NGC 1569: Dværggalakse i Camelopardalis kendt for intens stjernedannelse
NGC 1569 — dværggalaksen i Camelopardalis med intens stjernedannelse, tæt på og detaljeret af Hubble; medlem af IC 342-gruppen ca. 11 mio. lysår væk.
NGC 1569 er en dværg uregelmæssig galakse i Camelopardalis. Denne svage galakse er godt studeret af professionelle astronomer, som er interesseret i stjernedannelsens historie i galaksen. Galaksen er relativt tæt på, så Hubble-rumteleskopet kan let udpege dens stjerner. I 2008 beregnede forskere, der studerede billeder fra Hubble, galaksens afstand til næsten 11 millioner lysår væk, hvilket gør den til et medlem af IC 342-gruppen af galakser.
NGC 1569 klassificeres ofte som en starburst-dværggalakse: den har gennemgået intense perioder med stjernedannelse, der er langt kraftigere end i en gennemsnitlig dværggalakse. Disse udbrud har dannet mange massive stjerneklynger på relativt kort tid, og nogle af klyngerne er så kompakte og massive, at de betegnes som super star clusters (SSC). De mest kendte er SSC A og SSC B, hvor SSC A bl.a. indeholder unge, varme stjerner og tegn på Wolf–Rayet-stjerner, mens SSC B er ældre og mere udviklet.
Den voldsomme stjernedannelse har også ført til kraftig feedback: mange supernovaer og stærke stjernedrevne vinde skubber gas ud af galaksens centrale områder og skaber synlige Hα-filamenter og udstrømninger. Varm, røntgenstrålende gas er blevet påvist i observationer med bl.a. Chandra, og radio- og millimeterobservationer afslører både HI og molekylært gas (CO), omend i begrænsede mængder. NGC 1569 har en relativt lav metalliskhed sammenlignet med større galakser som Mælkevejen, hvilket er typisk for små, aktive galakser.
Forskere bruger NGC 1569 som et laboratorium til at studere, hvordan stjernedannelsesudbrud påvirker galakseudvikling, især i små systemer. Hubbles evne til at opløse individuelle stjerner har gjort det muligt at rekonstruere galaksens stjernedannelseshistorie over de seneste hundrede millioner år og at bestemme, at flere kraftige udbrud fandt sted for få til nogle titals millioner år siden. Årsagen til disse udbrud kan være intern gasakkumulering eller ydre påvirkninger som interaktioner med nærliggende galakser eller inflow af kold gas.
For amatørastronomer er NGC 1569 en svag og kompakt genstand, der kræver større amatørteleskoper og god himmelgennemsigtighed for at kunne ses som en diffus plet. For professionelle er den derimod særdeles værdifuld, fordi dens relative nærhed og aktive natur giver mulighed for detaljerede studier af stjerneklyngedannelse, feedbackprocesser og de fysiske forhold i starburst-miljøer.
Centrum af NGC 1569 som afbildet af Hubble-rumteleskopet. Bemærk i midten til venstre de to superstjernehobe
Starburst
Det mest bemærkelsesværdige træk ved NGC 1569 er dens kraftige stjerneudbrud. Den har dannet stjerner 100 gange hurtigere end vores galakse i løbet af de sidste 100 millioner år. Den indeholder to fremtrædende superstjernehobe med forskellige historier.
Superstjernehob A, i den nordvestlige del af galaksen, består af to tætte stjernehobe (NGC 1569 A1 og NGC 1569 A2). Den indeholder unge stjerner (herunder Wolf-Rayet-stjerner), som blev dannet for mindre end 5 millioner år siden (i NGC 1569 A1), samt ældre røde stjerner (i NGC 1569 A2).
Superstjernehob B, nær galaksens centrum, har ældre røde kæmpere og røde supergiganter.
Begge disse stjernehobe har samme masse som kuglehobehobene i Mælkevejen. Mange mindre stjernehobe er relativt unge (mellem 2 millioner år og 1 milliard år). De ligner små kugleformede klynger eller R136 i den store Magellansky. Dette viser sammen med resultaterne fra andre dværggalakser som f.eks. den Store Magellanske Sky og NGC 1705, at stjernedannelse i dværggalakser ikke sker kontinuerligt, men i stedet i en række korte udbrud.
De mange supernovaer, der er produceret i galaksen, samt de stærke stjernernes stjerneskud har skabt filamenter og bobler af ioniseret brint med en størrelse på henholdsvis 3.700 og 380 lysår. Disse lyser, når lyset fra de unge stjerner, der er indeholdt i dem, rammer gassen.
NGC 1569's stjerneudbrud kan være udløst af interaktioner med andre galakser i IC 342-gruppen, sandsynligvis en nærliggende brintsky.
Søge