Epstein-Barr-virus (EBV): definition, symptomer, smitte og kræftrisiko

Få et klart overblik over Epstein-Barr-virus (EBV): definition, symptomer, smitteveje, kræftrisiko, forebyggelse og testmuligheder.

Epstein-Barr-virus (EBV), også kaldet human herpesvirus 4 (HHV-4), er et af otte vira i herpesfamilien og et af de mest udbredte vira hos mennesker. EBV smitter især via kontakt med inficeret spyt og andre sekret, og de fleste mennesker bliver smittet tidligt i livet.

Hvad forårsager EBV?

EBV er bedst kendt som årsag til infektiøs mononukleose (kirtelfebersyge), men virusset er også forbundet med visse former for kræft (fx Hodgkins lymfom, Burkitt-lymfom, nasopharyngealt karcinom og nogle tilfælde af mavekræft) samt sygdomme, der ses hyppigere hos personer med humant immundefektvirus (HIV) eller efter immunsuppression (fx post-transplantations-lymfoproliferation). Omkring 200.000 kræfttilfælde globalt pr. år kan være forårsaget af eller forbundet med EBV.

Hvordan smitter EBV?

Infektion med EBV sker primært ved mundtlig overførsel (oral overførsel) af spyt og kan også forekomme via genitalsekret og blodprodukter ved særlig tæt kontakt. Smitte kan finde sted fra personer uden symptomer, fordi virus udskilles i spyt både under den akutte sygdom og i perioder med reaktivering.

Hvem bliver syge, og hvornår?

De fleste mennesker bliver smittet med EBV og udvikler herefter adaptiv immunitet. I mange områder har omkring halvdelen af femårige børn og op imod 90 % af voksne beviser på tidligere infektion. Spædbørn er beskyttet af moderens antistoffer, indtil denne beskyttelse svinder. Mange infektioner i barndommen er asymptomatiske eller giver milde, kortvarige symptomer. I lande hvor infektion ofte først sker senere, især i ungdomsårene, resulterer EBV-infektion i 35–50 % af tilfældene i klassisk kirtelfebersyge med feber, svækkelse og hævede lymfeknuder.

Symptomer

• Typiske ved kirtelfebersyge: høj feber, kraftig træthed, ondt i halsen (ofte med store, røde og evt. belagte mandler), hævede og ømme lymfeknuder i nakke og hals.
• Andre symptomer: hovedpine, muskelsmerter, appetitløshed, let leverpåvirkning (forhøjede leverenzymer) og gulsot i nogle tilfælde.
• Komplikationer kan omfatte forstørret milt med risiko for ruptur, luftvejsobstruktion på grund af store mandler, sekundære bakterieller infektioner, samt sjældnere neurologiske komplikationer (f.eks. meningitis, encephalitis) og hæmatologiske problemer (fx autoimmun hæmolyse).

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen stilles ofte ud fra symptomer og blodprøver. En hurtigtest kaldet heterofile antistof-test (Monospot) bruges ofte ved akut mononukleose, men den er mindre følsom hos små børn. Mere specifik diagnosticering sker med serologiske tests for EBV-antistoffer: anti-VCA IgM (akut infektion), anti-VCA IgG (tidligere eller akut infektion) og anti-EBNA (viser typisk tidligere infektion). PCR kan påvise EBV-DNA i specielle situationer, især hos immunsupprimerede patienter.

Behandling

Der findes ingen specifik, rutinemæssig kurativ antiviral behandling for almindelig EBV-infektion. Behandlingen er i høj grad understøttende:

• hvile, væske og smertestillende/febernedsættende midler (fx paracetamol eller NSAID)
• kortvarig steroidbehandling kan overvejes ved alvorlig hals- og luftvejssvullenhed eller ved trussel om luftvejsobstruktion
• antiviraler (fx aciclovir) har kun begrænset effekt mod symptomernes varighed og anvendes sjældent til rutinemæssig behandling
• undgå kontaktsport og tung fysisk aktivitet i mindst 3–4 uger eller indtil miltens størrelse er normaliseret for at mindske risiko for miltruptur

Latens, reaktivering og langtidseffekter

Efter den første infektion går EBV i latens i B-celler i immunforsvaret og i epitelceller. Virusset kan reaktivere senere, især ved nedsat immunforsvar, og give symptomer eller bidrage til udvikling af andre sygdomme. EBV er også blevet peget på som en medvirkende faktor i udviklingen af visse autoimmune sygdomme, eksempelvis multiple sklerose, hvor flere studier viser en stærk association.

Kræftrisiko og andre alvorlige følger

EBV er forbundet med en række kræftformer og præmaligne tilstande, især i sammenhæng med andre risikofaktorer eller immunsuppression. De mest kendte associationer omfatter:

• Hodgkins lymfom (Hodgkins lymfom)
• Burkitt-lymfom (især i dele af Afrika)
• Nasopharyngealt karcinom
• Post-transplantations-lymfoproliferative sygdomme hos immunsupprimerede patienter

Samlet vurderes det, at op imod 200.000 kræfttilfælde årligt globalt kan være relateret til EBV.

Forebyggelse

• Der findes i dag ingen vaccine mod EBV på rutinemarkedet.
• Forebyggelse handler primært om reduktion af spredning via spyt: begræns deling af drikkeglas, bestik og tandbørster, undgå kys med akut syge personer, og praktisk hygiejne ved tæt kontakt.
• Sikring af blodprodukter og transplantationer mod EBV-overførsel er vigtig i medicinske sammenhænge.

Prognose

De fleste raske mennesker kommer sig fuldstændigt efter en EBV-infektion, selvom træthed kan vare flere uger eller måneder hos nogle personer. I sjældne tilfælde kan infektionen give alvorlige komplikationer eller bidrage til senere sygdomme, særligt hos personer med svækket immunsystem.

Hvis du har mistanke om EBV-infektion med kraftige symptomer, luftvejsproblemer, kraftig mavesmerte (mistanke om miltruptur) eller vedvarende forværring, bør du søge læge. Diagnostiske blodprøver og opfølgning kan herefter anbefales.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er Epstein-Barr-virus?

Spørgsmål: Hvordan spredes EBV?

Q: Hvor mange mennesker er smittet med EBV?

Spørgsmål: Hvad sker der, når nogen bliver smittet med EBV i ungdomsårene?

Q: Hvor inficerer EBV i kroppen?

Spørgsmål: Bliver ikke-aktivt EBV i kroppen hele livet, efter at en første infektion er blevet bragt under kontrol?

Søg efter bogstav