Didgeridoo – australsk aboriginalt blæseinstrument og historie

"Didgeridoo" siges at være et ord, der er opfundet i Vesten og ikke et aboriginalt ord. Det stammer muligvis fra de irske ord dúdaire eller dúidire. Dette betyder "trompetist; konstant ryger, puffer; langhalset person, lytter, hummer, crooner" og dubh, der betyder "sort" (eller duth, der betyder "indfødt"). Denne teori er dog ikke bredt accepteret.

De tidligste eksempler på ordet på tryk var i et nummer af Smith's Weekly fra 1919, hvor det blev kaldt en "infernal didjerry", som "kun producerede én lyd - (som lød som) didjerry, didjerry, didjerry, didjerry og så videre". Det blev også brugt i Australian National Dictionary fra 1919, i The Bulletin i 1924 og i Herbert Basedows skrifter i 1926. Der findes mere end 45 navne for dette instrument blandt Aboriginals i det nordlige Australien, herunder Yirdaki. Yirdaki, som også nogle gange staves yidaki, er for det instrument, der er fremstillet og anvendes af Yolngu-folket i det nordøstlige Arnhem Land.

Aboriginal didgeridoos fremstilles i de traditionelle samfund i det nordlige Australien eller af producenter, der rejser til Central- og Nordaustralien for at hente materialerne. De fremstilles normalt af hårdttræer, som regel eukalyptusarter, der er hjemmehørende i området. Nogle gange bruges der også indfødte bambusarter, f.eks. bambusa arnhemica eller pandanus. Træets hovedstamme bruges, men der kan også bruges en stor gren i stedet. Aboriginale fremstillere bruger meget tid på at lede efter et træ, der er blevet udhulet af termitter. Hvis hulrummet er for stort eller for lille, vil det give et instrument af dårlig kvalitet.

Når et træ bliver fundet og fældet, skæres den del af stammen eller grenen ud, som skal bruges til didgeridoo. Barken fjernes, enderne klippes af, og der foretages en vis formning af ydersiden. Den kan males eller efterlades naturlig. Der kan lægges en kant af bivoks på mundstykket. Traditionelle instrumenter, der fremstilles af aboriginals i Arnhem Land, er undertiden forsynet med et mundstykke i form af en "sugarbag". Dette er sort bivoks fra vilde bier og har sin egen specielle duft.

Didgeridoos kan også fremstilles af PVC-rør, ikke-indfødte hårde træsorter (som kløves, udhules og samles igen), glasfiber, metal, agave, ler, hamp (en bioplast kaldet selvo) og endda kulfiber. Disse didgeridoos har normalt en øvre indvendig diameter på ca. 1,25" ned til en klokkespids på mellem to og otte tommer og har en længde, der er tilpasset den nødvendige nøgle. Mundstykket kan være lavet af bivoks, hårdttræ eller blot slebet og afmålt af håndværkeren. I PVC kan der anvendes en gummistopper med et hul skåret i den.

Moderne didgeridoo-designs er forskellige fra den traditionelle australske aboriginal didgeridoo. De er anerkendt som et selvstændigt instrument. Ændringerne i didgeridoo-designet begyndte i slutningen af det 20. århundrede med nye materialer og forskellige former.

En didgeridoo spilles normalt siddende, fordi de er så lange. Man spiller på den med konstant vibrerende læber for at lave drone-lyden, mens man bruger en særlig måde at trække vejret på, som kaldes cirkulær vejrtrækning. Det betyder, at spilleren trækker vejret ind gennem næsen samtidig med, at han presser luften ud gennem munden. En dygtig spiller kan fylde luften i lungerne op igen. Med øvelse kan spilleren holde en tone i spil så længe som ønsket. Der findes optagelser af moderne didgeridoo spillere, der spiller uden at stoppe i mere end 40 minutter; Mark Atkins på Didgeridoo Concerto (1994) spiller i over 50 minutter uafbrudt.

Rytmen i den cirkulære vejrtrækning giver instrumentet sin let genkendelige lyd. Didgeridooens lyd kan også ændres ved at tilføje vokallyde til drone-lyden. De fleste af lydene er relateret til lydene fra australske dyr, som f.eks. dingo'en eller kookaburra'en. For at lave disse lyde skal spillerne blot bruge deres stemme til at lave dyrenes lyde, mens de fortsætter med at blæse luft gennem instrumentet. Resultaterne varierer fra meget høje lyde til meget lave lyde. Ved at tilføje stemmelyde øges kompleksiteten af spillet.

Anthony Baines skrev, at didgeridooen er som "...et lydmæssigt kalejdoskop af klangfarver". Han sagde også, at de virtuose færdigheder, som de bedste udøvere bruger, ikke ligner dem, der er nødvendige på noget andet instrument.

Didgeridooen blev hovedsageligt spillet til ceremoniel dans og sang. Det var også almindeligt, at didgeridoos blev spillet til underholdning uden for det ceremonielle liv. I det nordlige Australien er didgeridooen stadig meget vigtig, da den spiller for sangere og dansere i overlevende kulturelle ceremonier. I dag er det meste didgeridoo-spilning til underholdning både i australske oprindelige samfund og andre steder i verden.

Parpinde, der undertiden kaldes klapstave eller bilma, giver rytmen til sangene under ceremonierne. Didgeridooens rytme og klapstokkenes rytme er baseret på mønstre, der er blevet overleveret i mange generationer. Traditionelt er det kun mænd, der spiller didgeridoo og synger under ceremonierne, men både mænd og kvinder kan danse. Der fandtes kvindelige didgeridoo-spillere, men de spillede ikke under ceremonier, og det blev ikke opfordret til det. Linda Barwick, en etnomusikolog, siger, at kvinder traditionelt ikke har spillet didgeridoo under ceremonier, men i uformelle situationer er der ikke noget forbud i drømmeloven. Den 3. september 2008 udsendte forlaget Harper Collins en offentlig undskyldning for bogen "The Daring Book for Girls", som skulle udkomme i oktober, og som åbent opfordrede piger til at spille på instrumentet.

Didgeridooen bruges nu ofte som et instrument i den eksperimentelle og avantgarde-musikscene. Industrielle musikbands som Test Department brugte lyde fra dette instrument i deres optrædener og forbandt økologi med industri, påvirket af etnisk musik og kultur.

Det har også været et instrument, der er blevet brugt til at fusionere stamme-rytmer med black metal-lyd. Et musikprojekt ved navn Naakhum har brugt de australske stammers hedenskab og mange andre som udgangspunkt.

De fleste didgeridoos, der fremstilles i dag, er til souvenirformål. Det er almindeligt at finde didgeridoos fremstillet af ikke-indfødt træ, der er dekoreret forkert af ikke-indfødte kunstnere med farverige mønstre eller kopierede prikmønstre. Disse dekorationer anvender ikke de traditionelle drømmetidsfortællinger eller designs. Disse didgeridoos varierer også ofte meget i størrelse og form, og mange er tyndere og mere ligevægtige. Som følge af de uhensigtsmæssige træsorter, former og længder kan souvenirdidgeridoos sjældent bruges som musikinstrumenter.

Udsmykning af didgeridoos til souvenirbrug opfattes ofte af aboriginalsamfundene som stødende, upassende, uhensigtsmæssig, utilstrækkelig, upræcis og i mange tilfælde vildledende. Kopiering af traditionelle kunstværker bruges også til at sælge disse didgeridoos til intetanende turister.

En undersøgelse fra 2005 i British Medical Journal viste, at det at lære og spille didgeridoo hjalp med at reducere snorken og søvnapnø. Det gør det ved at gøre musklerne i de øvre luftveje stærkere, og det hjælper dem med at holde dem åbne under søvnen. Denne styrkelse sker, efter at spilleren har lært den cirkulære åndedrætsteknik.