Epping Ongar Railway | bevaret jernbane

Tidlige bearbejdninger

Forbindelsen til Ongar blev bygget i 1865 af Eastern Counties/Great Eastern Railway. Den østlige del af linjen mellem Epping og Ongar var enkeltsporet. Der var en overhalingssløjfe ved North Weald station. Omkring 14 tog kørte hver dag til Ongar station. Resten sluttede i Epping eller Loughton.

Togene fortsatte med at slutte i Epping eller Loughton indtil 1949. På dette tidspunkt forlængede London Passenger Transport Board's New Works-projekt Central Line til Epping med elektriske tog. Central Line ville overtage jernbanen fra British Rail. Som en del af denne ændring blev Epping-Ongar-afgreningen fjernet fra sine gennemgående tog til London. I stedet blev der indført en pendulfart mellem Epping (for at få forbindelse med tog til London) og Ongar. På et tidspunkt var det muligt at se det usædvanlige syn af damptog og elektriske motorvogne fra London Underground side om side i Epping. Dampfærgen blev lejet af London Transport Executive fra British Rail. Det skyldtes, at man mente, at omkostningerne ved at elektrificere strækningen til Ongar ikke kunne retfærdiggøres på grund af det lave passagertal på denne del af strækningen.

I 1950'erne blev der gjort forsøg på at forbedre servicen på grenbanen. Efterhånden blev der givet tilladelse til at elektrificere strækningen i 1957. Men da elektrificeringen ikke kostede meget, kunne der kun køre særlige to- eller trevognstog på afgreningen. Det skyldtes, at strømforsyningen ikke var stærk nok til at bære tog, der havde flere vogne. Et andet problem var, at stationerne på strækningen havde korte perroner. Det betød, at de normale 8-vognstog ikke kunne standse ved dem. På grund af dette blev Epping-Ongar-afgreningslinjen normalt drevet separat fra resten af Central Line. I to dage om året kørte der dog tog igennem fra London. Disse tog havde endestation i North Weald til flyveshowet lørdag og søndag i forbindelse med åbningen. Den normale Epping-Ongar-togforbindelse omgik denne ekstra service ved at passere toget på den anden linje ved North Weald station, mens det kørte mod Epping. Toget fra London blev kørt som et ekstra tog på den normale køreplan for Central Line. Dette ekstra tog var dog kun fire vogne i stedet for de normale otte vogne.

 
Epping til Ongar-afdelingen, der gik gennem Essex-landskabet, var en af London Undergrounds mere landlige ruter.  

Nedskæringer og lukning

Epping Ongar Railway

Legende Ongar Blake Hall(lukket 1981) North Weald Motorvej M11 Coopersale Halt Tidligere LU (lukket 1994) Epping Central linje

I slutningen af 1960'erne blev det klart, at antallet af personer, der benyttede linjen, ikke var blevet så stort, som man troede, det ville blive. Der blev ikke tilladt meget nybyggeri, fordi jorden nu var et grønt bælte. Antallet af mennesker, der benyttede linjen, toppede i 1971, og der var stadig kun 650 mennesker hver dag. Det betød, at linjen ikke tjente særlig mange penge. London Underground forsøgte at lukke hele linjen i 1980, men det lykkedes dem ikke. I stedet blev der kørt færre tog på linjen, og de lukkede også Blake Hall tube station om søndagen.

Blake Hall blev lukket permanent i 1981. Før stationen lukkede, havde den kun seks passagerer om dagen. Stationsbygningen eksisterer stadig som privatbolig. Perronen blev dog fjernet, men for nylig (2015) delvist genetableret til en meget høj standard.

North Weald-stationens perron 1 blev lukket i 1976. Den forbipasserende sløjfe og de vestgående spor blev ophævet i 1978. Indtil da blev adgangen til de to perroner kontrolleret fra det oprindelige Eastern Counties Railway-signalhus. Dette signalhus står stadig på den sydgående perron. North Weald var den sidste del af Londons undergrundsnet, der blev signaleret med semaforesignaler.

Linjen havde et tab på syv pund for hver passagerrejse. Den havde også brug for en del dyrt vedligeholdelsesarbejde. Den 30. september 1994 blev linjen lukket for offentligheden med en måneds varsel. Fra dette tidspunkt sluttede Central Line på Epping station. Da linjen blev lukket, transporterede den kun 80 passagerer om dagen. Ifølge lokale overleveringer blev linjen holdt åben i tilfælde af, at kabinettet skulle evakueres til den nukleare bunker i Kelvedon Hatch.

Cravens Heritage Trains har bevaret en enhed med tre vogne af 1960-materiel. Dette var det tog, der kørte den sidste London Underground-tjeneste på strækningen.

 

Køb og genåbning

Linjen blev købt af Pilot Developments i 1998. Pilot Developments er nu kendt som Epping Ongar Railway Ltd. Ongar Railway Preservation Society afgav også et tilbud om at købe banen. Deres tilbud lød på 339 500 £. Pilot Developments matchede dog tilbuddet og fik London Underground til at acceptere det. Martin Bell, en uafhængig politiker, sagde, at dette var "den mest kontroversielle jordhandel i valgkredsen i årevis". Han sagde, at der var tale om en interessekonflikt med lokale politikere.

Linjen genåbnede søndag den 10. oktober 2004. Den drives af Epping Ongar Railway Volunteer Society. Der var en timedrift mellem Ongar og North Weald. Kort efter åbningen blev strækningen forlænget til Coopersale. Det er dog i øjeblikket ikke muligt at stige af toget der.

Mellem den 22. januar og den 9. april 2006 var strækningen lukket på grund af tekniske arbejder. Arbejdet omfattede almindelig stationsvedligeholdelse, vedligeholdelse af rullende materiel og sporvedligeholdelse. Ongar station forblev lukket for tekniske arbejder og almindelig vedligeholdelse og genåbnede søndag den 28. maj 2006 for passagerer. I første omgang var det dog ikke muligt at benytte stationsbygningerne.

I slutningen af 2007 blev jernbanen solgt til en ny privat ejer. Årsagen var, at der var blevet givet byggetilladelse til boligbyggeriet i Ongar. Den nye ejer ønsker at bringe damplokomotiver tilbage til banen.

I begyndelsen af 2008 blev strækningen lukket for passagertog. Det var for at give jernbanen mulighed for at gennemføre større tekniske arbejder. Arbejdet vil betyde, at damplokomotiver igen vil kunne køre på strækningen. For at dette kan lade sig gøre, skal der bl.a. bygges run-round-loopes og signalanlæg.

 

Drift af historiske jernbaner

Passagertrafikken på den historiske strækning blev i 2006 og 2007 betjent af en dieseltogvogn af klasse 117. Denne enhed er i øjeblikket ved at blive restaureret sammen med en klasse 205 DEMU. Klasse 37029 er i drift sammen med 03170. Der er et udvalg af British Rail Mk1- og Mk2-vogne på strækningen. På strækningen er der også nogle små dieselrangere; en Drewry-ranger (fabriksnummer 2566, nuværende nummer D1995), som af jernbanen er døbt "Heather", og to Ruston 88-rangerere (RH 512572 er i drift, RH 398616 bruges til reservedele og som en statisk udstilling). Banen anvender en Harsco slæbebåd ("Badger") til teknisk arbejde. EOR's flåde omfatter også en lille arbejdsvogn, en Shark-bremsevogn, en Dogfish-ballastbunker og en kassevogn til fast vejarbejde.

På et tidspunkt ejede jernbanen to tog med rørmateriel fra 1962. Enhederne 1616 og 1491 (dannet som et ottevognstog) blev købt i 1996, og enhed 1744 blev købt i 1998. Disse enheder blev fjernet for at blive skrottet i henholdsvis 1998 og 2003, efter at de var blevet ødelagt af vandaler.