Christine af Frankrig (Christine Marie; 10. februar 1606 – 27. december 1663) var den anden datter af Henrik 4. af Frankrig og Marie de' Medici. Hun var søster til Ludvig XIII og blev i 1619 gift med den senere Victor Amadeus I, hertug af Savoyen. Ægteskabet indgik som led i de europæiske magtforhold mellem Frankrig og Savoyen, og Christine bragte med sig fransk hoffkultur, sprog og skikke som hurtigt prægede det savoyardiske hof.
Tidligt liv og rolle som hertuginde
Christine voksede op ved det franske hof og modtog en opdragelse, der var typisk for en prinsesse af hendes rang med fokus på etikette, sprog, musik og religiøs dannelse. Hendes mand overtog Savoyens tron i 1630, hvorefter Christine officielt blev hertuginde af Savoyen. Hun indførte franske skikke ved hoffet i Torino og blev kendt for sin smag for mode, kunst og teater. Blandt samtidige opfattedes hun som temperamentsfuld og umiddelbar, men også som en handlekraftig politisk spiller, der brugte sine familieforbindelser til Frankrig aktivt i savoyardisk politik.
Regentskab og magtkampe
Ved Victor Amadeus I's død i 1637 blev Christine udpeget til regent for den mindreårige søn Francis Hyacinth. Efter Francis Hyacinths død i 1638 besteg hendes anden overlevende søn tronen som Charles Emmanuel II, og Christine fortsatte som regent. Hendes regentskab faldt i en periode med stærk konkurrence mellem Frankrig og Habsburgerriget om herredømmet i de italienske områder. Internt førte magtvakuummet efter hertugens død til konflikt med andre medlemmer af det savoyardiske fyrstehus, og i årene efterfulgte en væbnet strid, hvor Christine stod over for oprør og opposition fra enkelte grevelige familiemedlemmer og deres tilhængere.
Christine søgte aktivt støtte hos sit franske ophav og brugte franske tropper og diplomati til at konsolidere sin position i Savoyen. Den udstrakte franske indflydelse under hendes regime styrkede Savoyens bånd til Frankrig, men skabte også modstand blandt partier der foretrak en pro-spansk linje. Officielt var hun regent indtil 1648; efter dette år blev hun formelt trådt tilbage fra regentskabet, men hun bevarede stor politisk indflydelse i Torino langt ind i sin søns regeringstid.
Kultur, administration og arv
Under Christine af Frankrigs tid som hertuginde og regent moderniseredes hoffet i fransk retning. Hun var protektor for kunstnere, arkitekter og teaterkompagnier, og hendes indflydelse førte til, at fransk sprog og kultur fik et markant fodfæste i Savoyen. Administrativt førte hendes tætte forbindelser til Frankrig til reformer og en centralisering af magten efter fransk forbillede, hvilket ændrede både hoflivet og statens omgang med dets undersåtter.
Christine forblev en central politisk skikkelse i Savoyen efter 1648 og indtil sin død den 27. december 1663. Hendes aktive retorik, diplomatisk omgang og kulturelle påvirkning gjorde hende til en af de mest markante kvindelige regenter i regionens historie. Hun efterlod sig et stærkere bånd mellem Savoyen og Frankrig og en arv af kulturudveksling, som prægede det piemontesiske hof i generationer.