Sprogplanlægning: Hvad er det? Definition, typer og eksempler
Sprogplanlægning: Definition, typer og eksempler – få klar indsigt i korpus-, status- og tilegnelsesplanlægning samt praktiske strategier og eksempler. Læs mere.
Sprogplanlægning er en bevidst indsats for at påvirke, hvordan et sprog bruges i samfundet. Formålet kan være at gøre sproget egnet til flere funktioner — fx uddannelse, forvaltning, forskning og medier — eller at styrke et sprogs status og overlevelse. Arbejdet omfatter fastsættelse af mål, udvikling af strategier og gennemførelse af konkrete tiltag, som samlet ændrer sprogbrug og sprogstandarden. For mange sprog varetages dele af dette arbejde af særlige organisationer. Eksempler på sådanne organisationer er Academie Française for fransk og British Council for engelsk.
Typer af sprogplanlægning
Man skelner typisk mellem tre hovedtyper af sprogplanlægning:
- Korpusplanlægning: Her arbejder man med det indre indhold af sproget — ordforråd, stavning, grammatik og terminologi. Korpusplanlægning omfatter fx udarbejdelse af ordbøger, fastsættelse af retskrivningsregler, standardisering af grammatik og frembringelse af nye ord (neologismer). Også bestræbelser på sproglig renhed (at erstatte fremmedord med hjemlige alternativer) hører ofte til denne kategori.
- Statusplanlægning: Dette handler om sprogets sociale rolle og rettigheder. Målet kan være at gøre et sprog officielt i et område, at sikre dets brug i forvaltning og retssystemet eller at integrere det i uddannelsessystemet. En hyppig del af statusplanlægningen er at indføre et skriftsystem for et sprog, som hidtil primært har været talt.
- Planlægning af tilegnelse: Fokus er på sproglæring og undervisning — hvordan sproget bedst kan læres af børn og voksne, hvordan det kan gøres attraktivt at lære, og hvordan man udvikler læremidler, lærerkorps og eksamensordninger. Dette felt omfatter også tiltag rettet mod tosprogede eller minoriteter for at sikre vedligeholdelse eller revitalisering af et sprog.
Værktøjer og aktører
Sprogplanlægning udføres af mange forskellige aktører og ved hjælp af forskellige midler:
- Styringsmidler: love, officielle deklarationer og uddannelsespolitik, som fastlægger hvilke sprog der bruges i administration og skole.
- Standardiseringsorganer: akademier, terminologikomitéer og nationale sprogcentre, som fastsætter normer for stavning, grammatik og terminologi.
- Undervisning og læremidler: udvikling af lærebøger, læreruddannelse og tests for at sikre sprogundervisningens kvalitet.
- Medier og kulturproduktion: radio, tv, tryk og digitale medier bruges bevidst til at fremme et sprogs synlighed og prestige.
- Terminologi- og oversættelsesarbejde: især ved tekniske og videnskabelige områder skabes ny terminologi, så sproget kan dække moderne fagområder.
Konkrete eksempler
- Hebraisk: Et af de mest kendte eksempler på succesfuld status- og korpusplanlægning er den moderne hebraiske revitalisering, hvor et tidligere liturgisk sprog blev gjort til moderne talesprog og nationalsprog gennem målrettet planlægning og undervisning.
- Det tyrkiske skriftskifte: Under Atatürk i begyndelsen af 1900-tallet blev det arabiske alfabet erstattet af det latinske, hvilket var både et status- og korpusprojekt med store samfundsmæssige konsekvenser.
- Icelandsk sprogpolitik: Island vælger ofte korpusplanlægning fremfor lånord og danner nye, indfødte ord til moderne fænomener i stedet for at optage fremmedord.
- Reform af retskrivning: Tyske og andre retskrivningsreformer viser, hvordan korpusplanlægning kan skabe debat mellem tradition og modernisering.
- Norge: Debatten mellem Bokmål/Riksmål og Nynorsk illustrerer, hvordan statusplanlægning og ideologiske valg påvirker skolepolitik, administration og identitet.
Konsekvenser og udfordringer
Sprogplanlægning kan føre til mange positive resultater — øget læsbarhed i officielle dokumenter, styrkelse af minoritetssprog, større adgang til uddannelse på modersmål og et bredere fagligt ordforråd. Samtidig er der udfordringer:
- Politisering: Sprogpolitik kan blive et politisk redskab og skabe konflikter mellem grupper med forskellige identiteter.
- Praktiske vanskeligheder: Implementering kræver ressourcer — lærebøger, læreruddannelse og medier — som ikke altid er tilgængelige.
- Modstand og sprogskifte: Befolkninger kan modstå ændringer, eller dominerende sprog kan fortsætte med at fortrænge minoritetssprog trods planlægning.
- Balancen mellem renhed og kommunikation: Fokus på sproglig renhed kan gøre sproget mindre fleksibelt i internationale sammenhænge eller skabe kunstige løsninger.
Praktiske råd ved sprogplanlægning
- Lav klare, realistiske mål og trinvise planer med opfølgning.
- Involvér undervisere, medier og brugergrupper tidligt for at sikre accept og gennemførelse.
- Prioritér udvikling af læremidler og læreruddannelse — uden dette vil statusændringer ofte nå få i praksis.
- Vær opmærksom på sprogpolitikens sociale og politiske konsekvenser — inkl. spørgsmål om rettigheder og ligestilling.
Som yderligere læsning kan Nahirs arbejde om sprogplanlægning læses.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er sprogplanlægning?
A: Sprogplanlægning er et forsøg på at påvirke, hvordan et sprog bruges, ved at sætte mål og strategier for at gøre sproget mere anvendeligt til forskellige emner.
Q: Er der organisationer, der tager sig af sprog?
A: Ja, der er organisationer, der tager sig af sprog, såsom Academie Française for fransk eller British Council for engelsk.
Q: Hvad er de forskellige former for sprogplanlægning?
A: De forskellige former for sprogplanlægning er korpusplanlægning, lingvistisk renhed, statusplanlægning og erhvervelsesplanlægning.
Q: Hvad er korpusplanlægning?
A: Korpusplanlægning er en form for sprogplanlægning, der skaber nye ord og udtryk eller ændrer gamle ord og udtryk, så de får en ny betydning. Det er også involveret i at skabe standarder for et sprog, såsom stavning, grammatik og ordbøger.
Q: Hvad er lingvistisk renhed?
A: Lingvistisk renhed er en form for korpusplanlægning, der har til formål at undgå fremmed indflydelse på et sprog, fordi man mener, at de er dårlige.
Q: Hvad er statusplanlægning?
A: Statusplanlægning er en form for sprogplanlægning, der har til formål at ændre den måde, et sprog bruges på. Det indebærer at gøre nogle sprog eller dialekter til officielle sprog i et område. Det indebærer også nogle gange at skabe et skriftsystem for et sprog, der kun blev talt før.
Q: Hvad er planlægning af sprogtilegnelse?
A: Tilegnelsesplanlægning er en form for sprogplanlægning, der har til formål at gøre sproget lettere eller mere attraktivt at lære. Det involverer ofte at gøre sproget mere attraktivt at lære for talere af andre sprog.
Søge