I organisk kemi er en alken, også kaldet olefin eller olefinen, en umættet kemisk forbindelse, der indeholder mindst én kulstof-kulstof-dobbeltbinding. De enkleste alkener, som kun har én dobbeltbinding, ingen ringe og ingen andre funktionelle grupper, er kulbrinter med den generelle formel CnH2n. Eksempler er ethene (C2H4), propene (C3H6) og but-2-en (C4H8).

Aromatiske forbindelser tegnes ofte som cykliske alkener, men deres struktur og egenskaber er anderledes, og de anses ikke for at være alkener. Ligeledes er cykliske alkener (f.eks. cyclohexen) alkener, men de adskiller sig fra aromater i stabilitet og reaktivitet.

Struktur og stereokemi

Dobbeltbindingen består af en sigma-(σ) og en pi-(π) binding. π-bindingen ligger over og under bindingsaksen og er mindre stabil end σ-bindingen, hvorfor alkener er mere reaktive end tilsvarende alkaner. Dobbeltbindingen låser de to tilstødende carbonatomer i ét plan, hvilket giver mulighed for geometrisk isomeri:

  • Cis/trans-isomeri (eller det mere korrekte E/Z-system) opstår, når de to carbonatomer i dobbeltbindingen hver har to forskellige substituenter. Dette påvirker stoffets fysikalske og kemiske egenskaber, f.eks. smelte- og kogepunkt.
  • Positionsisomeri ses når dobbeltbindingens placering langs kæden ændres (f.eks. but-1-en vs. but-2-en).
  • Kædeisomeri (forskel i carbonkædens forgrening) kan også forekomme.

Nomenklatur

Navnene på alkener slutter altid med -en (eller -ene for fler-dobbeltbindinger). Man nummererer carbonkæden så dobbeltbindingen får det laveste mulige tal: f.eks. but-1-en vs. but-2-en. Ved geometrisk isomeri angives E/Z, og ved almindelig navn ofte cis/trans.

Fysiske egenskaber

  • Alkener er generelt upolære og dårligt opløselige i vand, men opløselige i organiske opløsningsmidler.
  • Smelte- og kogepunkter stiger med molekylvægten og mindskes ved stærk forgrening.
  • Mange alkener er gasformige eller flygtige væsker ved stuetemperatur (fx ethene og propene).

Reaktivitet og typiske reaktioner

Den mest karakteristiske reaktion for alkener er elektrofil additionsreaktion, hvor π-bindingen reagerer med elektrofile stoffer og brydes, så to nye enkeltbindinger dannes. Almindelige additionsreaktioner omfatter:

  • Hydrogenering (hydrogenation): H2 adderees over dobbeltbindingen i nærvær af en katalysator (Pt, Pd, Ni) og danner en alkan.
  • Halogenering: Br2 eller Cl2 adderees over dobbeltbindingen (typisk via en haloniumion), hvilket fører til dihalogenerede produkter.
  • Hydrohalogenation: HBr eller HCl adderees, ofte følger Markovnikov-reglen (H binder til det carbon med flest H-atomer), med muligheder for omvendt regi i nærvær af peroxider (anti-Markovnikov for HBr).
  • Hydrering: Vand kan addere til dobbeltbindingen (ofte med syrekatalyse) og danne alkoholer.
  • Oxidation: Mild oxidation (f.eks. med brunfarvet brom) fjerner farven — et klassisk test for umættethed. Kraftig oxidation (f.eks. varm, stærk KMnO4) kan kløve dobbeltbindinger og give ketoner eller carboxylsyrer.
  • Polymerisation: Many alkener (især ethene, propene og styren) polymeriseres til polyethylen, polypropylen osv., hvilket er industrimæssigt meget vigtigt.

Reaktionsmekanisme (kort)

I typiske elektrofile additionsreaktioner er π-elektronerne basis for reaktiviteten: et elektrofil angriber π-bunden, der dannes et carbokation (i mange tilfælde) som intermediat, og så angriber en nukleofil og fuldender additionsproduktet. Der findes undtagelser (fx haloniumioner ved halogenering), og stereokemi af produktet afhænger af reaktionsforholdene.

Stabilitet af dobbeltbindinger

Dobbeltbindingens stabilitet påvirkes af substituenterne: mere substituerede dobbeltbindinger (f.eks. internal alkener) er generelt mere stabile end terminale double bindinger på grund af hyperkonjugation og induktive effekter. Konjugerede systemer (f.eks. 1,3-butadien) har særlige egenskaber: konjugation sænker reaktiviteten over for enkelte additionsreaktioner men kan give anderledes selektivitet og mulighed for pericykliske reaktioner.

Forekomst og fremstilling

  • Industrielt er ethene (ethylen) og propene (propylen) blandt de vigtigste kemikalier, produceret ved krakning af hydrocarboner og brugt som råmateriale til plastik (polyethylen, polypropylen) og andre kemikalier.
  • Alkener fremstilles også i laboratoriet ved eliminationsreaktioner (f.eks. dehydrohalogenation af alkylhalider eller dehydrering af alkoholer).

Analytiske tests og sikkerhed

  • Test for umættethed: Bromvand (Br2 i CCl4) mister farve ved tilsætning af alkener; KMnO4 giver ofte brunlig nedbrydning ved oxidation.
  • Alkener kan være brandfarlige og i nogle tilfælde toksiske; korrekt håndtering og ventilation er vigtig ved laboratorie- og industribrug.

Samlet set er alkener vigtige, både som modelstoffer i organisk kemi (pga. deres karakteristiske π-kemi og stereokemi) og som nøglebyggesten i den kemiske industri og materialefremstilling.