Frederik II (1194–1250) – Helligromersk kejser, Siciliens konge og kulturmæcen

Frederik II (1194–1250): magtfuld helligromersk kejser, siciliensk konge og kulturmæcen — polyglot, diplomat og "stupor mundi", der formede middelalderens politiske og intellektuelle landskab.

Frederik 2. (26. december 1194 - 13. december 1250) var en af de mest magtfulde hellige romerske kejsere i middelalderen og overhoved for Hohenstaufen-huset. Hans politiske og kulturelle ambitioner, der havde deres udgangspunkt på Sicilien og strakte sig gennem Italien til Tyskland og endda til Jerusalem, var enorme. Hans fjender, især paverne, sejrede imidlertid, og hans dynasti brød sammen kort efter hans død. Historikere har søgt efter superlativer til at beskrive ham, som i professor Donald Detwilers tilfælde, der skrev:

Frederik var en mand af usædvanlig kultur, energi og dygtighed - han blev af en samtidig krønikeskriver kaldt stupor mundi (verdens vidunder), af Nietzsche den første europæer og af mange historikere den første moderne hersker - og han etablerede på Sicilien og i Syditalien noget, der meget lignede et moderne, centralt styret kongerige med et effektivt bureaukrati.

Han betragtede sig selv som en direkte efterfølger til de romerske kejsere fra antikken og var romerneskejser fra sin pavelige kroning i 1220 til sin død; han gjorde også krav på titlen som romernes konge fra 1212 og var ubestridt indehaver af dette monarki fra 1215. Som sådan var han konge af Tyskland, Italien og Burgund. I en alder af tre år blev han kronet til konge af Sicilien som medregent sammen med sin mor, Constance af Hauteville, datter af Roger II af Sicilien. Hans anden kongetitel var konge af Jerusalem i kraft af ægteskab og hans forbindelse med det sjette korstog.

Tidlige år og tronfølge

Frederik var søn af kejser Henrik VI og Constance af Sicilien. Som barn voksede han op i det multikulturelle og flersprogede miljø på Sicilien, hvor det normanniske, græske, arabiske og latinske kulturmøde prægede hans opvækst. Som ung blev han udpeget til arving af både det tysk-romerske rige og det sicilianske kongerige, hvilket gjorde ham til en af Europas mest magtfulde troner allerede i voksenalderen.

Konge, kejser og de politiske stridigheder

Som konge og senere kejs er førte Frederik en ambitiøs politik for at styrke den centrale magt. Han arbejdede systematisk på at bygge et effektivt bureaukrati og et velorganiseret retssystem i sit syditalienske rige, kendt som Regno. Hans reformer gjorde administrationen mere centraliseret end hos mange samtidige fyrster. Samtidig førte hans forsøg på at samle magten i Italien ham i langvarige konflikter med bystaterne i Norditalien (Lombardiet) og især med pavemagten, der så hans samlede magt som en trussel mod kirkens egen indflydelse i halvøen.

Forholdet til pavedømmet

Frederik kom i alvorlig konflikt med flere paver og blev i løbet af sit liv ekskommunikeret adskillige gange. Han var ofte i krig med pavedømmet, da han var indespærret mellem Frederiks landområder i Norditalien og hans kongerige Sicilien (Regno) i syd, og derfor blev han fire gange ekskommunikeret og ofte udskældt i pro-papelige krøniker fra den tid og siden. Pave Gregor IX gik så vidt som til at kalde ham en Antikrist. Konflikten kulminerede i direkte militære sammenstød, pavelige alliancer imod ham og i lange juridiske og religiøse stridigheder om kejserens rettigheder i Italien.

Lovgivning og administration

Et af Frederiks mest varige bidrag var hans lovgivning og organisatoriske reformer. I 1231 udstedte han det omfattende lovkompendium kendt som Liber Augustalis eller Constitutiones Regni Siciliæ (ofte omtalt som Konstitutionerne af Melfi). Disse bestemmelser fastsatte en centraliseret forvaltning, regler for embedsførelse, skatteordninger og retspleje. Som en del af hans reformprogram forbød han også udtrykkeligt visse traditionelle retsmidler, bl.a. prøvelsesretssager, som han anså for irrationelle — en forløber til mere rationelle procesregler.

Korstoget og rollen i Orienten

Frederiks forhold til Det Hellige Land adskilte sig fra mange andre korstogsherrers. Han giftede sig med Isabella II af Jerusalem (kendt som Jolanda/Yolande) og fik dermed krav på kongetitlen i Jerusalem. I forbindelse med det sjette korstog (1228–1229) førte han en diplomati-baseret kampagne mod aÿtlerne i Egypten, hvor han indgik forhandlinger med den ayyubidiske sultan al-Kāmil. Gennem forhandlinger genvandt han til dels kontrollen over Jerusalem, Nazareth og andre steder og blev kronet til konge af Jerusalem i 1229 — opnået mere ved forhandling end ved slag.

Kultur, videnskab og patronage

Frederik var usædvanligt kultiveret og talte ifølge samtidige seks sprog: latin, siciliansk, tysk, fransk, græsk og arabisk. Han var en aktiv mæcen for videnskab, lærde og kunstnere og samlede et tværkulturelt hof i Palermo, hvor både kristne, muslimer og jøder kunne arbejde og oversætte viden. Ved hans hof blev der fremmet oversættelser af klassiske og arabiske værker — en vigtig kanal for transmission af antikkens og den arabiske verdens viden til Vest- og Centraleuropa. Den skotske oversætter Michael Scot og andre intellektuelle arbejdede i og omkring hans kreds.

Frederik spillede en vigtig rolle i forbindelse med fremme af litteraturen gennem den sicilianske poesiskole. Ved hans sicilianske kongelige hof i Palermo fra omkring 1220 til hans død blev der for første gang anvendt en litterær form for et italiensk-romersk sprog, siciliansk. Den poesi, der udgik fra skolen, havde en betydelig indflydelse på litteraturen og på det, der skulle blive det moderne italienske sprog. Skolen og dens poesi blev hyldet af Dante og hans ligesindede og går mindst et århundrede forud for brugen af det toscanske idiom som Italiens litterære elitesprog. Blandt de nærmeste italienske bidragere i form af formmæssige nyskabelser nævnes bl.a. udviklingen af sonetten, som ofte tilskrives digtere fra denne kreds.

Udover intellektuel patronage interesserede Frederik sig for naturhistorie og jagtkunst; han er forfatteren af det detaljerede værk De arte venandi cum avibus om falkoneri og dyreadfærd, som afspejler hans empiriske interesse for naturen.

Familie, opstande og senere år

Frederiks regeringstid var også præget af interne opstande. Hans ældste søn, Henrik (senere kaldt Henrik VII), blev konge af Tyskland, men gjorde oprør mod sin far og blev afsat. Andre sønner, herunder Konrad (Conrad IV), spillede roller i både italiensk og tysk politik. I Norden og i det tysk-romerske imperium var hans forsøg på at fastholde stærk imperial kontrol ofte mødt med lokal modstand fra fyrster og byer. Selv efter militære sejre, som f.eks. i konflikten mod Lombarderne, blev det umuligt for ham permanent at genopbygge et fuldt centraliseret imperium i Norditalien.

Død og eftermæle

Frederik døde den 13. december 1250 i Castel Fiorentino i Apulien. Han blev begravet i Palermos domkirke. Efter hans død svækkedes Hohenstaufen-dynastiet markant: hans søn Konrad IV efterfulgte ham, men efterfølgende generationers interne stridigheder og ydre angreb betød, at dynastiets magt hurtigt gik tilbage, og inden for få årtier ophørte Hohenstaufen-familiens rolle som en altoverskyggende europæisk magtfaktor.

Vurdering

Frederiks liv og regeringstid rummer paradokser: som centraliserende hersker og reformator søgte han at indføre en rationel administration og et moderne retssystem, men hans magtmodsætninger med pavemagten og de lokale magthavere førte til langvarige konflikter. Som kulturmecen og lærerigt samlingspunkt for videnskab og litteratur betragtes han som en afgørende figur i overgangen mellem middelalderlig og tidligt moderne Europa — en hersker, der i samtidiges og eftertidens øjne var både stupor mundi og en farlig konkurrent til kirkens magt.

Efter hans død uddøde hans slægt hurtigt, og Hohenstaufen-huset ophørte med at eksistere som en dominerende magtfaktor i Europa.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvem var Frederik II?

Spørgsmål: Hvad sagde professor Donald Detwiler om ham?

Spørgsmål: Hvor mange sprog talte Frederik?

Spørgsmål: Hvilken indflydelse havde hans hof på litteraturen?

Spørgsmål: Hvilken titel havde han i forhold til Jerusalem?

Spørgsmål: Hvor ofte blev han ekskommunikeret af pave Gregor IX?

Søg efter bogstav