Bogen om Damernes By (Le Livre de la Cité des Dames) — Christine de Pizan

Bogen om damernes by eller Le Livre de la Cité des Dames (udgivet i 1405) er måske Christine de Pizans’ mest berømte litterære værk. Pizan skrev oprindeligt værket på middelfransk som et prose-allegori og skrev det som et direkte svar på misogyne passager i Jean de Meuns populære Roman de la Rose. I stedet for at angribe romanen punkt for punkt bygger hun en imaginær by befolket af berømte og dygtige kvinder fra bibelsk, klassisk og middelalderlig historie for at modbevise negative forestillinger om kvinders natur og værd. Bogen blev senere genudgivet og oversat til moderne sprog – bl.a. findes en kendt engelsk oversættelse (udgivet 1999) – og den har inspireret både litteraturforskere og tidlige feministiske læsninger.

Baggrund og forfatter

Christine de Pizans (født ca. 1364) var en fransk-italiensk forfatter, der tidligt blev enke og livnærede sig ved at skrive for hoffet i Paris. Hun var usædvanligt veluddannet for sin tid og skrev både poesi, traktater og breve. I Le Livre de la Cité des Dames anvender hun sin lærdom og sit kendskab til historie og mytologi for at opstille et modargument til den gængse chauvinistiske opfattelse af kvinder i samtidens litteratur.

Indhold og struktur

Bogen er bygget op som en allegorisk handling: Christine bliver besøgt af tre allegoriske dyder — La Raison (Fornuft), La Rectitude (Retfærdighed/Redelighed) og La Justice (Retfærdighed) — som hjælper hende med at grundlægge en by for kvinder. Undervejs præsenteres et væld af kvindeskildringer og eksempler, som fungerer som "byggeklodser" til byens mure og huse. Disse skildringer omfatter en bred vifte af figurer: bibelske kvinder, antikke helteinder, historiske dronninger, helgener, lærde og mytologiske personligheder.

Hovedtemaer og argumenter

• Modargument mod misogyni: Et centralt formål er at imødegå de negative påstande om kvinderens moralske og intellektuelle kapacitet og vise, at kvinder har ydet væsentlige bidrag til civilisationen.
• Eksemplets kraft: Christine bruger eksemplariske beretninger (exempla) — enkeltstående historier om kvinders dyder, klogskab og mod — som bevismateriale i sin argumentation.
• Uddannelse og rettigheder: Hun går eksplicit ind for kvinders adgang til uddannelse og mente, at viden var et middel til at ophøje og beskytte kvinder imod falske anklager.
• Allegori og genrefornyelse: Ved at bruge allegori – en by som symbol på fællesskab og anerkendelse – fornyer hun traditionelle former for moralsk og didaktisk litteratur fra middelalderen.

Stil og retorik

Pizan skriver i en klar, argumenterende prosa præget af hukommelse og kommentar til kilder. Hun kombinerer historieskrivning, moralske eksempler og personlig appèl. Ved at lade kvinderne indtræde som talende eksempler opnår hun både følelsesmæssig appel og intellektuel tyngde i sit forsvar af kvindekønnet.

Modtagelse og betydning

Da bogen udkom, fik den stor opmærksomhed i intellektuelle kredse. Den har siden stået som et af de tidligste og mest markante eksempler på en systematisk forsvarstale for kvinder i europæisk litteratur. I moderne tid er værket ofte diskuteret i studier af køn og middelalderlitteratur og betragtes af mange som et forløberværk til senere kvindebevægelser og kønsteori.

Efterliv og moderne læsning

Le Livre de la Cité des Dames findes i adskillige udgaver og oversættelser, og den læses i dag både som historisk kilde til middelalderens kønsforestillinger og som et tidligt eksempel på kvindelig selvstændighed og intellektuelt engagement. Forskere undersøger blandt andet, hvordan Pizans udvælgelse af kvindelige eksempler former hendes argument, samt hvordan hendes allegoriske by fungerer som politisk og kulturelt ideal.

Samlet set er Bogen om damernes by et centralt værk for forståelsen af middelalderlig kvindesyn, retorik og skriftlig handel med magt — og et glimrende eksempel på, hvordan en forfatter bruger historie og allegori til at ændre samtalens rammer.

Søg efter bogstav