Judy Garland som bøsseikon

Hvem var Judy Garland?

Judy Garland blev født som Francis Ethel Gumm i Grand Rapids, Minnesota i 1922. Hendes forældre var vaudevillians, som drev en biograf med vaudeville-numre. Judy var et lille barn, da hun sammen med sine to ældre søstre sang "Jingle Bells" fra scenen i forældrenes teater. Søstrene optrådte som The Gumm Sisters i de næste par år. Familien Gumms flyttede til Lancaster i Californien i 1926, da Judys far blev rygtet for at gøre seksuelle tilnærmelser til unge mandlige teaterbetjente.

Gumm Sisters fortsatte med at optræde med succes. De fik deres filmdebut i 1929. I 1934 ændrede de deres navn til The Garland Sisters. Judy fik kontrakt med MGM i 1935 og medvirkede i mange film, herunder Andy Hardy-serien med Mickey Rooney og Troldmanden fra Oz. Judy fik amfetamin og barbiturater for at holde trit med det hektiske tempo i filmproduktionen. Hun blev afhængig af stoffer.

Judy var usikker på sit udseende. Hendes følelser blev forstærket af grusomme studievejledere. I april 1947 fik hun et nervøst sammenbrud og blev anbragt på et sanatorium. I juli forsøgte hun at begå selvmord. Hun blev udskrevet fra studiet i 1950, men fandt et nyt liv ved at optræde på koncertscenen. Hendes personlige liv var præget af problemer med stoffer og alkohol. Hun var gift fem gange, hvoraf fire ægteskaber endte med skilsmisse. Hun døde i London i 1969 af en utilsigtet overdosis af stoffer. Tusinder deltog i hendes begravelse i New York City.

 
Gumm-søstrene med Judy (i midten)  

Garland som tragisk figur

Allerede i 1967 diskuterede homoseksuelle identifikation med Garland som en tragisk figur. Time Magazine anmeldte Garlands engagement på Palace Theatre i New York City i 1967 og skrev, at "en uforholdsmæssig stor del af hendes natlige flok synes at være homoseksuel". Anmeldelsen fortsætter med at sige, at "[d]e drenge i de stramme bukser" (en sætning Time gentagne gange brugte til at beskrive homoseksuelle mænd) "rullede med øjnene, rev i håret og svævede praktisk talt fra deres sæder" under Garlands forestillinger.

Time forsøgte at forklare Garlands appel til de homoseksuelle. Psykiatere mente, at "tiltrækningen [til Garland] kan være betydeligt stærkere af det faktum, at hun har overlevet så mange problemer; homoseksuelle identificerer sig med den slags hysteri". De spekulerede i, at "Judy blev slået af livet, var plaget og i sidste ende måtte blive mere maskulin". Hun har den magt, som homoseksuelle gerne vil have, og de forsøger at opnå den ved at idolisere hende".

William Goldman skrev i magasinet Esquire om den samme forlovelse i Palace. Også han nedvurderer de tilstedeværende homoseksuelle mænd. Han afviser dem som "bøsser", der "fløj forbi" og sludrede ubrugeligt. Han fremfører også konceptet om den tragiske figur. Han foreslår, at "hvis [homoseksuelle] har en fjende, er det alderen. Og Garland er ungdommen, evigt, over regnbuen." Han skriver: "Homoseksuelle har en tendens til at identificere sig med lidelse. De er en forfulgt gruppe, og de forstår lidelse. Og det gør Garland også. Hun har været igennem ilden og levet - alt drikkeriet og skilsmissen, alle pillerne og alle mændene, alle de pund, der er kommet og gået - brødre og søstre, hun kender det."

 

Aspekter af lejren

Richard Dyer, der er forsker i homoseksuelle film, har defineret camp som "en karakteristisk homoseksuel måde at håndtere den dominerende kulturs værdier, billeder og produkter på gennem ironi, overdrivelse, trivialisering, teatralisering og en ambivalent måde at gøre grin med og gøre det seriøse og respektable til skamme på". Garland er camp, hævder han, fordi hun er "efterligneligt, hendes udseende og gestikulationer kan kopieres i drag-numre". Han kalder hendes "ordinæritet" i hendes tidlige MGM-film for camp i deres "mislykkede seriøsitet" og hendes senere stil for "vidunderligt over-the-top".

Garland erkendte selv sin appel til lejren i sin levetid. Hun sagde engang: "Når jeg dør, har jeg visioner om bøsser, der synger 'Over the Rainbow', og om flaget på Fire Island, der vajer på halv stang." Fire Island er et feriested, der ligger ud for Long Island. Det har en stor LGBT-tilstedeværelse. Øen er også omtalt i Garlands sidste film I Could Go On Singing. Filmen beskrives som "hendes mest homoseksuelle film" og som den film, der er mest bevidst om sit homoseksuelle publikum.

 

Ven af Dorothy

En anden forbindelse mellem Garland og LGBT-personer er slangudtrykket "Friend of Dorothy". Dette udtryk stammer sandsynligvis fra Garlands portrættering af Dorothy Gale i Troldmanden fra Oz. Det blev et kodeudtryk, som homoseksuelle mennesker brugte til at identificere hinanden. Dorothys rejse fra Kansas til Oz "afspejlede mange homoseksuelle mænds ønske om at flygte fra småbylivets sort-hvide begrænsninger ... til fordel for store, farverige byer fyldt med skæve, kønsforandrende figurer, der ville byde dem velkommen".

I filmen accepterer Dorothy straks dem, der er anderledes, med det samme. Løven identificerer sig selv gennem sangen som en "tøsedreng" og udviser stereotype "bøssede" (eller i det mindste feminine) manerer. Løven ses som et kodet eksempel på, at Garland møder og accepterer en homoseksuel mand uden at stille spørgsmål.

 
Judy Garland fra traileren for filmen Troldmanden fra Oz fra 1939  

Stonewall-oprøret

Det er blevet sagt, at Garlands død og begravelse, der blev afholdt i New York City i juni 1969, var med til at inspirere Stonewall-optøjerne. Nogle observatører af optøjerne hævder imidlertid, at de fleste af de involverede "ikke var typen, der var i månen over Judy Garland-plader eller deltog i hendes koncerter i Carnegie Hall. De var mere optaget af, hvor de skulle sove, og hvor deres næste måltid skulle komme fra." I et interview fra 2009 udtalte bøssehistorikeren David Carter, at denne forbindelse var baseret på en hånende henvisning til optøjerne fra en anti-homoseksuel skribent i Village Voice den følgende dag. Der var helt sikkert en bevidsthed om og påskønnelse af Garland blandt Stonewall Inns gæster. Da baren ikke havde nogen spirituslicens, blev den udlagt som en flaskeklub, og gæsterne skulle skrive sig ind. Mange brugte pseudonymer, og "Judy Garland" var blandt de mest populære.

Time Magazine ville skrive årtier senere: "Oprøret blev inspireret af en stærk cocktail af indestængt vrede (razziaer på bøssebarer var brutale og rutineprægede), overspændte følelser (timer tidligere havde tusinder grædt ved Judy Garlands begravelse) og stoffer. Da en 17-årig crossdresser blev ført ind i en paddy-wagon og fik et skub fra en betjent, slog hun tilbage. Hun slog betjenten og var så skæv, at hun ikke vidste, hvad hun gjorde - eller var ligeglad. Garlands datter Lorna Luft peger med stolthed på forbindelsen og siger, at hendes mor var en "stor, stor fortaler for menneskerettigheder", og at Garland ville have fundet optøjerne passende.

 

Regnbueflag og familie og venner

Regnbueflaget, der er et symbol på LGBT-samfundet, er muligvis delvist inspireret af Garlands signatursang "Over the Rainbow". Garlands fremførelse af denne sang er blevet beskrevet som "lyden af skabet" og talte til homoseksuelle mænd, hvis billede "de præsenterede i deres eget offentlige liv ofte var i strid med en sandere følelse af sig selv, som mainstream-samfundet ikke ville tolerere".

Judy Garlands far og andre vigtige personer i hendes liv var homoseksuelle. Garlands far Frank Gumm forførte tilsyneladende meget unge mænd eller ældre teenagere eller havde i det mindste selskab med dem. Han gik videre, når han blev bedt om at gå, eller før hans aktiviteter kunne blive opdaget. Garlands mand Vincente Minnelli var generelt kendt for at være en lukket biseksuel mand. Garland kunne lide at besøge bøssebarer sammen med de åbenlyst homoseksuelle venner Roger Edens og George Cukor, til stor ærgrelse for hendes håndlangere hos MGM.

 

Læseliste

• Dyer, Richard (1986), Heavenly Bodies: Filmstjerner og samfund, British Film Institute, ISBN 0415310261
• Kaiser, Charles (1997), The Gay Metropolis 1940 - 1996, New York: Houghton Mifflin, ISBN 0395657814
• Loughery, John (1998), The Other Side of Silence: Men's Lives and Gay Identities: A Twentieth Century History, Henry Holt and Company, ISBN 0805038965
• Miller, Neil (1995), Out of te Past: Gay and Lesbian History from 1869 to the Present, Vintage UK, ISBN 0099576910
• The National Museum & Archive of Lesbian and Gay History (1996), The Gay Almanac, New York City: Berkeley Books, ISBN 042515153002
• Peraino, Judith Ann (2006), Listening To The Sirens, University of California Press, ISBN 0-520-21587-7