Mu'izz ad-Din Muhammed Ghori (persisk: معز الدین محمد غوری) (1149 - 15. marts 1206) var sultan af det ghuridiske imperium. Han regerede fra 1173 til 1202 sammen med sin bror Ghiyath ad-Din Muhammed og fortsatte som øverste hersker fra 1202 til sin død i 1206. Han er ofte omtalt som Muhammed af Ghor, og hans fødenavn var Shihab ad-Din. Mu'izz ad-Din stammede fra Ghor-regionen i det, der i dag er det centrale Afghanistan, og hans familie var en del af det ghuridiske dynastis ledende slægt.
Baggrund og styring
Mu'izz ad-Din og hans bror Ghiyath byggede et rige, der hurtigt blev persificeret i administration og kultur: persisk blev sprog for hofet og forvaltningen, og mange af de militære og administrative metoder var præget af mellemøstlige mønstre, herunder brugen af slave-soldater (mamluker) og udsending af trofaste guvernører til de erobrede områder. De to brødre arbejdede ofte i samarbejde, hvor Ghiyath håndterede vestlige fronter og interne anliggender, mens Mu'izz ledede felttogene mod subkontinentet.
Militære erobringer i Centralasien og Indien
I 1173 erobrede Mu'izz ad-Din byen Ghazni fra Mahmud af Ghazni, som en del af ghuridernes kamp for at genvinde kontrol over tidligere ghaznavidiske områder. Ghazni blev en vigtig base for de videre felttog mod det nordlige Indien. Samtidig hjalp han sin bror Ghiyath med at konsolidere magten mod regionale rivaler og udvide kontrollen over Khorasan i Vestasien.
Mu'izz førte flere ekspeditioner ind i det indiske subkontinent: i 1175 erobrede han Multan fra det lokale Hamid Ludi-styre og indtog også Uch samme år. I 1186 besatte han det ghaznavidiske fyrstedømme Lahore, som havde tjent som tilflugt for hans persificerede fjender. De vigtigste engagementer i Indien inkluderer de berømte slag ved Tarain (1191 og 1192), hvor han først blev slået af den hinduistiske kong Prithviraja III, men året efter vandt en afgørende sejr, som brød den etablerede nordindiske modstand og åbnede vejen for langvarige muslimske styreformer i Nordindien.
Efter sejrene i Nordindien udviklede Mu'izz et system, hvor han indsatte loyale generaler og tidligere slaver som guvernører. En af disse var Qutbu l-Din Aibak, en tidligere slave (mamluk) af Mu'izz, som spillede en central rolle i at konsolidere ghuridernes styre i Indien og senere blev den første sultan af Delhi. Ghuridernes administration og militære struktur lagde dermed grundlaget for det, der efterfølgende udviklede sig til Delhi-sultanatet.
Død og eftermæle
Mu'izz ad-Din blev myrdet den 15. marts 1206 nær floden Jhelum (i det nuværende Pakistan). Mordet skabte et magtvakuum i rigerne, og selv om ghuridernes generaler og guvernører bevarede kontrol over store dele af Indien, svækkedes centralmagten i de tidligere ghuridiske hjemlande i Centralasien.
Efter hans død førte interne stridigheder og eksterne angreb til, at dele af det ghuridiske rige faldt fra hinanden. Ifølge kilder overtog khwarizmianerne omkring 1215 store dele af de ghuridiske områder i vest. Ghuridernes politiske enhed viste sig kortvarig, men deres militære og administrative arv havde en varig virkning: de havde etableret muslimsk styre i store dele af det nordlige Indien, og de første herskere i den nye delhisultans dynasti var ofte tidligere ghuridiske tjenestemænd eller formerede slaver. Senere, i løbet af de næste århundreder, kom regionerne under andre store magter, herunder timuriderne, men Mu'izz' indsats anses af historikere som en nøglebegivenhed i den politiske og kulturelle omdannelse af det indiske subkontinent.
Historisk betydning
- Militær og politisk grundsten: Mu'izz ad-Dins felttog banede vejen for oprettelsen af muslimske stater i Nordindien, herunder det tidlige Delhi-sultanat.
- Kulturel og administrativ indflydelse: Ghuridernes persificerede hof og brug af persisk som administrativt sprog påvirkede regionens kultur, kunst og arkitektur.
- Langsigtet arv: Selv om det ghuridiske rige som politisk enhed var kortlivet, førte deres erobringer til varige institutioner — militære, administrative og religiøse — som formede Sydasiens middelalderlige historie.
Mu'izz ad-Din Muhammed Ghori står i historien som en af de centrale personligheder i overgangen til en ny politisk orden på det indiske subkontinent. Hans kombination af militær håndelag, brug af loyale kommandører og etablering af administrative strukturer skabte grundlaget for eftertidens muslimske riger i Sydasien.