Monoceros: Stjernebilledet Enhjørningen – Placering, historie & fakta
Monoceros — stjernebilledet Enhjørningen: placering ved himlens ækvator, historie fra Petrus Plancius og fascinerende fakta samt nabolag som Orion, Tvillingerne og Canis Major.
Monoceros (græsk: Μονόκερως) er et stjernebillede på den himmelske ækvator. Dens navn betyder enhjørning og betegner et nyligt indført motiv i forhold til de gamle, klassiske stjernebilleder. Det blev indført af den hollandske kartograf Petrus Plancius i det 17. århundrede og optaget på kartografiske stjernekort fra den periode. Monoceros er et relativt svagt stjernebillede uden klare, meget lyse stjerner, men det rummer flere interessante dybe-rum‑objekter.
Placering og nabostjernebilleder
Monoceros ligger på den himmelske ækvator og ses derfor fra begge halvkugler. På stjernehimlen ligger Orion vest for Monoceros. Tvillingerne (Gemini) ligger mod nord, Canis Major mod syd og Hydra mod øst. Andre stjernebilleder ved siden af Monoceros er Canis Minor, Lepus og Puppis. Disse naboer gør området velegnet til at finde Monoceros, selvom selve enhjørningen er svag og kan være vanskelig at se med det blotte øje i lysforurenede områder.
Stjerner og bemærkelsesværdige objekter
Monoceros indeholder få klare stjerner; den klareste har en visuel størrelse på omkring magnitude 3,9, så stjernebilledet domineres ikke af nogen meget lysende stjerne. Et af de mest interessante stjernesystemer i Monoceros er Beta Monocerotis, et spektakulært tredobbelt stjernesystem, berømt blandt amatørastronomer og først beskrevet af William Herschel.
Til gengæld er Monoceros meget rig på dybe‑rum‑objekter, især emissionståger og åbne stjernehobe, som er gode mål for små og mellemstore teleskoper:
- Rosetten (NGC 2237/NGC 2244) — en stor emissionståge med en indlejret ung åben hob.
- Christmas Tree Cluster og Cone Nebula (NGC 2264) — et populært felt for fotografering og observation, indeholdende en mørk tåge og en ung stjernehob.
- Messier 50 (M50) — en åben stjernehob, synlig i mindre teleskoper.
Hvornår og hvordan man ser det
Monoceros er mest synligt på den nordlige halvkugle i de mørke vintermåneder, især i december til marts, hvor det står højt på aftenhimlen. Fordi det ligger nær ækvator, kan det også ses fra store dele af den sydlige halvkugle. På grund af sine svage stjerner er Monoceros bedst at observere fra et mørkt sted eller med hjælp af en stjernekikkert/teleskop, især hvis man vil se de omkringliggende tåger og åbne hobe.
Hurtige fakta
- Betydning: "Enhjørning" (græsk navn).
- Oprindelse: Introduceret af Petrus Plancius i det 17. århundrede, ikke en del af de klassiske ptolemæiske 48 stjernebilleder.
- Karakter: Svagt stjernebillede uden meget lysstærke stjerner, men rigt på dybe‑rum‑objekter.
- Bedst synligt: Vinter (december–marts) på den nordlige halvkugle.
Monoceros er med andre ord et diskret, men astronomisk interessant stjernebillede — især for dem, der søger tåger og unge stjernehobe frem for klare enkeltstjerner.
Bemærkelsesværdige funktioner
Stjerner
Monoceros er svær at se med det blotte øje. Dens klareste stjerne, Alpha Monocerotis, har en visuel størrelse på 3,93. Den er lysere end Gamma Monocerotis med en styrke på 3,98.
Monoceros har nogle interessante træk, som man kan se på med et lille teleskop. Beta Monocerotis er et tredobbelt stjernesystem. De tre stjerner danner en trekant, som ser ud til at være på ét sted. William Herschel kommenterede, at det er "et af de smukkeste syn på himlen".
Monoceros har også Plaskett's Star. Det er et stort binært system. Hele dens masse siges at svare til næsten 100 sole tilsammen.
Stjernebilledet Monoceros, som det kan ses med det blotte øje.
Søge