Virus: Parasitisme, celleinvasion og udfordringer ved antiviral behandling

1. Anti-herpesvirus: idoxurudin, trifluridin, acyclovir, valaciclovir, Famciclovir, Ganciclovir, Valganciclovir, Cidofovir, Foscarnet, Fomivirsen

2. Anti-influenzavirus: Amantadin, rimantadin, Oseltamivir, Zanamivir: Amantadin, rimantadin, Oseltamivir, Zanamivir

3. Anti-hepatitisvirus/ikke-selektive antivirale lægemidler Primært mod hepatitis B: Lamivudin, Adefovir dipivoxil, Tenofovir Primært til hepatitis C: Ribavirin, Interferon α

4. Anti retrovirus:

(A) nycleosidflodtranskriptas-hæmmer: Zidovudin

Didanosin, Stavudin, lamivudin, Abacavir, Emtricitabin, Tenofovir

(B) ikke-nukleoside omvendte transkriptasehæmmere (NNRTI'er): Nevirapin, efavirenz, delavirdin

(C) Proteasehæmmere: Ritonavir, Atazanavir, Indinavir, Nelfinavir, Saquinavir, Amprenavir

(D) Entry (Fusion) inhibitor: Enfuvirtide

(E) CCR5-receptorinhibitor: Maraviroc

(F) Integrase-hæmmer: Raltegravir

Dette deoxiguanosin-analoge antivirale lægemiddel kræver et virusspecifikt enzym for at blive omdannet til den aktive metabolit, der hæmmer DNA-syntese og viral replikation.

Acyclovir optages af de virusinficerede celler. På grund af den selektive dannelse af den aktive inhibitor i den virusinficerede celle og dens større inhiberende virkning på den virale DNA-syntese har acyclovir en lav toksicitet for værtscellerne: der er konstateret et flere hundrede gange højere kemoterapeutisk indeks.

Farmakokinetik

Kun ca. 20 % af en oral dosis acyclovir absorberes. Det er kun i ringe grad bundet til plasmaprotein og distribueres bredt, idet det opnår en CSF-koncentration på 50 % af plasmakoncentrationen. Efter topisk anvendelse trænger det godt ind i cornea. Acyclovir udskilles primært uændret i urinen, både ved glomerulær filtrering og tubulær sekretion; plasma t½ er 2-3 timer.

Brug

• Acyclovir er meget anvendeligt hos patienter med normal såvel som mangelfuld immunstatus.

• genital Herpes simplex generelt forårsaget af type 2-virus kan behandles med aktuelt, oralt eller parenteralt acyclovir afhængigt af sygdommens stadium og sværhedsgrad.

• Primær sygdom: Lokal behandling har lav effekt; 5% salve påføres lokalt 6 gange dagligt i 10 dage. Denne behandling er nyttig, hvis den påbegyndes tidligt og i milde tilfælde. Senere og mere alvorlige tilfælde bør behandles oralt (1 g/dag i 5 delte doser eller 400 mg TDS i 10 dage) ud over lokalbehandling. Både lokal og oral behandling giver symptomlindring og hurtig heling af læsioner, men forhindrer ikke tilbagefald.

• Mucocutaneous H. simplex Det er en type-1 virussygdom, forbliver lokaliseret til læber og tandkød; kræver normalt ikke specifik behandling, men acyclovir hudcreme kan give en vis lindring. Spredte læsioner kan behandles med 10 dages oral acyclovir. Sygdommen spredes ofte hos immunsvækkede personer og kan behandles med oral eller i.v. acyclovir (15 mg/kg/dag) i 7 dage, men tilbagefald forhindres ikke.

• H. simplex encephalitis (type 1-virus): Acyclovir 10 til 20 mg/kg/8 timer i.v. i > 10 dage er det foretrukne lægemiddel. Behandlingen er kun effektiv, hvis den påbegyndes tidligt: forsinkelse udelukker en gavnlig virkning på dødelighed og neurologiske komplikationer.

Bivirkninger

• aktuelt: Stikkende og brændende fornemmelse efter hver påføring.
• oralt: Lægemidlet anvendes mod hovedpine, kvalme, utilpashed og visse CNS-virkninger.
• Intravenøs: Udslæt, svedtendens, opkast og fald i blodtryk forekommer kun hos få patienter. Dosisafhængigt fald i g.f.r. er den vigtigste toksicitet; forekommer især hos personer med nyresygdom; normaliseres ved ophør af lægemidlet.

Kemisk set er det en unik tricyklisk amin, der ikke er relateret til nogen nukleinsyreprækursor, men hæmmer replikation af influenza A-virus.Aktiviteten af amantadin er stamme-specifik, influenza b påvirkes ikke. H5N1- og H1N1-stammer af influenza A er resistente i de fleste områder. Det ser ud til at virke på et tidligt trin (muligvis afcoating) såvel som på et sent trin (viral samling) i den virale replikation. Resistens over for amantadin udvikles ved mutationer, der forårsager aminosyresubstitutioner i M2-proteinet.

Bruger

• Profylakse af influenza A2 under en epidemi eller sæsonbestemt influenza, især hos højrisikopatienter. Influenzasæsonen og -epidemier varer generelt ~ 2 måneder, og kun denne periode skal dækkes af profylakse.

• bør profylaktisk brug overvejes, når den virusstamme, der forårsager epidemier, vides at være følsom over for amantadin.

• Amantadin anbefales dog ikke længere i Det Forenede Kongerige, hverken til profylakse eller til behandling af influenza.

• Behandling af influenzasygdom (A2): Der er en beskeden terapeutisk effekt (reduktion af feber, trængsel, hoste og hurtigere helbredelse), hvis lægemidlet gives umiddelbart efter symptomerne. Der anbefales en 5 dages behandling.

Uønskede virkninger

Kvalme, anoreksi, søvnløshed, svimmelhed, mareridt, manglende mental koncentration, sjældent hallucinationer er blevet rapporteret. Ankelødem forekommer på grund af lokal vasokonstriktion.

Interferon α

α-interferoner (IFN'er) er glykoprotein-cytokiner med lav molekylvægt, der produceres af værtsceller som reaktion på virusinfektioner, TNFα, IL-1 og nogle andre induktorer.

De har uspecifik antiviral aktivitet samt andre komplekse virkninger på immunitet og celleproliferation. interferoner binder sig til meget specifikke receptorer på celleoverfladen og påvirker replikationen i flere trin, viral penetration, syntese af viralt mRNA, samling af virale partikler og frigivelse af dem, men den mest udbredte virkning er direkte eller indirekte undertrykkelse af viral proteinsyntese, dvs. hæmning af translation. interfeorn-receptor som JAK STAT tyrosinproteinkinase-receptorer, der ved aktivering phosphorylerer cellulære proteiner. Disse vandrer derefter til kernen og inducerer transkription af "interferoninducerede proteiner", som udøver antivirale virkninger.

Bruger

• Kronisk hepatitis B: IFNα2Α 2,5-5 ΜU/m2 eller IFNα2Β 5-10 ΜU givet 3 gange om ugen i 4-6 måneder forårsager forsvinden af HBVDNA fra plasma og forbedring af leverfunktionstest/histologi hos næsten halvdelen af patienterne. Høje doser (10 MU) injiceret tre gange ugentligt i 6 måneder giver ofte en langvarig remission, men der forekommer tilbagefald. PegIFN 180 μg s.c. ugentligt i 24 til 48 uger giver bedre og mere vedvarende respons.

• Kronisk hepatitis C: IFNα2Β 3ΜU 3 gange ugentligt i 6-12 måneder har givet remission hos 50-70 % af patienterne. Viralt RNA bliver ikke længere påviseligt, og leverfunktionstests vender tilbage til det normale. Histologien forbedres, hvis responset opretholdes. Der forekommer dog tilbagefald hos størstedelen af patienterne. PegIFN 180 μg/uge er mere effektivt og fremkalder længerevarende remissioner. Kombinationsbehandling med IFN/pegIFN + ribavirin er især indiceret hos patienter, som ikke reagerer på IFN alene.

• AIDS-relateret Kaposi's sarkom: IFN anvendes til behandling af AIDS-relateret Kaposi-sarkom, men ikke til behandling af HIV som sådan. Interferon forstærker imidlertid den hæmatologiske toksicitet af zidovudin.

• Condyloma acuminata: forårsaget af papillomavirus behandles normalt med aktuelt podofyllin. Intralesional interferoninjektion kan anvendes i refraktære tilfælde.

Uønskede virkninger

• Influenzalignende symptomer - træthed, ømhed og smerter, utilpashed, feber, svimmelhed, anoreksi, kvalme, smags- og synsforstyrrelser - opstår få timer efter hver injektion, men bliver mildere senere.

• neurotoksicitet - følelsesløshed, neuropati, ændret adfærd, mental depression, rysten, søvnighed, meget sjældent kramper

Antivirale lægemidler er en type lægemidler, der anvendes til behandling af virusinfektioner. De fleste antivirale lægemidler anvendes mod specifikke virusinfektioner, mens et bredspektret antiviralt lægemiddel virker mod en lang række virus. I modsætning til de fleste antibiotika ødelægger antivirale lægemidler ikke deres målpatogen (noget, der forårsager sygdom); i stedet stopper de deres udvikling.

Antivirale lægemidler er en type antimikrobielle lægemidler, en større gruppe, som også omfatter antibiotika (også kaldet antibakterielle lægemidler), svampemidler og antiparasitære lægemidler eller antivirale lægemidler baseret på monoklonale antistoffer. De fleste antivirale lægemidler forårsager ikke meget skade på kroppen og kan bruges til at behandle infektioner. De adskiller sig fra viricider, som ikke er medicin, men som deaktiverer eller ødelægger viruspartikler i eller uden for kroppen. Naturlige antivirale midler fremstilles af nogle planter som f.eks. eukalyptus og australske te-træer.

• Antibiotika