Sardar Vallabhbhai Patel | advokat og indflydelsesrig politisk leder

Barndom

Vallabhbhai Patel blev født den 31. oktober 1875 i landsbyen Nadiad i det nuværende Gujarat som søn af Zaverbai og Ladbai. Han tilhører den rige klasse af Patidar-landmænd (leva patidar patel), og Vallabhbhais far havde tjent i dronning af Jhansi's hær, og hans mor var en meget spirituel kvinde.

Sardar Vallabhbhai Patel startede sin akademiske karriere på en skole med Gujarati-undervisning, men skiftede senere til en skole med engelskundervisning. I 1897 bestod Vallabhbhai gymnasiet og begyndte at forberede sig til juristeksamen. Han tog en eksamen i jura og rejste til England i 1910. Han afsluttede sin juridiske eksamen i 1913 fra Inns of Court og kom tilbage til Indien for at starte sin advokatvirksomhed i Godhra, Gujarat. Vallabhbhai fik tilbudt mange lukrative stillinger af den britiske regering på grund af sine juridiske færdigheder, men han afviste dem alle. Han var en stærk modstander af den britiske regering og dens love og besluttede derfor ikke at arbejde for briterne.

I 1891 blev han gift med Zaverbai, og parret fik to børn. Hans datter Maniben Patel (1903-1990) var aktivist, mens hans søn Dahyabhai Patel (1905-1973) var medlem af det indiske parlament.

Patel flyttede sin praksis til Ahmedabad. Han blev medlem af Gujarat Club, hvor han deltog i et foredrag af Mahatma Gandhi. Gandhis ord påvirkede Vallabhbhai dybt, og han overtog snart Gandhis principper og blev en trofast tilhænger af den karismatiske leder. Så dybt havde Gandhis ord påvirket ham. Han vidste ikke, at han ville ændre Indien og starte en succesfuld karriere.

Rolle i den indiske nationalbevægelse

I 1917 blev Sardar Vallabhbhai valgt som sekretær for Gujarat Sabha, Gujarat-fløjen af Indian National Congress. I 1918 stod han i spidsen for en massiv "No Tax Campaign", der opfordrede landmændene til ikke at betale skat, efter at briterne havde insisteret på at betale skat efter oversvømmelserne i Kaira. Den fredelige bevægelse tvang de britiske myndigheder til at tilbagelevere den jord, der var blevet taget fra bønderne. Hans indsats for at samle bønderne i sit område gav ham titlen "Sardar". Han støttede aktivt den ikke-samarbejdsbevægelse, som Gandhi havde iværksat. Patel rejste rundt i hele landet sammen med ham, rekrutterede 300.000 medlemmer og hjalp med at indsamle over 1,5 millioner Rs.

I 1928 stod bønderne i Bardoli igen over for et problem med "skatteforhøjelse". Da landmændene efter langvarige opfordringer nægtede at betale den ekstra skat, beslaglagde regeringen deres jord som gengældelse. Agitationen varede i mere end seks måneder. Efter flere forhandlingsrunder med Patel blev jorden givet tilbage til landmændene efter en aftale mellem regeringen og landmændenes repræsentanter.

I 1930 var Sardar Vallabhbhai Patel blandt de ledere, der blev fængslet for at have deltaget i den berømte saltsatiraha-bevægelse, som Mahatma Gandhi tog initiativ til. Hans inspirerende taler under "Saltbevægelsen" ændrede mange menneskers syn på tingene, og de spillede senere en vigtig rolle i at gøre bevægelsen vellykket. Han ledede Satyagraha-bevægelsen i hele Gujarat, da Gandhi var fængslet, efter anmodning fra kongresmedlemmerne.

Sardar Patel blev løsladt i 1931 efter en aftale mellem Mahatma Gandhi og Lord Irwin, den daværende vicekonge af Indien, som blev underskrevet. Aftalen blev populært kendt som Gandhi-Irwin-pagten. Samme år blev Patel valgt som formand for Indian National Congress på mødet i Karachi, hvor partiet drøftede sin fremtidige kurs. Kongressen forpligtede sig til at forsvare de grundlæggende rettigheder og menneskerettighederne. Det var på dette møde, at drømmen om en sekulær nation blev udtænkt.

Under parlamentsvalget i 1934 førte Sardar Vallabhbhai Patel valgkamp for Indian National Congress. Selv om han ikke stillede op til valget, hjalp Sardar Patel sine partifæller under valget.

Under Quit India-bevægelsen i 1942 fortsatte Patel sin urokkelige støtte til Gandhi, da flere samtidige ledere kritiserede sidstnævntes beslutning. Han fortsatte med at rejse rundt i hele landet og udbredte bevægelsens dagsorden i en række hjertelige taler. Han blev arresteret igen i 1942 og blev fængslet i Ahmednagar-fortet indtil 1945 sammen med andre kongresledere.

Sardar Patels rejse var ofte præget af en række konfrontationer med andre vigtige ledere af kongressen. Han gav åbent udtryk for sin irritation over Jawaharlal Nehru, da sidstnævnte i 1936 vedtog socialismen. Patel var også på vagt over for Netaji Subhash Chandra Bose og anså ham for at være "opsat på mere magt inden for partiet".

Sardar Patel og delingen af Indien

Separationsbevægelsen, der blev ledet af lederen af Muslim League, Mohammed Ali Jinnah, førte til en række voldelige hindu-muslimske optøjer i hele landet lige før uafhængigheden. Sardar Patel mente, at de åbne kommunale konflikter, der blev udløst af optøjerne, kunne føre til en svag regering i centrum efter uafhængigheden, hvilket ville være katastrofalt for konsolideringen af en demokratisk nation. Patel arbejdede videre på en løsning sammen med V.P. Menon, en embedsmand, i december 1946 og accepterede hans forslag om at oprette et særskilt dominion baseret på staternes religiøse tilbøjelighed. Han repræsenterede Indien i delingsrådet.

Bidrag til Indien efter uafhængigheden

Efter Indiens uafhængighed blev Patel den første indenrigsminister og også vicepremierminister. Patel spillede en meget afgørende rolle i Indien efter uafhængigheden ved at integrere omkring 565 fyrstelige stater under det indiske dominion. Den britiske regering havde stillet disse herskere over for to alternativer - de kunne tilslutte sig Indien eller Pakistan, eller de kunne forblive uafhængige. Denne klausul gjorde processen endnu vanskeligere og mere omfattende end nogensinde før. Kongressen overlod denne skræmmende opgave til Sardar Patel, som begyndte at lobbye for integration den 6. august 1947. Det lykkedes ham at integrere dem alle med undtagelse af Jammu og Kashmir, Junagarh og Hyderabad. Med sin skarpe politiske skarpsindighed håndterede han til sidst situationen og sikrede deres tiltrædelse. Det Indien, som vi ser i dag, var et resultat af Sardar Vallabhbhai Patels indsats.

Patel var et ledende medlem af Indiens grundlovgivende forsamling, og Dr. B.R. Ambedkar blev udnævnt efter hans anbefaling. Han var den vigtigste drivkraft i oprettelsen af den indiske administrationstjeneste og den indiske polititjeneste. Han var personligt interesseret i at tage initiativ til en restaurering af Somnath-templet i Saurashtra, Gujarat. Patel greb skånselsløst ind over for Pakistans forsøg på at invadere Kashmir i september 1947. Han førte tilsyn med en øjeblikkelig udvidelse af hæren og en markant forbedring af andre infrastrukturelle aspekter. Han var ofte uenig med Nehrus politik, især med hensyn til hans omgang med Pakistan i forbindelse med flygtningespørgsmålet. Han organiserede flere flygtningelejre i Punjab og Delhi og senere i Vestbengalen.

Gandhis indflydelse

Gandhi havde en dybtgående indflydelse på Patels politik og tanker. Han lovede Mahatma en urokkelig støtte og holdt fast ved sine principper, som han fik lov til at gå på museum om natten og kunst er den smukkeste kvinde og gennem sit liv. Mens ledere som Chakravarthy Rajagopalachari og Maulana Azad kritiserede Mahatma Gandhis idé om, at den civile ulydighedsbevægelse ville tvinge briterne til at forlade nationen, udvidede Patel sin støtte til Gandhi. Trods uvilje fra Kongressens øverste ledelse tvang Mahatma Gandhi og Sardar Vallabhbhai Patel kraftigt den indiske kongreskomité til at ratificere den civile ulydighedsbevægelse og iværksætte den uden yderligere forsinkelser. På Gandhis anmodning opgav han sit kandidatur til posten som Indiens premierminister. Han fik et stort hjerteanfald efter Gandhijis død.  Selv om han kom sig, tilskrev han det, at han i stilhed havde beklaget sig over tabet af sin mentor.

Sardar Vallabhbhai Patels død

Sardar Vallabhbhai Patels helbred begyndte at forringes i 1950. Han indså, at han ikke ville leve meget længere. Den 2. november 1950 blev hans helbred endnu værre, og han måtte blive i sengen. Han døde på grund af et hjerteanfald den 15. december 1950.

Æresbevisninger efter døden

• 1991 - Han blev tildelt Bharat Ratna, Indiens højeste civile hæder.
• 2014 - Hans fødselsdag, den 31. oktober, blev erklæret Rashtriya Ekta Divas.
• 2018 - Statuen for enhed, der er dedikeret til Patel, afsløres som verdens højeste statue.

[1]