LNWR (London and North Western Railway): Historisk britisk jernbane 1846–1922
Dyk ned i LNWRs historie 1846–1922: Britisk jernbaneimperium, fusioner, Euston-terminalen og arven til West Coast Main Line.
London and North Western Railway (LNWR) var et britisk jernbaneselskab mellem 1846 og 1922. I slutningen af det 19. århundrede var LNWR det største aktieselskab i verden. LNWR blev dannet i 1846 ved en fusion af Grand Junction Railway, London & Birmingham Railway og Manchester & Birmingham Railway. Terminus i London var på Euston station.
Historie og udvikling
LNWR opstod i tiden med hurtig jernbaneudbygning i Storbritannien og samlede flere tidligere selskabers netværk til en af landets vigtigste ruteoperatører. I det 19. århundrede udvidede selskabet gradvist sit rutenet, både gennem opkøb og ved anlæg af nye linjer. Det betjente centrale ruter mellem London og de industrielle centre i Midlands, Northwest England og videre mod Skotland, og blev kendt for både eksprestog, lokaltog, post- og godstrafik.
Netværk og ruter
LNWR dækkede et omfattende net af hoved- og sekundærbaner, som i praksis dannede rygraden i det senere West Coast-korridor. Mange af selskabets hovedruter svarer i dag til strækninger på West Coast Main Line. Ud over de lange distancer havde LNWR et tæt regionalt net i Lancashire, Cheshire, Staffordshire og omkring Manchester og Birmingham, hvilket gjorde det centralt for transport af kul, industrivarer og passagerer i den industrielle periode.
Værksteder, teknologi og rullende materiel
LNWR ejede og drev store værksteder, hvoraf Crewe Works var det mest berømte. Crewe, oprindeligt etableret af Grand Junction Railway, udviklede sig til et centrum for bygning og reparationsarbejde af lokomotiver og materiel. Et andet vigtigt center var vognværkstedet i Wolverton, som stod for byggeriet og vedligeholdelsen af personvogne.
Selskabet havde en stor og varieret flåde af lokomotiver, designet både til hurtige eksprestog og tung godstrafik. Gennem årene blev der introduceret nye konstruktioner og tekniske løsninger, og LNWR bidrog til udviklingen af britisk jernbaneteknik, selv om enkelte eksperimenter senere blev kritiseret af efterfølgende generationer.
Organisation, arbejdskraft og samfundsrolle
Som en af datidens største arbejdsgivere beskæftigede LNWR titusindvis af medarbejdere i togdrift, værksteder, stationer og administration. Selskabet spillede en central rolle i den økonomiske udvikling i de regioner, det betjente, ved at forbinde fabrikker, havne og byer og ved at levere både lokale pendlertjenester og langdistanceforbindelser.
Omslutning, sammenlægning og arv
I 1923 blev LNWR en del af London, Midland and Scottish Railway (LMS) i henhold til jernbaneloven fra 1921, der samlede mange mindre selskaber i fire store regionale enheder (the “Grouping”). Ved den nationaleisering i 1948 blev den tidligere LNWR-virksomhed en del af London Midland Region of British Railways. LNWRs infrastruktur og rutevalg ligger til grund for mange af de trafikmønstre og hovedlinjer, der stadig anvendes i dag, og selskabets historie er væsentlig for forståelsen af udviklingen af det britiske jernbanenet.
Betydning i dag
Arven efter LNWR ses i den fortsatte betydning af de hovedlinjer, virksomheden etablerede og udviklede. Mange stationer, banestrækninger og tekniske anlæg har historiske rødder i LNWR, og arbejdet i værkstederne som Crewe har sat varige spor i britisk jernbaneteknik og -industri.
Søge