De hinduistiske skrifter er en række bøger og andre tekster, der fortæller om hinduismen og hinduistisk mytologi. De udgør hellig litteratur for hinduer. De vigtigste grupper omfatter:
- Vedaerne
Vedaerne er den ældste kernesamling af hinduistiske tekster. De består af fire hovedsamlinger: Rigveda, Samaveda, Yajurveda og Atharvaveda. Hver Veda indeholder hymner (samhitas), ritualforklaringer (brahmanas), skovtekster (aranyakas) og filosofiske afsnit (upanishader). Vedaerne knytter sig til ofringer, rituelle recitationer og en oral overlevering, som blev videregivet gennem mange generationer før de blev nedskrevet. Indholdet omfatter kosmologi, bønner til guderne, regler for ofringer og tidlige religiøse ideer om verdens oprindelse og menneskets forhold til det guddommelige.
- Brahmanaerne
Brahmanaerne er prose-tekster, som forklarer og kommenterer de rituelle dele af Vedaerne. De giver detaljerede instruktioner til præsterne om, hvordan ofringer og ceremonier skal gennemføres, og indeholder mytologiske forklaringer og ritualhistorier. Brahmanaerne hører formelt til Veda-traditionen og er tæt knyttet til den tidlige ritualpraksis.
- Upanishaderne
Upanishaderne udgør den filosofiske del af vedisk litteratur og markerer et skifte fra ydre ritualer til indre erkendelse. Centrale temaer er brahman (den ultimative virkelighed), ātman (selvet) og befrielse (moksha). Upanishaderne stiller spørgsmål om menneskets natur, død og genfødsel og beskriver veje til spirituel indsigt. Flere af de store upanishader har haft enorm indflydelse på senere indisk tænkning og religion.
- Puranaerne
Puranaerne er en stor samling fortællinger, myter og genealogier, som beskriver gudernes, heltenes og kongernes slægter, verdens skabelse, kosmologi og religiøse praksisser. Puranaerne er ofte fortællende og beregnet til almindelige troende: de formidler idealer, tilbedelsesformer og legender om f.eks. Vishnu, Shiva og Devi. Der findes mange puranaer med forskelligt fokus (visnudominans, shivadominans mv.), og de er vigtige kilder til populær mytologi og religiøs praksis i hinduismen.
De episke værker
To episke værker (meget vigtige værker), Ramayana og Mahabharata, er også centrale hinduistiske skrifter. Mahabharata indeholder blandt andet Bhagavad Gita, en kortere tekst i form af en samtale mellem Krishna og Arjuna, som er afsæt for megen religiøs og filosofisk refleksion i hinduismen. De episke tekster kombinerer historie, moral, politik og mytologi og har stor kulturel betydning i hele Sydasien.
Shruti og Smriti — to overordnede kategorier
Hinduistisk litteratur deles ofte i to hovedkategorier: Shruti (”det som er hørt”) — primært Vedaerne og de tilknyttede upanishader — anses for guddommeligt åbenbarede og har høj autoritet for mange retninger inden for hinduismen. Smriti (”det som er husket”) — omfatter blandt andet epikkerne, puranaerne, dharmashastra (retningslinjer for moral og samfund) og senere kommentarer; disse tekster anses for menneskeskabte traditioner, men er dog langt fra trivielle i religiøs betydning.
Sprog, overlevering og senere litteratur
Alle de nævnte klassiske tekster blev oprindeligt formuleret på sanskrit, og mange blev bevaret gennem en streng oral recitationskultur før de blev skrevet ned. Ud over disse klassiske sanskritværker findes der et rigt udvalg af senere hellige og religiøse tekster skrevet på andre indiske sprog. Mange regionale og bhakti-relaterede værker er skrevet på sprog som f.eks. tamil og hindi og har gjort religiøse ideer tilgængelige for et bredere publikum gennem poesi, hymnografi og populærfortællinger.
Ud over hovedgrupperne findes desuden en stor kommentartradition (fx filosofiske skoler eller darshanas), juridiske tekster og en blomstrende bhakti-litteratur fra middelalderen og frem, som alle har formet, fortolket og levendegjort de centrale ideer fra Vedaerne, Upanishaderne og Puranaerne i praksis og hverdagsliv.
Samlet set er de hinduistiske skrifter ikke kun historiske dokumenter, men levende traditioner, der fortsat studeres, reciteres og anvendes i religiøse ritualer, undervisning og kunst.