Élie Ducommun (19. februar 1833 - 7. december 1906) var en schweizisk fredsaktivist og organisator, der modtog Nobels fredspris i 1902, som han delte med Charles Albert Gobat.
Ducommun blev født i Genève i Schweiz den 19. februar 1833. Han arbejdede tidligt som lærer og sproglærer og virkede senere som journalist og oversætter ved det schweiziske forbundskanslerembed (1869–1873). Hans sproglige og organisatoriske evner gjorde ham i stand til at bygge bro mellem forskellige nationale fredsbevægelser.
I 1867 var han med til at stifte Ligue de la paix et de la liberté (ligaen for fred og frihed). Senere arbejdede han i private stillinger, bl.a. som sekretær for Jura-Simplon-jernbaneselskabet fra 1873 til 1891. I 1891 blev han udnævnt til direktør for det nystiftede Bureau international de la paix (Det Internationale Fredsbureau) med base i Bern — den første permanente, ikke-statslige internationale fredsorganisation.
Ducommun nægtede at modtage løn for sin ledende stilling i Bureauet og sagde, at han alene tjenestegjorde af idealistiske grunde. Under hans ledelse organiserede bureauet informationsudveksling mellem nationale fredsselskaber, promoverede voldsfri konfliktløsning og international voldgift, samt koordinerede internationale møder og kampagner for afskaffelse af krig som redskab i politik. Hans praktiske og upartiske tilgang var afgørende for organisationens troværdighed og vedholdenhed.
Som anerkendelse af hans livslange indsats for fred og fredelig konfliktløsning blev Ducommun i 1902 tildelt Nobels fredspris sammen med Charles Albert Gobat. Prisen hyldede især deres lederskab i arbejdet med at styrke internationale fredsorganisationer og fremme voldgift mellem stater.
Ducommun ledede Det Internationale Fredsbureau indtil sin død. Han døde den 7. december 1906 i Bern, Schweiz, 73 år gammel. Hans indsats lagde et vigtigt organisatorisk fundament for senere internationale fredsinitiativer og hjælper stadig som historisk eksempel på langsigtet, praktisk fredsarbejde.
