Inkaernes vejsystem (El Camino Inca eller Qhapaq Ñan) i Peru var det mest omfattende blandt de mange veje og stier, der blev anlagt i det præcolumbianske Sydamerika. Systemet forbandt byer, administrative centre, religiøse steder og bjergpas og gik gennem Andesbjergene op til over 5.000 meters højde over havets overflade. Det samlede netværk dækkede omkring 22.500 km og gav adgang til et område på mere end tre millioner km².
Opbygning og ingeniørkunst
Vejsystemet omfattede både bredt anlagte befærdede stier og små stier skåret ind i stejle bjergskråninger. Mange strækninger var brostensbelagte, havde afvanding, trappeløsninger og støttevægge, så de kunne holde til regn, erosion og kraftige højdeforskelle. Hvor dale skulle krydses, byggede inkaerne hængebroer lavet af flettet græs (ofte vedligeholdt af lokale samfund), og på våde eller sumpede områder lagde de opbyggede dæmninger og causeways.
Langs vejene fandtes også lagerbygninger kaldet qullqa til opbevaring af mad og forsyninger, samt udsigts- og kontrolposter. Dette netværk demonstrerer høj praktisk teknisk viden og tilpasning til meget forskellige klimazoner — fra kystørken til højalpine sletter og tågeskove.
Funktioner og brug
Da inkaerne ikke brugte hjulet til transport og først fik heste efter spaniernes ankomst i det 16. århundrede, foregik størstedelen af godstransport og kommunikation til fods. Karavaner med lamaer bar varer som korn, tørret kød, tekstiler og keramik langs vigtige handelsruter.
Kommunikation skete gennem et velorganiseret system af budbringere, kaldet chasquis, som løb i relæ og leverede meddelelser, officielle ordrer og beskeder mellem administrative centre. Disse relæer kunne transportere information meget hurtigt — et forhold, der ofte sammenlignes med Pony Express i 1860'erne i Nordamerika. Ud over løberne blev også quipu-snore med knuder brugt til at registrere og formidle administrative oplysninger som opbevaringsmængder, befolkningsdata og skatteydelser.
Vejene blev desuden brugt til militære bevægelser, religiøse pilgrimsrejser og forvaltning af det enorme inka-imperium. Der var cirka 2.000 kroer eller tambos placeret med jævne mellemrum langs hovedstrøgene; disse herberger leverede mad, husly og militære forsyninger til de titusinder, der rejste på vejene.
Efterkolonial udvikling og nutidig betydning
Efter den spanske erobring ændredes mange af vejenes funktioner: nogle ruter blev anvendt af spanierne, andre forfaldt eller blev delvist ødelagt. I nyere tid har dele af netværket fået fornyet opmærksomhed både som arkæologiske fund og som turistattraktioner. Den mest berømte turiststrækning er den klassiske vandrerute til Machu Picchu, ofte omtalt som "Inca Trail", som kun udgør en lille del af det oprindelige system.
I 2014 blev Qhapaq Ñan — det andinske vejsystem — optaget på UNESCOs verdensarvsliste som et transnationalt kulturminde, anerkendt for sin store tekniske, administrative og kulturelle betydning. Bevarelsen af vejsystemet i dag er udfordret af erosion, landbrugsudvidelse, infrastrukturprojekter og mangel på ressourcer til vedligeholdelse. Samtidig er der mange initiativer, hvor lokale samfund deltager i restaurering og traditionel vedligeholdelse, fx af de flettede hængebroer.
Betydning i dag: Qhapaq Ñan er ikke kun et arkæologisk vidnesbyrd om inkaernes organisatoriske og tekniske formåen, men også et levende element i mange lokalsamfunds kultur, brugt i ceremonier, som turistattraktion og som et symbol på regional sammenhængskraft og historisk kontinuitet.
