Et objekt i grammatik er målet for en handling og forekommer i enhver sætning med et transitivt verbum. Det er et element i den sætning, der følger efter verbet, som i:
Katten spiste morgenmad.
Hun slog ham og sagde så: "Gå væk herfra".
Det er direkte objekter. Følgende er indirekte objekter:
Hunden bragte Jane sin snor.
Jeg sendte min søn et brev.
Disse sætninger er opbygget som (S/V/O/O/O), hvor S = subjekt, V = verbum og O = objekt. Det første objekt er et indirekte objekt, det andet er et direkte objekt. Bemærk, at i det sidste eksempel er det dig, der har sendt et brev, ikke din søn. Sætningen giver perfekt mening uden det indirekte objekt.
En sætning, der svarer til det sidste eksempel, er:
Jeg sendte et brev til min søn.
Her ser nogle grammatikere også søn som indirekte objekt (bogstav er det udtryk, som ikke kan udelades). p720
Hvad er direkte og indirekte objekt?
Direkte objekt besvarer typisk spørgsmålene hvad? eller hvem? efter verbet. Det er det, handlingen direkte går ud over:
- Katten spiste morgenmad. (Hvad spiste katten? Morgenmad.)
- Hun slog ham. (Hvem slog hun? Ham.)
Indirekte objekt angiver normalt den, der modtager noget eller drager fordel/ulempe af handlingen. Det svarer ofte på spørgsmålet til hvem? eller for hvem?:
- Hunden bragte Jane sin snor. (Hvad bragte hunden? Sin snor. Til hvem? Jane.)
- Jeg sendte min søn et brev. (Hvem modtog brevet? Min søn.)
Sådan identificerer du objekter
- Stil spørgsmålet efter verbet: Hvad? / Hvem? giver ofte det direkte objekt. Til hvem? / For hvem? giver ofte det indirekte objekt.
- Et indirekte objekt kan ofte omskrives til en præpositionsfrase med til eller for: "Jeg sendte min søn et brev" → "Jeg sendte et brev til min søn".
- Nogle verber er intransitive og kan ikke tage et objekt: "Han sover." (Intet objekt.)
- Objekter kan være nominalsætninger, pronominer eller hele bisætninger: "Jeg ved, at du kommer." (Her er bisætningen objekt for 'ved'.)
Ordstilling og valgmuligheder
I dansk er grundordstillingen typisk S-V-O, men når der både er indirekte og direkte objekt, kan ordstillingen være S-V-IO-DO eller S-V-DO-til-IO:
- Jeg gav Mary (IO) bogen (DO).
- Jeg gav bogen (DO) til Mary (præpositions-IO).
Brugen af præposition (til, for) gør ofte indirekte objekter mere eksplicit og ændrer ikke nødvendigvis betydningen, men kan påvirke fokus og rytme i sætningen.
Pronominer som objekter
Objektformer af personlige pronominer adskiller sig i dansk fra subjektsformerne:
- jeg → mig
- du → dig
- han → ham
- hun → hende
- vi → os
- I → jer
- de → dem
Eksempel: "Hun så ham." ikke "Hun så han".
Passiv og objektets rolle
Ved passiv sættes ofte det direkte objekt i aktivsætningen frem som subjekt i passivsætningen:
- Aktiv: Katten spiste morgenmad.
- Passiv: Morgenmad blev spist (af katten).
Passiv kan bruges til at fremhæve objektet eller skjule gerningsmanden.
Særlige bemærkninger og faldgruber
- Nogle verber kan tage flere objekter (ditransitive verber): give, sende, bringe osv.
- Ikke alle ord efter verbet er objekter — adverbialer (tid, sted, måde) er ikke objekter: "Hun løb hurtigt" (hurtigt er adverbial, ikke objekt).
- Nogle sætninger kan indeholde objekter i form af helsætninger: "Han håber, at det går godt." (Helsætningen er objekt for 'håber'.)
- Betydningen kan ændres ved rækkefølge: "Jeg sendte min søn et brev" og "Jeg sendte et brev til min søn" er praktisk talt ækvivalente, men rytme og fokus varierer.
Praktiske tips
- Find verbet, og stil spørgsmålene hvad? eller hvem? for direkte objekt og til hvem? eller for hvem? for indirekte objekt.
- Prøv at omskrive indirekte objekter med til for at tjekke deres funktion: "Jeg sendte min søn et brev" → "Jeg sendte et brev til min søn".
- Vær opmærksom på pronominers objektformer (mig, dig, ham, hende, os, jer, dem).
Hvis du vil gå dybere, kan man skelne mellem syntaktisk rolle (subjekt/objekt) og semantisk rolle (agent/patient/mottager osv.), hvilket er nyttigt i avancerede analyser af transitivitet og sætningsstruktur.