Iblis (Shayṭān/Satan) i islam: Definition, rolle og betydning

Få en klar forklaring på Iblis (Shayṭān) i islam: definition, rolle, historier og betydning for menneskets fristelser, synder og åndelig kamp.

Definition og navne

I islam er Djævelen kendt under flere navne: Iblīs (arabisk: إبليس), Shayṭān (arabisk: شيطان, flertal: شياطين, shayāṭīn) eller Shaitan. Iblis bruges oftest som eget navn på den væsen, der nægter at bøje sig for Adam, mens shayṭān(i)n(e) bruges mere generelt om onde ånder eller fristende kræfter. I Koranen omtales shayātīn både som åndelige væsener og som metaforer for ond indflydelse.

Fortællingen i Koranen

Koranen fortæller, at Gud befalede englene at bøje sig for Adam. Iblis nægtede af stolthed og blev derfor forvist fra Guds nærhed. Denne historie optræder flere steder i Koranen (bl.a. i vers som 2:34, 7:11–18 og 18:50). I 18:50 fremhæves det, at Iblis blev skabt af jinn (et væsen skabt af ild), ikke af lys som englene, hvilket er den klassiske islamske forståelse hos majoriteten af lærde: Iblis er en jinn, ikke en engel.

Koranen beskriver også, at Iblis og hans følgere får lov til at forsøge mennesker indtil opstandelsens dag, og at deres mål er at lede mennesker på afveje gennem hvisken og bedrag.

Shayṭān, shayāṭīn og qareen (følgesvend)

I islamisk teologi sondres ofte mellem:

• Iblis — den centrale skikkelse, som nægtede at adlyde Guds befaling;
• Shayṭān — en generel betegnelse for en djævel eller frister;
• Shayāṭīn — flertal, dvs. djævle eller onde ånder;
• Qareen — ifølge mange hadith-beretninger har ethvert menneske en medfølgesvend (qareen), ofte omtalt som en type jinn, som forsøger at vriste personen væk fra det rette; der findes også beretninger om, at Profetens qareen blev muslimisk og derfor ikke ledte ham til ondskab.

Hvordan virker fristelsen?

Satanisk påvirkning i islam beskrives ofte som waswasa — hvisken eller sårbar innerlig påvirkning, der fremkalder tvivl, begær eller ondskab. Shayāṭīn kan forsøge at:

• tilskynde til synd gennem lyst og fristelse;
• indsætte tvivl om troens sandheder;
• fremkalde hovmod, misundelse eller afvisning af Guds befalinger;
• udnytte menneskelige svagheder og fejl (ofte kaldet khataʾ — fejl eller uheld); islamisk lære skelner mellem fejl/fejltrin og bevidst ulydighed/synd.

Menneskelig svaghed og profeters beskyttelse

Islamisk tradition hævder, at profeter er beskyttet mod at begå store, bevidste synder (konceptet ʿiṣmah), men de kan godt gøre menneskelige fejl eller fejltagelser i almindelig forstand. Mange beretninger illustrerer, hvordan selv retledte personer kan blive påvirket af svagheder, og hvordan Guds barmhjertighed og vejledning er nødvendig.

Typer af shayṭān og menneskers rolle

Tekster og fortolkninger adskiller ofte:

• den overordnede Iblis, som er oprøreren og leder af de onde kræfter;
• jinn-djævle, som aktivt forsøger at friste mennesker;
• menneskelige shayāṭīn — onde mennesker, der bevidst leder andre i synd (Koranen omtaler også mennesker, der samarbejder med det onde og dermed fungerer som "værter" for fristelse).

Dermed er det både en åndelig kamp og en moralisk/social virkelighed: onde gerninger kan være resultat af ydre påvirkning og indre beslutninger.

Beskyttelse, forebyggelse og tilgivelse

Islam giver praktiske og åndelige råd til at modstå shayṭān:

• at søge tilflugt hos Gud ved at sige Aʿūdhu billāhi min ash-shayṭān ir-rajīm (»Jeg søger tilflugt hos Gud mod den forbandede Shayṭān«);
• recitation af Koranen (fx Ayat al-Kursi og de sidste kapitler i Koranen), daglige bønner og adhkār (morning/evening påkaldelser);
• vh. renhed og bøn (wudu og regelmæssig bøn), samt at undgå situationer, der svækker ens moralske standhaftighed;
• omvendelse (tawbah) og oprigtig anger, når man falder i fejl eller synd — Islam lærer, at Gud er barmhjertig og tilgiver dem, der vender sig om med oprigtig hensigt.

Teologiske variationer og betydning

Der findes forskelle i detaljer mellem forskellige muslimske retninger og lærde om Iblis’ natur, qareens status og graden af menneskets frihed over for fristelse. Sufi-traditionen bruger ofte billedet af shayṭān som en indre kræft, der skal overvindes ved åndelig disciplin, mens juridiske og teologiske skoler diskuterer spørgsmål om Guds retfærdighed, menneskets ansvar og determinisme.

Konklusion

Iblis og shayṭān spiller en central rolle i islams forståelse af ondskab, fristelse og menneskets kamp for at leve retfærdigt. Fortællingen i Koranen og den videre religiøse litteratur beskriver både en konkret åndelig modstander og symboliserer menneskets indre og ydre udfordringer. Samtidig understreger islam, at mennesker har midler til beskyttelse, mulighed for omvendelse og Guds tilgivelse.

Muhammed nævnes i hadithlitteraturen i forbindelse med emnet (fx i omtalen af qareen), hvor nogle beretninger angiver, at hans medfølgesvend ikke fristede ham til ondskab — et billede på profetens særlige beskyttelse. Samtidig er der brede diskussioner blandt lærde om tolkning og troens praktiske konsekvenser.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er Djævelen kendt som i islam?

Q: Hvad er Djævelens primære aktivitet ifølge islam?

Spørgsmål: Hvordan påvirker Djævelen mennesker ifølge islam?

Spørgsmål: Er der mange sataner ifølge Koranen?

Spørgsmål: Hvilken rolle spiller satanerne ifølge islam?

Spørgsmål: Har alle mennesker en satan?

Spørgsmål: Hvad er formålet med den satan, der sendes til en døende person som et sidste forsøg?

Søg efter bogstav