Claude af Frankrig (14. oktober 1499 - 20. juli 1524) var datter af Ludvig XII af Frankrig og Anne af Bretagne. Hun var arving til hertugdømmet Bretagne, men kunne ikke arve den franske krone på grund af den saliske lov, som udelukkede kvinder fra tronfølgen.
Tidlige år og arv
Claude voksede op i en tid, hvor ægteskaber ofte blev brugt som politisk redskab. Som eneste datter og arving efter Anne af Bretagne var hun central i spørgsmål om Bretagne's uafhængighed og forbindelsen mellem Bretagne og den franske krone. Hendes far, Ludvig XII, ønskede at sikre, at Bretagne forblev under fransk indflydelse, og derfor blev Claudes giftermål nøje planlagt af familien og hoffet.
Ægteskab og rolle som dronning
Claude blev i 1514 forlovet og kort efter gift med Frans I af Frankrig. Ved Frans Is tiltrædelse som konge i 1515 blev Claude Frankrigs dronninggemal. Formelt var hun også hertuginde af Bretagne i sit eget navn, men i praksis overtog hendes ægtemand meget af magten over hertugdømmet. Som dronning var hun kendt for sin fromhed, beskedenhed og sans for familieliv, i kontrast til den pompøse og aggressive udenrigspolitik, som prægede ægtemandens regeringstid.
Børn, helbred og død
Efter sit ægteskab brugte Claude store dele af sit korte voksenliv på at føde og opfostre børn. Hun fødte flere børn; Henrik 2. af Frankrig var hendes søn og den mest kendte af afkommet, idet han senere blev konge af Frankrig. Mange af hendes andre børn døde i barndommen, hvilket var almindeligt på den tid.
De mange fødsler tog hårdt på Claudes helbred. Hun døde ung, kun 24 år gammel, den 20. juli 1524, af komplikationer forbundet med fødsel. Hun blev begravet i Basilica Saint-Denis, den traditionelle kongelige begravelsesplads i Frankrig.
Eftermæle
Claude efterlod sig en arvsituation, der bidrog til, at Bretagne gradvis blev integreret i den franske centralmagt. Hendes ægteskab med Frans I var afgørende for, at Bretagne forblev knyttet til Frankrig, og hendes søn Henrik 2. af Frankrig førte Valois-dynastiet videre. Selv om Claude aldrig regerede som dronning i egen ret, huskes hun for sin rolige, religiøse fremtoning og for det hårde pris, som gentagne graviditeter satte på hendes korte liv.
