Inkavejene
Inkaernes vejsystem (El Camino Inca) i Peru var det mest omfattende blandt de mange veje og stier, der blev anlagt i det præcolumbianske Sydamerika.
Den gik gennem Andesbjergene og nåede op i over 5.000 meters højde over havets overflade. Inkaernes vejsystem dækkede ca. 22.500 km og gav adgang til et område på over tre millioner km².
Da inkaerne ikke brugte hjulet til transport og ikke havde heste før spaniernes ankomst til Peru i det 16. århundrede, blev stierne næsten udelukkende brugt af folk, der gik, nogle gange ledsaget af flokdyr, som regel lamaer.
Inkafolket brugte stierne til at viderebringe beskeder, der blev overført via quipu-snore med knyttede snore og ved hjælp af hukommelse, og til transport af varer. Meddelelser kunne transporteres af løbere, der tilbagelagde op til 240 km om dagen, og som fungerede som en relæ, der minder meget om Pony Express i 1860'erne i Nordamerika.
Der var ca. 2.000 kroer eller tambos, som var placeret med jævne mellemrum langs stierne. Herbergerne leverede mad, husly og militære forsyninger til de titusinder, der rejste på vejene.
Vejsystem i Inkariget
Hovedruter
Den vigtigste inkavej var Camino Real, som den er kendt på spansk, med en længde på 5.200 km (3.230 mi). Den begyndte i Quito i Ecuador, gik gennem Cusco og sluttede i det nuværende Tucumán i Argentina. Camino Real gik gennem Andesbjergene med en højde på over 5.000 m. El Camino de la Costa, kystvejen, med en længde på 4.000 km, gik parallelt med havet og var forbundet med Camino Real ved hjælp af mange mindre ruter.
Inkastien til Machu Picchu
Langt den mest populære af Inkavandringsstierne er Capaq Nan-stien, som fører fra landsbyen Ollantaytambo til Machu Picchu, den såkaldte "Inkaernes forsvundne by". Der er mange velbevarede ruiner langs vejen, og hundredtusindvis af turister fra hele verden foretager hvert år den tre- eller firedages vandring i følgeskab af guider.
Inkastien til Machu Picchu består faktisk af tre ruter, som alle mødes nær Inti-Pata, "Solporten" og indgangen til Machu Picchu. De tre ruter er kendt som Mollepata-, Classic- og Endagsruten, hvor Mollepata er den længste af de tre ruter. Stien går gennem Andesbjergene og dele af Amazonasregnskoven og passerer flere velbevarede inkaruiner og bosættelser, inden den slutter ved Solporten på Machu Picchu-bjerget. De to længere ruter kræver en opstigning til over 3 660 m over havets overflade, hvilket kan medføre højdesyge.
Inkastien til Machu Pichu.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er inkaernes vejsystem?
A: Inka-vejsystemet (El Camino Inca) i Peru var et netværk af veje og stier, der blev anlagt i det præcolumbianske Sydamerika.
Q: Hvor omfattende var inkaernes vejsystem?
A: Det dækkede cirka 22.500 kilometer og nåede op i højder på over 5.000 meter over havets overflade.
Q: Hvad var unikt ved inkaernes vejsystem med hensyn til transport?
A: Inkaerne brugte ikke hjulet til transport og havde ikke heste før spaniernes ankomst til Peru i det 16. århundrede, så stierne blev næsten udelukkende brugt af folk, der gik, nogle gange ledsaget af pakdyr, som regel lamaer.
Q: Hvordan blev beskeder kommunikeret gennem inkaernes vejsystem?
A: Beskeder blev båret via quipu med knyttede snore og efter hukommelsen, og de kunne blive båret af løbere, der tilbagelagde helt op til 240 km om dagen og arbejdede som stafetter ligesom Ponyekspressen i 1860'erne i Nordamerika.
Q: Hvad blev kroerne langs inkaernes vejsystem brugt til?
A: Der var cirka 2.000 kroer eller tambos placeret med jævne mellemrum langs stierne. De sørgede for mad, husly og militære forsyninger til de titusinder, der rejste på vejene.
Q: Hvad var det for et område, der var tilgængeligt via inkaernes vejsystem?
A: Inkaernes vejsystem gav adgang til et område på over tre millioner km².
Q: Hvordan adskilte inkaernes vejsystem sig fra andre vejsystemer på den tid?
A: Inkaernes vejsystem var det mest omfattende blandt de mange veje og stier, der blev anlagt i det præcolumbianske Sydamerika.
