Dom Pedro II af Brasilien (komplet navn: Pedro de Alcântara João Carlos Leopoldo Salvador Bibiano Francisco Xavier de Paula Leocádio Miguel Gabriel Rafael Gonzaga; Rio de Janeiro, 2. december 1825 - Paris, 5. december 1891), kendt som O Magnânimo (den storsindede) (portugisisk: O Magnânimo), var den anden og sidste de facto-kejseren af Brasilien. Han blev kejser allerede som barn efter, at hans far abdicerede fra den brasilianske trone i 1831 for at vende tilbage til Portugal. Pedro II stod formelt som regent fra 1831, men landet blev i de følgende år styret af regenter indtil 1840, hvor en politisk beslutning om at erklære ham myndig (golpe da maioridade) gav ham fuld magt som kejser i en alder af 14 år.
Pedro I's tilbagevenden til Portugal og hans afståelse af den portugisiske trone til fordel for sin ældste datter Dona Maria da Glória satte scenen for den unge Pedros lange regeringstid i Brasilien. Under Pedro II voksede Brasilien økonomisk og politisk: der blev udbygget infrastruktur som jernbaner og telegrafnet, landets kaffeeksport voksede, og der kom en voksende offentlig administration og skolevæsen. Pedro II var kendt for sin interesse for videnskab, uddannelse, teknologi og kultur; han talte flere sprog, støttede forskere og kunstnere og var en synlig repræsentant for landet i udlandet.
Som monark forsøkte Pedro II at balancere konservative og liberale kræfter i det brasilianske samfund. Spørgsmålet om slaveri var et af de største sociale og politiske anliggender i hans regeringstid. Selvom han personligt var imod slaveriet, søgte han ofte gradvise løsninger gennem lovgivning og politisk pres. Den endelige afskaffelse kom i 1888 med den såkaldte "Guldlov" (Lei Áurea), underskrevet af hans datter, prinsesse Isabel, som fungerede som regent i hans fravær.
Regeringens stabilitet svækkedes i slutningen af 1800-tallet af stigende republikanske stemninger i hæren og blandt politiske grupper. Den 15. november 1889 blev kejserdømmet afsat ved et militærkup ledet af Deodoro da Fonseca, og Brasilien blev en republik. Pedro II og hans familie blev sendt i eksil; han tilbragte sine sidste år i Europa og døde i Paris i 1891.
Pedro II havde tætte familierelationer i Europas kongehuse og var i slægtskab med flere fremtrædende dynastier. Han var nevø til Miguel I (på faderens side) og stod i slægtskabsforbindelser — gennem både moderens og faderens familier — med andre europæiske fyrstehoveder, herunder Napoleon Bonaparte, Napoleon II, Franz Joseph I og Maximilian I af Mexico. Han var Maria da Glória's yngste bror og onkel til kongerne Pedro V og Luís I.
Pedro II efterlod sig et komplekst arv: han huskes som en belæst, kulturinteresseret og ofte velanskreven statsmand, der bidrog til moderniseringen af Brasilien, men hvis regime samtidig blev kritiseret for ikke at kunne imødegå de sociale og politiske kræfter, der i sidste ende førte til monarkiets fald. Hans personlige ry som en fredelig og oplyst hersker gjorde ham respekteret i udlandet, og hans betydning for Brasiliens 19. århundrede er stadig genstand for historisk vurdering.
