Lykopoderne (Lycopodiophyta eller Lycophyta) er den ældste overlevende afdeling af karplanter. Det er en underafdeling af planteriget, der består af karplanter. Dens tidligste fossiler er fra ca. 428–410 millioner år siden. p99

Lycopoderne omfatter nogle af de mest primitive (basale) nulevende arter. De formerer sig ved at udgyde sporer og har makroskopisk generationsskifte. Medlemmer af Lycopodiophyta har en protostele, og sporofyten er den dominerende generation.

Lycopoderne adskiller sig fra alle andre karplanter ved at have mikrofylle — blade med kun én enkelt bladåre — i modsætning til de komplekse megafylle, som findes hos bregner og frøplanter. Mikrofyllets oprindelse forklares ofte ved en udvikling af små udvækster (enationer), som siden fik en simpel ledningsstreng.

Morfologi og anatomi

Lykopoderne er normalt små, urteagtige planter med krybende eller oprette stængler. Mange arter danner tæpper på skovbunden; nogle vokser som epifytter eller i stenede revner. Bladene (mikrofyllerne) er typisk enkle og ensartede. Ledningsvævet er enkelt opbygget — protostelet — hvilket er et basaltræk i karplanternes evolution. Sporangierne sidder ofte i klynger (sporofylle) i strobili (sporekongler) eller i bladaksler afhængig af slægten.

Reproduktion og livscyklus

De fleste lykopoder er homospore, dvs. de producerer én type spore, som udvikler sig til en gametofyt, der kan være enten grøn og fritlevende eller skjult og mykorrhizal afhængig af arten. Nogle slægter, fx Selaginella og Isoetes, er heterospore og producerer både mikrosporer og megasporer, hvilket fører til kønsspecialisering på gametofytstadiet. Gametofytten danner kønsorganer (anteridier og arkegonier), og befrugtning kræver vand til sædcellernes bevægelse hos arter med bevægelige spermatozoider.

Systematik og eksempler

  • Lycopodiaceae — inkluderer slægter som Lycopodium og Huperzia; typisk homospore og ofte med tydelige strobili.
  • Selaginellaceae — Selaginella, mange arter er heterospore og forekommer globalt, ofte i fugtige mikrohabitater.
  • Isoetaceae — Isoetes (vandsværdplanter), små og typisk aquatiske/semi-aquatiske, heterospore.

Fossilhistorie og evolution

Lycopoder har en lang fossilhistorie. I Karbonperioden (for ~359–299 mio. år siden) dannede uddøde grupper som lepidodendrale kæmpetræer betydelige skove og bidrog til kulaflejringer. Disse fossile former adskilte sig markant fra de små nulevende arters udseende, men viser, at Lycopodiophyta engang omfattede store træagtige former. Nutidens små formater repræsenterer en overlevende derivatgruppe efter flere uddøenperioder.

Økologi og udbredelse

Lycopoder findes over hele kloden, men flest arter forekommer i tropiske og tempererede skove, i fugtige skovbundsmiljøer, på moser og i bjergrige områder. Mange foretrækker skygge og høj luftfugtighed. Gametofytter kan have afhængighed af mykorrhiza for at optage næring, især de underjordiske, ikke-fotosyntetiske typer.

Betydning og anvendelse

Mange nulevende lykopoder er små og økologisk vigtige som bunddække og for at stabilisere jord. Historisk er lycopodsporer brugt som tørt pulver til at skabe glimt/effekter i fotografering og fyrværkeri (lycopodiumpulver), og nogle arter er brugt i traditionel medicin. Flere arter er dog sårbare over for habitattab og overplukning, og bevaring er vigtig for at beskytte deres genetiske mangfoldighed.

Bemærk: Lykopoderne repræsenterer et vindue til karplanternes tidlige evolution, både gennem deres bevarelse af primitive træk (mikrofylle, protostele) og gennem deres rolle i oldtidens skovøkosystemer.