Sardar Vallabhbhai Patel (31. oktober 1875 - 15. december 1950) var en fremtrædende indisk advokat og en af de mest indflydelsesrige ledere i den indiske uafhængighedsbevægelse. Efter uafhængigheden spillede han en afgørende rolle i at forene og integrere mere end 500 fyrstelige stater i den indiske union. Patel var stærkt præget af Gandhis ideologi og arbejdede tæt sammen med ham i mange af bevægelsens vigtige kampagner. Selvom han ofte var et populært valg til højere poster i partiet, trak Sardar Patel sig på anmodning af Mahatma Gandhi fra visse kandidaturer for at fremme enighed i Kongressen. Han blev Indiens første indenrigsminister og vicepremierminister efter uafhængigheden, og hans beslutsomme arbejde med at konsolidere landet har givet ham tilnavnet "Indiens jernmand".

Tidligt liv og politisk opvækst

Patel blev født i en lille by i det, der dengang var Bombay-præsidiet (i dag Gujarat). Som voksen arbejdede han som advokat og fik et ry for sit praktiske sind og organisatoriske evner. Efter Mahatma Gandhis tilbagevenden til Indien i 1915 blev Patel gradvist trukket ind i den nationale bevægelse og blev en vigtig lokal leder i Gujarat. Han fik sit tilnavn "Sardar" efter sin ledelse under Bardoli-satyagrahaen i 1928, en succesfuld skatteboykotkampagne, der styrkede hans position som massernes leder.

Rolle i uafhængighedsbevægelsen

Patel var en af de centrale figurer i Kongrespartiet og deltog aktivt i civile ulydigheder, forhandlinger og organisatorisk opbygning af partiet. Han var kendt for sin pragmatisme: hvor Gandhi lagde vægt på principper og moralsk autoritet, stod Patel for effektiv administration, disciplin og kompromisløs gennemførelse. Sammen med andre ledere som Jawaharlal Nehru arbejdede han for at omdanne den politiske kamp til konkret statslig opbygning efter friheden.

Integration af fyrstestaterne

Efter delingen og uafhængigheden i 1947 var Indien splittet op i det britisk-styrede landområde og hundredevis af fyrstestater, som hver havde forskellig grad af selvstyre. Som indenrigsminister ledede Patel arbejdet for at få disse fyrstestater til at underskrive Instrument of Accession og blive del af Den Indiske Union. Gennem en kombination af diplomatisk pres, overtalelse og – i enkelte tilfælde – militære aktioner (såsom indlemmelsen af Hyderabad i 1948 under Operation Polo) lykkedes det ham at sikre en relativt fredelig og hurtig integration af de fleste stater. Hans samarbejde med embedsmænd som V. P. Menon var centralt for at udforme de juridiske og administrative procedurer, der gjorde sammenslutningen mulig.

Som minister og politiker

Som Indiens første indenrigsminister og som vicepremierminister fra 1947 til sin død i 1950 havde Patel ansvaret for at opbygge centrale institutioner: politistyrker, administrativt tjenestesystem (grundlag for det senere Indian Administrative Service), og for at sikre lov og orden i et stadig sårbart nydannet land. Han var fortaler for en stærk og samlet centralregering, hvilket afspejlede hans bekymring for national enhed og effektiv regeringsførelse. Hans forhold til premierminister Jawaharlal Nehru var præget af gensidig respekt, men også af politiske forskelle i prioritering og stil.

Arv og minde

Patel døde den 15. december 1950. Han er i Indien husket som en nationens byggemand, hvis beslutsomhed og administrative sans spillede en central rolle i at gøre de politiske idealer bag uafhængighed til virkelighed og et sammenhængende nationalt projekt. Hans minde markeres blandt andet ved indvielsen af Statue of Unity i Gujarat i 2018, verdens højeste statue, som hedrer hans indsats for national integration. Hans fødselsdag, 31. oktober, fejres også som Rashtriya Ekta Diwas (National enhedsdag) for at fremme ideen om et forenet Indien.