Juan Manuel Santos Calderón (født den 10. august 1951) er en colombiansk politiker, der var Colombias præsident fra 7. august 2010 til 7. august 2018. Han afløste Álvaro Uribe og førte en politik, der markerede afstand til flere af Uribes prioriteringer, især ved at fokusere mere på sociale programmer og på at løse den langvarige væbnede konflikt i landet.

Tidlige år og uddannelse

Santos er født ind i en af Colombias mest politisk indflydelsesrige familier. Han er uddannet i USA og er fortrolig med teknologi. Før han gik ind i højere politiske embeder, arbejdede han også i medier og økonomi og fik senere poster i forskellige regeringsministér.

Politisk karriere før præsidentskabet

Før sit præsidentskab havde Santos en lang karriere i statens tjeneste med flere højtstående poster, herunder ministreposter og særlige opgaver i regeringen. Han var blandt andet forsvarsminister i Uribe-regeringen, en rolle hvor han opnåede international opmærksomhed for den hårde linje mod guerilla- og kriminelle grupper, samtidig med at han opbyggede erfaring i sikkerhedspolitik og forhandlinger.

Præsidentskab 2010–2018

Santos blev valgt præsident i 2010 og genvalgt i 2014, og hans to perioder var præget af en blanding af økonomiske reformer, sociale initiativer og et stærkt fokus på fredsforhandlinger. Han sagde ved sin indsættelse:

"Jeg vil stå i spidsen for en national samlingsregering, som vil skabe social velstand for alle colombianere... Hvis vi vil have økonomisk og social udvikling, er vi nødt til at skabe enhed mellem os."

Et gennemgående mål for hans regering var at reducere fattigdom, forbedre uddannelse og sundhed samt udvikle infrastruktur i hele landet. Samtidig arbejdede Santos for at forbedre Colombias relationer til nabolandene og til det internationale samfund.

Fredsproces med FARC og Nobels fredspris

Det mest markante initiativ i Santos' præsidentskab var fredsprocessen med FARC-militsen. Efter årtier med konflikt ledte Santos forhandlinger, der i 2016 førte til en aftale mellem den colombianske regering og FARC. Aftalen var kontroversiel i Colombia: den blev først afvist i en folkeafstemning, men blev efterfølgende revideret og ratificeret gennem andre politiske procedurer. Aftalen indebar blandt andet demobilisering af mange FARC-soldater, deres overgang til politisk deltagelse og etablering af særlige sandheds- og retsmekanismer for krigsforbrydelser. Der var også kritik fra indenlandske politiske modstandere, herunder Álvaro Uribe, som mente, at vilkårene var for lempelige over for FARC.

For sit arbejde med at afslutte den langvarige konflikt modtog Santos Nobels fredspris i 2016. Nobelkomiteen fremhævede hans beslutsomhed for at bringe fred til Colombia efter årtiers borgerkrig.

Kritik, arv og eftertid

Santos' præsidentskab efterlader et blandet eftermæle: på den ene side anerkendelse internationalt for fredsarbejdet og for sociale investeringer; på den anden side hjemlig kritik og politisk modstand mod nogle af aftalernes bestemmelser samt debat om, hvor effektivt aftalen har kunnet gennemføres i praksis. FARC omdannede sig til et politisk parti, men der har været tilbagevendende problemer med dissidenter og fortsat vold i nogle regioner.

Efter at have forladt præsidentembedet den 7. august 2018 blev Santos erstattet af den konservative Iván Duque Márquez. Santos fortsætter med at være en fremtrædende figur i colombiansk politik og offentlig debat, både som fortaler for fredsaftalen og som en politisk skikkelse, der har måtte håndtere både ros og kritik.

Privatliv

Santos er gift med María Clemencia Rodríguez Múnera (ofte omtalt som María) og har børn. Han er kendt for sit private engagement i kultur og medier samt for at have stærke familierødder i Colombias politiske historie.