Sancho Garcés VI baskisk: Antso VI.a (21. april 1132 – 27. juni 1194), kaldet den Vise (baskisk: Jakituna, spansk: el Sabio) var konge af Navarra fra 1150 til sin død i 1194. Han var den første navngivne monark, der officielt opgav titlen "konge af Pamplona" til fordel for titlen konge af Navarra, og med denne ændring markerede han en bevidst omprofilering af sit rige i forhold til dets historiske arv og fremtidige position i det iberiske område.
Under Sancho Garcés VI's regeringstid stimulerede han en tættere forbindelse mellem Navarra og resten af Europa. Gennem målrettet diplomati, ægteskabspolitik og sporadiske allianceaftaler etablerede han kontakter med både frankiske og iberiske magter og indskrev dermed sit kongerige i Europas politiske kredsløb. Samtidig arbejdede han aktivt for at befæste og konsolidere rigets interne struktur: han fremmede byernes vækst ved at bekræfte og udstede privilegier (fueros), styrkede forsvarsværker i strategiske byer og søgte at sikre handelsruterne, så Navarra kunne udvikle økonomisk og administrativ stabilitet.
Sancho stod også overfor pres fra de ekspanderende naboer, særligt Castilla og Aragón, og hans politik var præget af balance mellem militære og diplomatiske løsninger for at bevare Navarras selvstændighed. Hans regeringstid er derfor kendetegnet ved både forsvar mod ydre ambitioner og en bevidst satsning på institutionel og urban udvikling, som lagde grunden for, at Navarra forblev en relevant aktør i regionen.
Personligt var Sancho Garcés VI den ældste søn af García Ramírez, restauratoren, og Margaretha af L'Aigle. Han efterlod et mere konsolideret kongerige, hvis omdannelse af titel og internationale orientering blev en væsentlig del af hans politiske arv.
