Minedriftsulykke i Copiapó 2010: San José-minens sammenbrud og redning
Dramatisk genopbygning af San José-kollapset: fangede 33 minearbejdere i Copiapó 2010, redningsoperationens forløb, årsager til sammenbruddet og det juridiske efterspil
Minedriftsulykken i Copiapó i 2010 var en minedriftsulykke, der skete den 5. august 2010, da kobber-guldminen San José nær Copiapó, Chile, kollapsede. 33 minearbejdere blev fanget omkring 700 meter under jorden og reddedes først 69 dage senere.
San José-minen (Mina San José) ligger ca. 45 km nord for Copiapó i Atacama-regionen. Minearbejderne var fanget i ca. 700 meters dybde og ca. 5 km fra minens indgang. Minen har tidligere været udsat for ulykker, herunder en dødsulykke. I en rapport fra den chilenske regering fra juli 2010 hedder det, at minens ejere ikke havde "forstærket taget". Den manglende forstærkning "førte til et tidligere sammenbrud af taget". Der har været uenighed om, hvorfor minen ikke blev lukket tidligere, og efter ulykken fulgte officielle undersøgelser og juridiske skridt mod de ansvarlige for driften.
Redningsoperationen
Efter sammenbruddet blev en omfattende redningsindsats sat i gang med deltagelse af chilenske myndigheder, private entreprenører og specialister fra en række lande. I de første uger blev forsøg gjort på at etablere kontakt til de savnede med små sonder og boringer. Den 22. august lykkedes det at få besked om, at arbejderne var i live — en besked blev ført ud til overfladen via en bore-sonde, og der blev sendt mad, medicin og udstyr ned til dem.
Redningen bestod i flere parallelle boreplaner kaldet "Plan A", "Plan B" og "Plan C". Der blev boret smalle redningskanaler, og der blev udviklet en specialbygget redningskapsel kaldet Fénix, som kunne bringe en person op ad den trange lodrette tunnel. Den 13. oktober 2010 begyndte selve evakueringen, og over dagen blev minearbejderne bragt op én ad gangen; Florencio Ávalos var den første til at nå op til overfladen. Inden døgnet var omme var alle 33 reddet til fri luft og lægebehandling.
Liv og lederskab under jorden
De fangede organiserede sig i et nødrum, delte mad og vand rasjonelt, og holdt hinanden i god psykologisk form under de lange dage under jorden. Skiftelederen Luis Urzúa spillede en central rolle i at bevare ro og orden, og flere individuelle historier om udholdenhed og kammeratskab blev efterfølgende fremhævet i medierne. Blandt de mest omtalte overlevende er Mario Sepúlveda og andre, som efter redningen blev internationale kendisser og ambassadører for minearbejdere.
International bistand, sundhed og psykisk støtte
Forskellige lande og organisationer stillede med udstyr, boringstjenester og ekspertise. Der blev også ydet særlig medicinsk og psykologisk støtte til de reddede under og efter evakueringen; de gennemgik helbredstjek, fik behandling for dehydrering, infektionsrisici og psykologisk opfølgning. Institutioner som NASA blev nævnt for rådgivning om sundheds- og isolationsforhold baseret på erfaringer fra langvarige isolationstilfælde (primært med fokus på mental støtte og rutiner), og kommunikationsteknologi blev brugt til at holde kontakten mellem fangne og familier.
Efterspil og betydning
Redningen fik enorm global opmærksomhed og førte til mange spørgsmål om mineindustriens sikkerhed, ansvar og tilsyn i Chile. Der fulgte officielle undersøgelser, disciplinære og retslige procedurer mod minens ejere og operatører, samt politiske krav om skærpede arbejdsmiljø- og sikkerhedsregler for miner. Ulykken inspirerede også bøger, dokumentarer og filmen "The 33" (2015), som skildrer hændelsen og de menneskelige dramatiske aspekter.
For de overlevende og deres familier var oplevelsen både traumatiserende og forvandlende; mange satte gensidig støtte og arbejdssikkerhed i centrum for deres videre engagement. På nationalt plan blev ulykken en katalysator for diskussioner om bedre kontrol med små og middelstore miner og om, hvordan arbejdere bedst kan beskyttes mod lignende ulykker i fremtiden.
Den dramatiske redningsaktion i San José-minen står i dag som et markant eksempel på internationalt samarbejde i krisesituationer og på menneskelig udholdenhed under ekstreme forhold.
Minen i San José under redningsarbejdet, den 10. august 2010.
Relaterede sider
- Minedriftsulykke i Copiapó i 2006
- Jordskælvet i Cauquenes i 2010
- Jordskælvet i Pichilemu i 2010
Spørgsmål og svar
Q: Hvornår skete mineulykken i Copiapó?
A: Mineulykken i Copiapó fandt sted den 5. august 2010.
Q: Hvor mange minearbejdere blev fanget i ulykken?
A: 33 minearbejdere blev fanget i ulykken.
Q: Hvor ligger San José-minen?
A: San José-minen ligger cirka 45 kilometer nord for Copiapó i Atacama-regionen i Chile.
Q: Hvor dybt var minearbejderne fanget under jorden?
A: Minearbejderne var fanget i omkring 700 meters dybde.
Q: Hvorfor kollapsede minen?
A: Ifølge en rapport fra den chilenske regering fra juli 2010 forstærkede ejerne af minen ikke taget, hvilket førte til et tidligere kollaps af taget.
Q: Har der tidligere været ulykker i minen?
A: Ja, minen har tidligere haft ulykker, herunder et dødsfald.
Q: Hvem var den første minearbejder, der blev reddet?
A: Florencio Ávalos var den første minearbejder, der blev reddet den 13. oktober 2010.
Søge