Edward Balliol (1283–1367) — Skotsk tronkræver, konge 1332–1336
Edward Balliol (1283–1367) — skotsk tronkræver og omstridt konge 1332–1336; søn af John Balliol, allieret med engelske konger i kampen om Skotlands trone.
Edward Balliol (ca. 1283–1367) var en skotsk tronkræver og søn af John Balliol. Som ældste søn gjorde han krav på den skotske trone fra omkring 1314 og frem til midten af 1350'erne, men hans faktiske regeringstid var kort og præget af engelsk støtte: formelt regerede han 1332–1336. John Balliol var blevet afsat og ført bort efter de første faser af de skotske frihedskampe, hvor bl.a. Robert I og William Wallace spillede centrale roller som modstandere af den Balliol-støttede linje.
Baggrund og krav på tronen
Edward voksede op i eksil i England efter sin fars afsættelse i 1296. Balliol-familien havde et arveretligt grundlag for krav på tronen, men politisk stod Edward i skarp modsætning til de ledere, der førte Skotland mod uafhængighed. Hans mulighed for at gøre krav var tæt knyttet til engelsk involvering i skotske anliggender: han søgte støtte hos de engelske konger og hos grupper af skotske adelige, der var blevet berøvet jord og titler under Robert Bruce — ofte omtalt som "the Disinherited".
Invasionen 1332 og kroningen
I august 1332 invaderede Edward Balliol Skotland med en hær sammensat af disinheritter og engelske støtter. Han vandt en afgørende sejr ved slaget ved Dupplin Moor (10. august 1332), hvorefter han kort tid efter blev kronet i Scone (24. september 1332). Hans magt hvilede dog på militær støtte fra England og på loyale fraktioner af skotsk adel frem for bred folkelig opbakning.
Modstand, vekslende held og afhængighed af England
Balliols tid som konge var urolig: han oplevede både genvordigheder og korte genoprettelser af magten. Bruce-loyalister gjorde modstand, og Balliol måtte flere gange flygte til England. Den engelske krone under Edward I (Edward Longshanks) og senere engelske konger spillede en central rolle i hans muligheder; hans forbindelse til England gjorde, at mange skotter aldrig anerkendte ham som deres retmæssige konge.
Efterspil og senere år
Efter 1336 mistede Edward reelt kontrollen over Skotland, selvom han fortsat fremførte og periodevis genoplivede sit krav i årene derefter. Han forblev en nyttig brik i engelsk politik i Skotland og deltog i forhandlinger og kampagner, men endelig var hans position svag og afhængig af, om England ønskede at støtte ham militært og politisk. Ifølge samtidige kilder og senere historieskrivning trådte han gradvist tilbage fra aktivt at søge tronen i løbet af 1350'erne; han døde i 1367, stadig i eksil og uden at have opnået bred anerkendelse som Skotlands konge.
Betydning og arv
Edward Balliols skiftende hævdelser og kortvarige regering bidrog til Den anden skotske uafhængighedskrigs kompleksitet. Han opfattes i traditionel skotsk historieskrivning ofte som en marionet for engelsk indblanding og som en kontrast til Bruce-dynastiets bestræbelser på at befæste skotsk uafhængighed. Hans bestræbelser illustrerer, hvordan arveretlige krav, fordrevet adel og udenlandsk støtte kunne påvirke middelalderens skotske politiske landskab.
Søge