Brig

Rigging

I sejlads er en fuldrigget brig et fartøj med to firkantede riggede master (kaldet for- og hovedmast). Hovedmasten på en brig er den agterste (bageste). For at forbedre manøvredygtigheden bærer hovedmasten et lille (gaffelrigget) for- og agtersejl.

Brig-sejl er opkaldt efter de master, de er fastgjort til. De, der er fastgjort til hovedmasten, kaldes storsejl; over det stor topsejl og over det stor topgallantsejl. Undertiden er der et meget lille sejl, kaldet royal, over dette. Bag storsejlet er der et lille for- og agtersejl, der kaldes spanker- eller bomme-storsejl (det ligner storsejlet på en skonnert). På formasten er der et lignende sejl, kaldet trysail. På de respektive møller på kvadratriggede skibe er der fastgjort mindre spær på de respektive møller. Disse kan forlænges, hvilket forlænger hvervet. På den måde kan den få en ekstra sejlvinge på hver side. Disse kaldes studsejl. De anvendes kun ved retfærdig og let vind. Vingerne er opkaldt efter de sejl, som de er fastgjort til. F.eks. hovedstudssejl, hovedtopstudssejl og hovedtopgalantstudssejl osv.

Briggens formast er mindre end hovedmasten. Formasten holder et forsejl, et for-topsejl, et for-topgalantsejl og et for-rongale. Mellem formasten og bovsprydet er forstaget stagsejl, fok og flyvende fok. Alle sejlene er manipuleret af et kompliceret arrangement af tovværk, kaldet den løbende rigning. Dette er i modsætning til den stående rigning, som er fast og holder mast og andre genstande stive. Traditionelt set var den løbende rigning let genkendelig. Det skyldtes, at det af hensyn til fleksibiliteten ikke var belagt med tjære og derfor havde en lysere farve. Den stående rigning var tjæret for at beskytte mod vejrliget og var derfor mørkere eller endog sort i farven.

Sejlplan for en brigade

Skrog

En brig er "generelt bygget i større skala end en skonnert. Den kan nærme sig størrelsen af et fuldstort tremastet skib." Brigge varierede i længde mellem 23-50 m (75 og 165 ft) med en tonnage på op til 480. Historisk set var de fleste brigge bygget af træ. Nogle senere brigge blev dog bygget med skrog og master af stål eller jern. I det 19. århundrede blev der også bygget brigge med skrog af fyrretræ. De var beregnet til at holde i ca. 20 år, men mange holdt længere.

Historisk brug

Brigge blev brugt som små krigsskibe, der kunne bære mellem 10 og 18 kanoner. På grund af deres hurtighed og manøvredygtighed var de populære blandt pirater (selv om de var sjældne blandt amerikanske og caribiske pirater). Deres anvendelse går tilbage til før det 17. århundrede. En af de mest berømte perioder for briggen var dog i det 19. århundrede, hvor de var involveret i berømte søslag som f.eks. slaget ved Eriesøen. I begyndelsen af det 19. århundrede var briggen et almindeligt fragtskib. Det blev anset for at være "hurtigt og godt sejlende", men krævede en stor besætning til at håndtere riggen. Selv om brigge ikke kunne sejle i vinden så let som for- og agterriggede skibe som skonnerter, kunne en dygtig briggekaptajn "manøvrere det med lethed og elegance; en brigge kunne f.eks. vende rundt næsten på stedet". En brig med en firkantet rig havde også en fordel i forhold til et for- og agterrigget fartøj, når den sejlede på åbent hav. Når for- og agterriggede fartøjer sejlede i medvind over længere afstande, og hvor "faren for en pludselig halse var den store skonnertkaptajns mareridt". Dette træk førte senere til udviklingen af barkentinen. Behovet for store besætninger i forhold til deres mindre størrelse førte til en nedgang i produktionen af brigge. De blev erstattet i den kommercielle trafik af gaffelsejlsskonnerter (som havde brug for mindre besætninger) og dampbåde (som ikke havde de problemer med vindsiden, som firkantede riggede skibe havde).

Telos, der blev bygget i Bangor, Maine i 1883, var efter sigende den sidste brig, der kom til at indgå i den amerikanske handelsflåde. Den blev "anset for at være det fineste fartøj i sin klasse, der nogensinde er bygget i Maine". Hun forliste på Aves Island, ud for Bonaire i Caribien, i 1900.