Det, der i dag almindeligvis kaldes Argentinas uafhængighed, blev formelt vedtaget den 9. juli 1816. Beslutningen blev truffet af kongressen, som var samlet i byen Tucumán (mere præcist i San Miguel de Tucumán). De delegerede erklærede, at de Forenede Provinser i Sydamerika var uafhængige af den spanske krone og af enhver anden udenlandsk magt. Den formulering — ofte oversat til dansk som "De Forenede Provinser i Sydamerika" — optræder stadig som et af de juridiske navne for den argentinske republik.
Baggrund
Uafhængighedsbevægelsen tog fart efter majrevolutionen i 1810 i Buenos Aires, hvor den lokale styreform begyndte at erstatte de spanske myndigheder i kølvandet på Napoleonskrigene i Europa. De følgende år var præget af både politisk omstilling og militære kampe mod royalistiske styrker, men også af indre stridigheder mellem centralister (unitarios) og tilhængere af en mere føderal organisering.
Kongressen i Tucumán
Kongressen blev indkaldt for at samle repræsentanter fra de forskellige provinser og give landet en fælles politisk beslutning om sin status. De delegerede mødtes i juli 1816 og vedtog den formelle erklæring om uafhængighed. Erklæringen blev underskrevet i det hus, der i dag er kendt som Casa Histórica de la Independencia i Tucumán.
Hvem deltog — og hvem var udelukket
Mange af de østlige og nordlige provinser sendte delegerede til kongressen, og der deltog også repræsentanter fra flere områder i det, der dengang blev kaldt Øvre Peru (dagens Bolivia), selv om disse områder kort efter igen kom under royalistisk kontrol. Samtidig stod de såkaldte føderale liga-provinser, ledet af figurer som José Gervasio Artigas, i åben konflikt med de forenede provinser. Disse føderale provinser deltog ikke i kongressen, dels på grund af politiske uenigheder om centralisering kontra føderalisme og dels som følge af de væbnede konflikter mellem parterne.
Efterspillet og betydning
Erklæringen af 9. juli var et vigtigt symbolsk og juridisk skridt, men kampen for fuld uafhængighed og for at konsolidere en national stat fortsatte i mange år. De væbnede konflikter mod spanske styrker fortsatte, ligesom de indre magtkampe mellem centralister og føderalister prægede de følgende årtier. Anerkendelsen af den nye stat skete gradvis fra andre lande gennem 1800-tallet.
Den 9. juli fejres stadig som Argentinas nationaldag, og Tucumán‑erklæringen regnes som et centralt øjeblik i landets kamp for selvstændighed og politisk selvbestemmelse.
