Argentinas uafhængighed: Tucumán-kongressen og erklæringen 9. juli 1816
Oplev Argentinas uafhængighed: Tucumán-kongressens beslutning den 9. juli 1816, erklæringen og dens betydning for nationens fødsel og historie.
Det, der i dag almindeligvis kaldes Argentinas uafhængighed, blev formelt vedtaget den 9. juli 1816. Beslutningen blev truffet af kongressen, som var samlet i byen Tucumán (mere præcist i San Miguel de Tucumán). De delegerede erklærede, at de Forenede Provinser i Sydamerika var uafhængige af den spanske krone og af enhver anden udenlandsk magt. Den formulering — ofte oversat til dansk som "De Forenede Provinser i Sydamerika" — optræder stadig som et af de juridiske navne for den argentinske republik.
Baggrund
Uafhængighedsbevægelsen tog fart efter majrevolutionen i 1810 i Buenos Aires, hvor den lokale styreform begyndte at erstatte de spanske myndigheder i kølvandet på Napoleonskrigene i Europa. De følgende år var præget af både politisk omstilling og militære kampe mod royalistiske styrker, men også af indre stridigheder mellem centralister (unitarios) og tilhængere af en mere føderal organisering.
Kongressen i Tucumán
Kongressen blev indkaldt for at samle repræsentanter fra de forskellige provinser og give landet en fælles politisk beslutning om sin status. De delegerede mødtes i juli 1816 og vedtog den formelle erklæring om uafhængighed. Erklæringen blev underskrevet i det hus, der i dag er kendt som Casa Histórica de la Independencia i Tucumán.
Hvem deltog — og hvem var udelukket
Mange af de østlige og nordlige provinser sendte delegerede til kongressen, og der deltog også repræsentanter fra flere områder i det, der dengang blev kaldt Øvre Peru (dagens Bolivia), selv om disse områder kort efter igen kom under royalistisk kontrol. Samtidig stod de såkaldte føderale liga-provinser, ledet af figurer som José Gervasio Artigas, i åben konflikt med de forenede provinser. Disse føderale provinser deltog ikke i kongressen, dels på grund af politiske uenigheder om centralisering kontra føderalisme og dels som følge af de væbnede konflikter mellem parterne.
Efterspillet og betydning
Erklæringen af 9. juli var et vigtigt symbolsk og juridisk skridt, men kampen for fuld uafhængighed og for at konsolidere en national stat fortsatte i mange år. De væbnede konflikter mod spanske styrker fortsatte, ligesom de indre magtkampe mellem centralister og føderalister prægede de følgende årtier. Anerkendelsen af den nye stat skete gradvis fra andre lande gennem 1800-tallet.
Den 9. juli fejres stadig som Argentinas nationaldag, og Tucumán‑erklæringen regnes som et centralt øjeblik i landets kamp for selvstændighed og politisk selvbestemmelse.
Uafhængighedserklæring fra de forenede provinser i Sydamerika, på spansk og quechua
Allegori over uafhængighedserklæringen, af Luis de Servi.
Underskrivere af erklæringen
- Francisco Narciso de Laprida, stedfortræder for San Juan, formand
- Mariano Boedo, stedfortræder for Salta, næstformand
- José Mariano Serrano, stedfortræder for Charcas (det nuværende Bolivia), sekretær
- Juan José Paso, stedfortræder for Buenos Aires, sekretær
- Dr. Antonio Sáenz, stedfortræder for Buenos Aires
- Dr. José Darragueira, stedfortræder for Buenos Aires
- Broder Cayetano José Rodríguez, stedfortræder for Buenos Aires
- Dr. Pedro Medrano, stedfortræder for Buenos Aires
- Dr. Manuel Antonio Acevedo, stedfortræder for Catamarca
- Dr. José Ignacio de Gorriti, stedfortræder for Salta
- Dr. José Andrés Pacheco de Melo, stedfortræder for Chibchas (det nuværende Bolivia)
- Dr. Teodoro Sánchez de Bustamante, stedfortræder for Jujuy
- Eduardo Pérez Bulnes, stedfortræder for Córdoba
- Tomás Godoy Cruz, stedfortræder for Mendoza
- Dr. Pedro Miguel Aráoz, stedfortræder for Tucumán
- Dr. Esteban Agustín Gazcón, stedfortræder for Buenos Aires
- Pedro Francisco de Uriarte, stedfortræder for Santiago del Estero
- Pedro León Gallo, stedfortræder for Santiago del Estero
- Pedro Ignacio Rivera, stedfortræder for Mizque (det nuværende Bolivia)
- Dr. Mariano Sánchez de Loria, stedfortræder for Charcas (det nuværende Bolivia)
- Dr. José Severo Malabia, stedfortræder for Charcas (det nuværende Bolivia)
- Dr. Pedro Ignacio de Castro Barros, stedfortræder for La Rioja
- Lic. Gerónimo Salguero de Cabrera y Cabrera, stedfortræder for Córdoba
- Dr. José Colombres, stedfortræder for Catamarca
- Dr. José Ignacio Thames, stedfortræder for Tucumán
- Friar Justo de Santa María de Oro, stedfortræder for San Juan
- José Antonio Cabrera, stedfortræder for Córdoba
- Dr. Juan Agustín Maza, stedfortræder for Mendoza
- Tomás Manuel de Anchorena, stedfortræder for Buenos Aires
Anerkendelse af uafhængighed
- Kongeriget Hawaii: 1818
- Portugal: 1821
- Brasilien, Amerikas Forenede Stater: 1822
- Det Forenede Kongerige: 15. december 1823
- Frankrig: 1830
- Danmark: 1841
- De forenede kongeriger Sverige og Norge: 1847
- Spanien: 29. april 1857
Spørgsmål og svar
Q: Hvornår blev den argentinske uafhængighedserklæring lavet?
A: Den argentinske uafhængighedserklæring blev fremsat den 9. juli 1816.
Q: Hvem erklærede de forenede provinser i Sydamerika for uafhængige?
A: Kongresmedlemmer, der var samlet i Tucumán, erklærede De Forenede Sydamerikanske Provinser for uafhængige.
Q: Hvad er stadig i dag et af de juridiske navne på den argentinske republik?
A: Sydamerikas Forenede Provinser er stadig i dag et af de juridiske navne på den argentinske republik.
Q: Havde Forbundsligaens provinser adgang til kongressen?
A: Nej, Forbundsligaens provinser havde ikke adgang til kongressen.
Q: Hvilke provinser var til stede på kongressen?
A: Mange provinser fra Øvre Peru var til stede på kongressen.
Q: Hvornår begyndte uafhængigheden i Argentina?
A: Uafhængigheden begyndte med majrevolutionen i 1810.
Q: Hvad var Kongressen i Tucumán?
A: Kongressen i Tucumán var en kongres, der erklærede uafhængigheden af de forenede provinser i Sydamerika.
Søge