Eocæn–Oligocæn masseudryddelse: Årsager, konsekvenser og beviser
Eocæn–Oligocæn masseudryddelse: Få indsigt i årsagerne — klimaafkøling, meteorit- og vulkanspor — samt konsekvenserne og de geologiske beviser.
Slutningen af Eocæn var begyndelsen af Oligocæn (for 33,9 millioner år siden). Det er kendetegnet ved en omfattende omsætning af flora og fauna.
De fleste af de berørte organismer var marine eller akvatiske af natur. De omfattede de sidste af de gamle hvaler, Archaeoceti.
Det var en tid med store klimatiske ændringer, især afkøling. I første omgang blev det ikke forbundet med et enkelt stort nedslag eller en katastrofal vulkansk begivenhed.
Men vulkansk aktivitet kan have forårsaget udryddelsen. Flere store meteoritnedslag fandt sted omkring dette tidspunkt. En af disse begivenheder forårsagede Chesapeake Bay-krateret på 40 km og et andet på Popigai-krateret på 100 km i det centrale Sibirien, som spredte vragrester måske så langt væk som til Europa. En ny datering af Popigai-meteoren tyder på, at den kan være årsag til masseudryddelsen.
En førende videnskabelig teori om klimaafkøling på dette tidspunkt forudsiger et fald i atmosfærisk kuldioxid, som langsomt faldt i midten og slutningen af Eocæn og muligvis nåede en vis tærskel for ca. 34 millioner år siden. Denne grænse er tæt forbundet med den oligocæne Oi-1-begivenhed, en iltisotopændring, der markerer begyndelsen af indlandsisdækket på Antarktis.
Årsager — flere faktorer i samspil
Forskere mener i dag, at Eocæn–Oligocæn-overgangen ikke skyldes én enkelt årsag, men snarere flere samtidige processer, som forstærkede hinanden:
- Fald i atmosfærisk CO2: Langsigtet reduktion i kuldioxid virker som en central drivkraft. Mindre drivhusgas fører til global afkøling og øger sandsynligheden for isdannelse på høje breddegrader.
- Ændringer i havcirkulation: Tectoniske ændringer og åbninger af havpassager (fx ændringer i forbindelser omkring den antarktiske cirkum‑oceaniske rute) kan have isoleret Antarktis og ændret varmefordelingen i verdenshavene, hvilket fremmede køling.
- Tektonik og vejrsforvitring: Øget bjergbygning og udsættelse af nye bjergarter kan øge kemisk forvitring og langtidsbinding af CO2, hvilket gradvist reducerer atmosfærens CO2-indhold.
- Eksterne chok (impakter og vulkanisme): Store meteoritnedslag som Popigai og Chesapeake‑krateret samt regionale vulkanske udbrud kan have udløst kortvarige, men stærke forstyrrelser i klima og økosystemer. Disse begivenheder kan have accelereret eller udløst nogle af udryddelsesbølgerne.
Konsekvenser for livet — hvem mistede terræn?
Marint liv: De mest markante udryddelser registreres i marine grupper. Benthiske foraminifera (bundlevende protister) oplevede et stort fald i artsrigdom, hvilket afspejler ændringer i havtemperatur, oksygenindhold og havniveau. Planktoniske organismer som nannoplankton og andre mikrofossiler viser også omfattende artsudskiftning, hvilket påvirkede hele fødenetværket.
Kyst- og lavvandede habitater: Når et isdække dannes, falder havniveauet. Tab af kontinentalsokler reducerede levesteder for mange skaldyr og koralagtige samfund, hvilket forværrede den marine krise.
Terrestrisk liv: På land ses en betydelig faunafornyelse i flere regioner. I Europa kendes overgangen som Grande Coupure, hvor mange eocæne pattedyr forsvandt og blev erstattet af nye grupper, delvis pga. klimaændring og indvandring af asiatiske arter. Vegetationen ændrede sig fra mere varme‑ og fugtelskende skove mod køligere, tørre skovtyper og åbne habitater i visse områder.
Beviser og metoder
Viden om Eocæn–Oligocæn-overgangen bygger på forskellige uafhængige datasæt:
- Ilt‑ og kulstofisotopdata: Ændringer i δ18O i marine kalkskaller (foraminifera) er et nøglebevis for global afkøling og isopbygning (Oi‑1‑hændelsen). δ13C‑kurver viser ændringer i kulstofcyklus og organisk kulstofbinding.
- Fossilregisteret: Plante‑ og dyrefossiler dokumenterer artsudskiftning, lokal uddøen og immigrationsmønstre (fx Grande Coupure).
- Sedimentologi og havniveau: Ændringer i sedimentaflejringer, erosionsmønstre og marin lithologi viser havniveauvariationer forbundet med isophase.
- Geokronologi: Præcise dateringer af kratre (fx Popigai), askelag og magnetostratigrafi hjælper med at sætte tid på begivenheder og vurdere samtidighed mellem kollisioner, vulkanisme og klimaskift.
Tidslinje og usikkerheder
Overgangen ligger omkring 33,9 millioner år siden og binder sig tæt til den markerede Oi‑1‑begivenhed. Dog er stadig væsentlige spørgsmål genstand for debat:
- Hvor stor en rolle spillede individuelle meteoritnedslag kontra langsigtede atmosfæriske CO2‑ændringer?
- I hvilket omfang var ændringer i havcirkulation (fx isolation af Antarktis) versus kemisk vejrsforvitring afgørende for nedgangen i CO2?
- Hvordan varierede virkningen regionalt — hvorfor blev nogle grupper hårdere ramt end andre?
Forskning fortsætter med at kombinere paleoklima‑modeller, nye højopløsningsdateringer og bedre globale fossildata for at skelne mellem disse mekanismer.
Konklusion: Eocæn–Oligocæn‑overgangen var et komplekst økosystemskifte præget af global afkøling, havniveauændringer og betydelig artsudryddelse, især i havet. Kombinationen af faldende atmosfærisk kuldioxid, ændret havcirkulation, tektonik og mulige chok som meteoritnedslag og vulkansk aktivitet skabte rammerne for denne store biologiske omvæltning og indledte en mere kølig, moderne klimaperiode med udbygget iskappe over Antarktis.
Udryddelsesbegivenheder
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er Eocæn, og hvornår sluttede det?
A: Eocæn var en geologisk epoke i Jordens historie, og den sluttede for 33,9 millioner år siden.
Spørgsmål: Hvad markerede begyndelsen af Oligocæn?
Svar: Eocæns afslutning markerede begyndelsen på Oligocæn.
Spørgsmål: Hvad skete der under overgangen fra Eocæn til Oligocæn?
A: Der skete en omfattende omsætning af flora og fauna, hvor mange marine og akvatiske organismer uddøde, herunder de sidste af de gamle hvaler.
Spørgsmål: Var der en større nedslag eller en vulkansk begivenhed, der forårsagede klimaændringerne i begyndelsen af Oligocæn?
A: I begyndelsen var klimaændringerne ikke forbundet med en enkelt større nedslag eller en katastrofal vulkansk begivenhed, men vulkansk aktivitet kan have spillet en rolle.
Spørgsmål: Var der nogen meteoritnedslag omkring tidspunktet for overgangen fra Eocæn til Oligocæn, som kan have spillet en rolle i udryddelseshændelsen?
A: Ja, der var flere store meteoritnedslag, bl.a. et, der skabte Chesapeake Bay-krateret med en diameter på 40 km, og et andet ved Popigai-krateret på 100 km i det centrale Sibirien.
Spørgsmål: Hvad er den førende videnskabelige teori om klimaafkøling i denne periode?
A: Den førende videnskabelige teori er, at der var et fald i atmosfærisk kuldioxid, som langsomt faldt i midten og slutningen af Eocæn og muligvis nåede en vis tærskel for ca. 34 millioner år siden.
Spørgsmål: Hvilken begivenhed markerer begyndelsen af indlandsisdækket på Antarktis, og hvordan hænger den sammen med overgangen fra Eocæn til Oligocæn?
Svar: Den Oligocæne Oi-1-begivenhed, en iltisotopændring, markerer begyndelsen af indlandsisens dækning på Antarktis, og den er tæt forbundet med overgangen fra Eocæn til Oligocæn.
Søge