Kamakura-shogunatet (japansk: 鎌倉幕, Kamakura bakufu) var en feudal japansk militærregering, aktiv fra cirka 1185 til 1333. Regeringslederne var shogunerne. De tre første shoguner var medlemmer af Minamoto-klanen (særligt Minamoto no Yoritomo, som spillede en central rolle i etableringen af shogunatet); de næste to var tilknyttet Fujiwara-klanen; og de sidste seks shoguner i perioden var mindre kejserlige prinser, ofte mere symbolske ledere end egentlige magthavere.

Etablering og tidlig historie

Kamakura-shogunatet opstod efter Genpei-krigen (1180–1185), hvor Minamoto-klanen besejrede Taira-klanen. Minamoto no Yoritomo etablerede et militært hovedsæde i byen Kamakura og konsoliderede kontrollen over landets samurai-ledere. Formelt blev han udnævnt til shōgun i 1192, men shogunatets magt byggede sig reelt op allerede fra 1185.

Politisk struktur og administration

Shogunatet var organiseret som en bakufu — en militærregering med eget sekretariat og embedsværk. For at styre provinsområderne udpegede shogunatet to vigtige embedsmænd:

  • Shugo (provinsielle militærguvernører), ansvarlige for sikkerhed og militær kontrol.
  • Jitō (jordforvaltere), ansvarlige for administration og opkrævning af skatter på bestemte godser.

Efter Minamoto no Yoritomos død i 1199 voksede Hōjō-klanens indflydelse. Fra omkring 1203 fungerede Hōjō-familien som shikken — regenter for shogunen — og i realiteten bestod den reelle magt ofte hos denne position snarere end hos shogunen selv.

Lovgivning og retspleje

For at skabe større klarhed i feudalretlige spørgsmål udarbejdede Hōjō-regenterne i 1232 en samling kendt som Jōei Shikimoku (Jōei-kodekset). Denne lovtekst fastsatte regler for arveret, godsforhold, straf og samspillet mellem godsfordelinger og militære forpligtelser, og den fungerede som grundlag for shogunatets retspraksis.

Vigtige begivenheder

  • Mongoliske invasioner (1274 og 1281): Kublai Khans styrker angreb Japan to gange. Begge invasioner blev slået tilbage, delvist på grund af kraftig modstand fra samuraierne og delvist som følge af storme — de såkaldte kamikaze eller ”guddommelige vinde” — der ødelagde en stor del af invasionsflåderne.
  • Økonomisk og social udvikling: Kamakura-perioden fremmede samurai-kulturens vækst, en mere uafhængig regional adel og øget brug af militære bånd frem for rent ceremoniel hofautoritet.

Faldet og efterspillet

I begyndelsen af 1300-tallet svækkedes Hōjō-regenterne af interne stridigheder, økonomiske belastninger efter de mongolske invasioner og voksende utilfredshed blandt nogle samurai-fraktioner. I 1333 førte kejser Go-Daigos oprør, støttet af krigsførere som Nitta Yoshisada, til belejringen og faldet af Kamakura. Shogunatet blev afsat, og kejserens kortvarige genoprettelse af direkte kejserlig magt (Kenmu-restaureringen) fulgte, før magten igen skiftede i de kommende år.

Arv og historisk betydning

Kamakura-shogunatet markerer overgangen i Japan fra et hofcentreret rige til et samfund domineret af en krigerelite med egen institutionel magt. Systemer som shugo og jitō og den juridiske ramme fra Jōei Shikimoku lagde fundamentet for senere shogunater. Periodens udvikling af samurai-etik, militære institutioner og lokal administration havde langvarig betydning for Japans politiske kultur.

Disse år er kendt som Kamakura-perioden. Perioden har sit navn fra den by, hvor Minamoto-shogunerne boede.

Efter 1203 var Hōjō-klanen shikken. I realiteten regerede shikken i shogunernes navn, hvilket gjorde shikken til en af de mest magtfulde positioner i perioden.