Bernard Herrmann (født Maximillian Herman; 29. juni 1911 - 24. december 1975) var en amerikansk komponist, der var kendt for at skrive filmmusik til film.
Han vandt en Oscar for filmen The Devil and Daniel Webster fra 1941. Herrmann arbejdede ofte sammen med instruktøren Alfred Hitchcock, bl.a. i Psycho, North by Northwest, The Man Who Knew Too Much og Vertigo. Han skrev også musik til mange andre film, bl.a. Citizen Kane, Cape Fear og Taxi Driver. Han skrev også musik til radiodramatik, herunder værker for Orson Welles. Han skrev til flere fantasyfilm af Ray Harryhausen og til mange tv-programmer.
Liv og karriere
Bernard Herrmann blev født i New York i 1911 som Maximillian Herman. Han ændrede senere sit navn og opnåede anerkendelse som en af USA's mest markante filmmusikkomponister. Herrmann begyndte sin karriere i radioen, hvor han skrev og arrangerede musik til dramaproduktioner — blandt andet samarbejdede han med Orson Welles og hans Mercury Theatre. Over årene arbejdede han på tværs af medier: radio, film, tv og koncerter.
Stil og arbejdsmetode
Musikalsk var Herrmann kendt for sin dramatiske, ofte mørke og psykologisk præcise musik. Han brugte hyppigt gentagelser, tætte harmonier og innovative orkestreringsteknikker for at understøtte filmens stemning og karakterer. Et af hans mest berømte greb er brugen af kun strygere i Psycho, hvilket skabte en skarp, kold klang og bidrog væsentligt til filmens intensitet. I Vertigo og andre scores arbejdede han med leitmotiver og komplekse, symfoniske strukturer, men han kunne også skrive mere sparede eller eksotiske textures for at matche filmens behov.
Samarbejder og konflikter
Herrmanns samarbejde med Alfred Hitchcock regnes som et af de vigtigste instruktør–komponist-partnerskaber i filmhistorien. Samtidig var samarbejdet ikke altid uden gnidninger: i midten af 1960'erne opstod en åben konflikt omkring scoretildelingen til filmen Torn Curtain (1966), og Herrmann blev derefter afskediget af Hitchcock, hvorefter de aldrig arbejdede sammen igen.
Udvalgte værker og præstationer
- The Devil and Daniel Webster (1941) – Academy Award for bedste musik/score.
- Citizen Kane (1941) – samarbejde med Orson Welles; et af de tidlige store filmprojekter.
- Vertigo (1958), North by Northwest (1959), Psycho (1960) – ikoniske scores i samarbejde med Hitchcock.
- Cape Fear (1962) og senere Taxi Driver (udgivet posthumt 1976) – eksempler på hans evne til at skabe intens, psykologisk musik til spændingsfyldte film.
- Radiodramatik og tv – omfattende arbejde, især i 1930'erne og 1940'erne.
Senere år og død
Herrmann fortsatte med at skrive og dirigere musik indtil sin død. Han døde i Los Angeles den 24. december 1975. Flere af hans seneste værker, herunder musikken til Taxi Driver, blev udgivet efter hans død og betragtes ofte som nogle af hans stærkeste, mest udtryksfulde scores.
Arv og betydning
Bernard Herrmanns arbejde har haft stor indflydelse på efterfølgende generationer af filmkomponister. Hans tilgang til orkestrering, hans sans for at afstemme musikalsk farve med psykologisk indhold og hans evne til at gøre musikken til en aktiv fortællende kraft i film har gjort ham til et forbillede for mange. I dag bliver hans scores stadig opført i koncerter, genudgivet på plader og studeret af filmskabere og musikere verden over.