; sårbar art truet af skovrydning. Lær om udbredelse, trusler og bevaringsindsatser.
Oncilla (Leopardus tigrinus) — også kendt som den nordlige tigerkat, lille plettet kat eller tigrillo — er en lille plettet kat. Dens udbredelsesområde strækker sig fra Mellemamerika og gennem store dele af det nordlige Sydamerika til det centrale Brasilien. Over dette store og varierede område findes der lokale forskelle i udseende og genetik, som nogle forskere mener burde behandles som underarter eller adskilte enheder.
Udseende og størrelse
Oncilla er en lille vildkat med en slank kropsbygning, lange ben i forhold til størrelsen og en hale, der normalt er kortere end kroppen. Pelsen er lysere i bunden og dækket af mørke pletter og af og til svage tværstriber, hvilket giver den sit fællesnavn "tigerkat". Farve og mønster varierer mellem populationer; nogle individer har mere sammenflydende striber, andre flere distinkte pletter. Voksne vejer typisk mellem 1 og 3 kg og har en kropslængde (uden hale) på omkring 40–70 cm afhængigt af underpopulationen.
Habitat og udbredelse
Arten foretrækker tæt vegetation som skov, sky- og skovbjerg skov, og tætte buskarealer hvor den kan skjule sig og jage. Den findes også i kanten af plantager og fragmenterede skovarealer, men klarer sig dårligere i åbne landskaber. I mange dele af udbredelsesområdet er bestanden fragmenteret som følge af skovrydning og omdannelse af levesteder.
Adfærd og føde
Oncilla er primært nat- og skumringsaktiv (noktaktiv/crepuscular) og fører en i høj grad sky og ensom tilværelse. Den er både jordlevende og delvist klatrende — den kan ofte bevæge sig i lave træer og buske for at jage eller søge ly. Føden består af små pattedyr, fugle, krybdyr, padder og store insekter; jagt foregår typisk ved snigende tilgang og hurtig udnyttelse af byttet.
Formeringsbiologi
Parringen og ungpleje foregår typisk i beskyttede, tætte områder. Hunnen føder normalt 1–3 killinger efter en drægtighedsperiode på omkring 70–80 dage. Ungerne er følsomme over for tab af levested, og lokal nedgang i fødetilgængelighed påvirker overlevelsen af ungerne. Ungdyrene når kønsmodenhed typisk i løbet af 1–2 år.
Trusler
Arten er opført som sårbar på IUCN's rødliste. De vigtigste trusler er:
- Skovrydning og omdannelse af natur til landbrugsjord, plantager og bebyggelse, som fragmenterer og reducerer levestederne.
- Habitatfragmentering, der isolerer bestande og mindsker mulighederne for genetisk udveksling.
- Jagt og fangst i visse områder, både direkte og som bifangst, samt vejtrafik i fragmenterede landskaber.
- Mulig ulovlig handel med vilde katte, som i nogle regioner kan ramme små bestande hårdt.
Bevaringsindsats
Effektive bevaringsforanstaltninger inkluderer:
- Opretholdelse og genopretning af sammenhængende skovkorridorer mellem fragmenterede levesteder.
- Beskyttelse af kerneområder gennem naturreservater og bæredygtig arealplanlægning.
- Forskning og overvågning for at kortlægge udbredelse, bestandstæthed og genetisk variation, så man kan identificere særskilte populationer eller underarter.
- Miljøuddannelse og samarbejde med lokalbefolkninger for at reducere konflikter og ulovlig jagt.
Taksonomi og forskning
Der er løbende forskning i taksonomien hos de små Leopardus-arter. Genetiske studier har vist variationer mellem populationer, og nogle forskere argumenterer for adskillelse i flere underarter eller endda særskilte arter. Denne taksonomiske usikkerhed har betydning for bevaringsprioriteringer, fordi adskilte enheder med små bestande kan være særligt sårbare og kræve målrettet beskyttelse.
Oncilla er en lille, men økologisk vigtig rovdyrart i sine skovøkosystemer. Bevarelse af arten kræver både lokale tiltag for at beskytte levesteder og internationalt samarbejde om forskning og habitatforvaltning.
Søge