Cosimo III de' Medici (14. august 1642 – 31. oktober 1723) var den næstsidste storhertug af Toscana. Han regerede fra 1670 til 1723 — en regeringstid på over 50 år, den længste i Toscanas historie. Cosimo var den ældste søn af storhertug Ferdinando II af Toscana og overtog tronen i en tid med politisk stabilitet, men voksende økonomiske problemer, som under hans lange styre blev forværret.
Tidlige år og regeringsstil
Cosimo III var dybt religiøs og politisk konservativ. Hans regering var kendetegnet ved mange love og forskrifter, ofte med fokus på moral, offentlig orden og kirkens indflydelse. Han indførte restriktioner på fornøjelser og handelspraksis, styrkede censur og lagde vægt på religiøs disciplin. Disse tiltag blev ofte opfattet som reaktionære og bidrog til et mere tilbagetrukket og mindre dynamisk hofliv sammenlignet med tidligere generationer af Medici.
Økonomi og samfund
Under Cosimo III forværredes Toscans finansielle situation. Eksterne faktorer som faldende handel, manglende industriel udvikling og en generel tilbageløsning i økonomisk innovation gjorde situationen vanskelig. Samtidig betød en række skatter og reguleringer, at både offentlige finanser og handel led. Landet oplevede befolkningsnedgang i visse områder og udvandring af både håndværkere og købmænd, hvilket svækkede den økonomiske base.
Ægteskab og familie
Cosimo giftede sig med Marguerite Louise d'Orléans, en kusine til Ludvig XIV. Ægteskabet blev aldrig lykkeligt: Marguerite Louise fandt sig dårlig tilpas ved det toscanske hof, og forholdet mellem parret var præget af konflikter. Hun forlod til sidst Toscana og trak sig tilbage til Montmartre-klosteret i Paris, hvor hun tilbragte resten af sit liv. Sammen fik Cosimo og Marguerite Louise tre børn: blandt dem var Anna Maria Luisa de' Medici og Gian Gastone de' Medici. Deres ældste søn døde før sin far, og Gian Gastone var den ældste overlevende søn ved Cosimos død.
Arverækkefølge og forsøg på at sikre dynastiet
Cosimo forsøgte i sine senere år at få sin datter Anna Maria Luisa anerkendt som arving til Toscana, da han så dynastiets udsatte position uden sikre mandlige efterkommere. Imidlertid ville Karl VI, den hellige romerske kejser, ikke tillade, at Toscana gik i direkte arvefølge til hende, og de europæiske stormagter havde allerede tegnet planer for Toscanas fremtid. Efter Medici-dynastiets udløb overgik storhertugdømmet i 1737 til huset Lorraine som følge af internationale aftaler.
Eftermæle
Cosimo III efterlod et Toscana, hvor den gamle magt og prestige hos Medici var svekket. Selvom hans strengere moral- og kontrolpolitik vakte kritik, står han historisk som en leder, der søgte at bevare orden og religiøse værdier i en tid med forandring. Hans datter Anna Maria Luisa spillede senere en vigtig rolle i at sikre, at de omfattende kunst- og kulturgenstande fra Mediciernes samlinger forblev i Firenze — en arv, der i dag stadig bidrager til byens kulturhistoriske rigdom.