Folkeafstemning i Quebec i 1980

Baggrund

Quebec, der har været en provins i det canadiske forbund siden grundlæggelsen i 1867, har altid været den eneste provins, hvor det mest udbredte sprog er fransk. Quebec har også historisk set været meget forbundet med fransk kultur og den katolske kirke, som blev betragtet som den nationale kirke, da de franske kolonister begyndte at bosætte sig i det, der blev Quebec. Mange quebecoere sætter stor pris på deres franske identitet og kultur. I begyndelsen af 1960'erne gennemgik Quebec en stille revolution, hvor politikerne adskilte kirkens rolle fra de offentlige organisationers rolle i en proces kaldet sekularisering. I denne periode begyndte politiske grupper i provinsen at identificere sig som føderalister (som ønskede at være en del af et forenet Canada) og suverænister (som ønskede, at Quebec skulle blive en suveræn nationalstat, der var adskilt fra Canada).

En fremtrædende suverænitetstilhænger var René Lévesque, som var med til at stifte Parti Québécois (PQ) sammen med ligesindede separatister. PQ foreslog "suverænitetsassociation", et forslag om, at Quebec skulle være en suveræn nationalstat og samtidig dele et økonomisk partnerskab med Canada. PQ havde oprindeligt planlagt at erklære uafhængighed ved regeringsdannelsen uden at sætte det til afstemning i Quebec. I stedet for at gøre dette valgte PQ at bruge en folkeafstemning, så det internationale samfund ville være mere tilbøjeligt til at acceptere dem som en virkelig uafhængig nation.

PQ vandt valget i 1976 og slog de regerende liberale partier i Quebec. PQ's valgprogram indeholdt et løfte om at afholde en folkeafstemning om suverænitetsassociering i løbet af deres første valgperiode. I regeringen skabte PQ en række populære reformer for at løse langsigtede problemer i provinsen, herunder frankofone nationalistiske love som lovforslag 101, der styrkede fransk som provinsens officielle sprog.

PQ's overbevisninger var i konflikt med den føderale liberale regering under Pierre Elliot Trudeau, som ikke var enig i Quebecs suverænitet. Trudeau opfordrede i stedet Quebec-borgerne til at søge at få indflydelse på føderalt niveau gennem reformer, der gav mulighed for tosprogethed og beskyttelse af individuelle rettigheder. Trudeau blev anset for at være en så stor modstander af Quebecs suverænitet, at Lévesque nægtede at udskrive en folkeafstemning, mens Trudeau var premierminister.

De Progressive Konservative under ledelse af Joe Clark fik en mindretalsregering ved det føderale valg den 22. maj 1979. Clarks mindretalsregering lagde vægt på, at forbundsregeringen ikke blev inddraget i folkeafstemningen og overlod det til Claude Ryan, den nye leder af Quebecs liberale parti, at repræsentere føderalistiske stemmer.

Den 21. juni 1979 meddelte Lévesque, at den lovede folkeafstemning ville finde sted i foråret 1980, og at spørgsmålet på stemmesedlen ville blive offentliggjort inden jul.

Optakten til folkeafstemningskampagnen

Den 1. november 1979 offentliggjorde Quebecs regering sit forfatningsmæssige forslag i en hvidbog med titlen Québec-Canada: En ny aftale. Quebec-regeringens forslag til et nyt partnerskab mellem ligeværdige parter: Suverænitet-Associering.

Der skete en dramatisk ændring i Ottawa den 11. december 1979, da Clark-regeringen uventet tabte en tillidsafstemning om et budgetforslag, hvilket tvang til et føderalt valg. Tre dage efter meddelte Trudeau, at han vendte tilbage som leder af de liberale. Meningsmålinger viste, at Clark tabte klart.

Spørgsmål

Formuleringen af spørgsmålet til folkeafstemningen var genstand for debat mellem medlemmerne af partiet Québécois' gruppe. Nogle foretrak en enkel formulering, der fokuserede på, at Quebec skulle blive suverænt uafhængigt af Canada. Lévesque var klar over, at en suverænitetstilknytning ville kræve forhandlinger med den canadiske regering. Lévesque besluttede, at spørgsmålet skulle skrives således, at det gav Quebecs regering beføjelse til at forhandle med Canadas regering, og at hvis folkeafstemningen blev vedtaget, ville de have en anden folkeafstemning efter at have indgået en aftale med den canadiske regering, så Quebecerne kunne godkende aftalen eller stemme imod den. Han mente også, at sikkerheden ved en anden folkeafstemning ville overbevise de svingende vælgere om at stemme "ja".

Der opstod en betydelig debat om, hvorvidt et "spørgsmål" i henhold til folkeafstemningsloven kunne have mere end én sætning: det endelige kompromis blev at bruge semikolon.

Det spørgsmål, der blev offentliggjort den 20. december 1979, var:

"Quebecs regering har offentliggjort sit forslag om at forhandle en ny aftale med resten af Canada på grundlag af nationernes ligestilling; denne aftale vil give Quebec mulighed for at få enekompetence til at vedtage sine egne love, opkræve sine skatter og etablere forbindelser med udlandet - med andre ord suverænitet - og samtidig opretholde en økonomisk associering med Canada, herunder en fælles valuta; enhver ændring af den politiske status, der følger af disse forhandlinger, vil kun blive gennemført med folkelig godkendelse ved en ny folkeafstemning; giver De på disse betingelser Quebecs regering mandat til at forhandle den foreslåede aftale mellem Quebec og Canada?"

Lévesque bemærkede, at den var besværlig, men erklærede samtidig, at den var gennemsigtig og let forståelig.

Lovgivningsmæssig debat

Den 18. februar 1980 fik de føderale liberale et flertal i Underhuset, og Trudeau vendte tilbage som premierminister. Trudeau meddelte, at Jean Chrétien havde ansvaret for den føderale reaktion på folkeafstemningen.

Fjernsynet var for nylig blevet indført i Quebecs nationalforsamling, og den lovgivende debat om folkeafstemningsspørgsmålet var planlagt til direkte tv-udsendelse i den bedste sendetid den 4. marts 1980. Debatten varede to uger, og resultatet var en succes for PQ og en katastrofe for provinsens liberale partier. PQ-kabinettet, der blev koordineret af parlamentsformand Claude Charron, fremlagde detaljerede skitser af deres sager og de fordele, som suverænitet ifølge dem ville give dem. De liberale havde ikke tænkt på, at tv-seerne ville opfatte deres hurtige og hånlige replikker om folkeafstemningsspørgsmålet som uvæsentlige i forhold til PQ-medlemmernes lange og detaljerede taler. De liberale syntes at mangle forberedelse, og Ryan, der ikke var klar over tv-kameraerne, blev taget i at gabe ved et par lejligheder under de liberale indlæg.

De meningsmålinger, der blev offentliggjort efter debatterne, viste, at ja- og nej-siden var nogenlunde lige store, med et flertal blandt de fransktalende vælgere for ja-siden.

Brunch des Yvettes

Mindre nyttig for ja-kampagnen var en tale af den tidligere tv-vært Lise Payette til en komité i Montreal, hvor hun gjorde grin med det, hun anså som nej-sidens selvtilfredshed, ved at forestille sig en person, der planlagde at stemme nej, som en Yvette - en føjelig skolepige fra skolebøgerne fra før den stille revolution. Payette brugte også dette som et generelt tema i den lovgivende forsamling. Payette udtalte, at Ryan ønskede et Quebec fuld af "Yvettes", og at hans kone, Madeline Ryan, var en Yvette. Lise Bissonnette, en populær journalist, reagerede på Payettes personlige angreb ved at skrive en sarkastisk lederartikel, der sammenlignede Payettes tv-karriere med fru Ryans bedrifter i den offentlige og private sektor.

Payette undskyldte sig under debatten om lovgivningen, men bemærkningen og lederartiklen udløste en bevægelse. Den 30. marts afholdt en gruppe på 1.700 kvinder, herunder Madeline Ryan, brunch des Yvettes på Château Frontenac i Quebec City. Bevægelsen voksede indtil en demonstration i Montreal Forum den 7. april, hvor 14.000 kvinder fordømte ministerens udtalelser om kvinder og gav udtryk for deres støtte til "nej"-siden.

Kampagne

Den 15. april meddelte Lévesque i nationalforsamlingen, at folkeafstemningen ville finde sted den 20. maj 1980. Samme dag, ved åbningen af Underhuset, meddelte Trudeau, at Canadas regering under ingen omstændigheder ville forhandle om suverænitetsassociering, da han anså spørgsmålet for vagt og den canadiske regerings autoritet for usikker til at gøre det. Han erklærede også, at spørgsmålet var for vagt til at give Lévesque og PQ et mandat til at erklære uafhængighed, hvilket gjorde ethvert resultat af et "ja" umuligt; derimod tilbød han, at et "nej" ville føre til forfatningsmæssige ændringer. Hans holdning blev støttet af Clark og den nationale NDP-leder Ed Broadbent.

Ja-kampagnen var i de indledende faser ikke særlig aktiv. Den fokuserede på at opnå bred accept af suverænitetsassocieringen gennem specialiserede "grupperinger", der ville blive præsenteret med særlige certifikater ved ceremonier ledet af Lévesque og andre ministre. Grupperingerne blev set som et forsøg på at vise bred opbakning til bevægelsen og skabe samtaler på bundniveau, men forsøget på at oprette dem i nogle stærkt føderalistiske erhverv, såsom advokater, udløste en alvorlig modreaktion.

Nej-kampagnen, der blev ledet af Ryan, blev ført som en traditionel valgkampagne, hvor Ryan førte kampagne om dagen og holdt taler i lokale hockeyarenaer i landdistrikterne i Quebec.

Det er kontroversielt, at den canadiske regering på egen hånd blev involveret i folkeafstemningen på trods af bestemmelserne i den provinsielle folkeafstemningslov, som begrænsede al kampagnevirksomhed til de udpegede "ja"- og "nej"-komitéer med faste budgetter. Politikere fra den canadiske regering optrådte koordineret af justitsminister Jean Chrétien og Marc Lalonde og spekulerede især i den økonomiske usikkerhed, som et "ja" kunne medføre. Chrétien hævdede, at det fremtrædende PQ-medlem Claude Morin ville ofre Canadas olie- og nationalgaspris for at køre i en ambassadør Cadillac. Lalonde hævdede, at alderspensionerne var direkte truet af et "ja". Selv om Ryan i første omgang var tilbageholdende, begyndte han at acceptere og hilse den canadiske regerings hjælp velkommen og fortsatte med at tale i hele Quebec.

Folkeafstemningen gav anledning til en uhørt politisk mobilisering, og kampagnen blev opfattet som en traumatisk begivenhed i Quebec, da det svære valg mellem "ja" og "nej" ødelagde den nationalistiske konsensus, der havde eksisteret siden den stille revolution.

Trudeau i Paul Sauvé Arena

Den 14. maj, seks dage før afstemningen, gav Trudeau sin sidste koncert i en fyldt Paul Sauvé Arena, hvor PQ havde fejret sin sejr i 1976. Trudeau angreb ja-kampagnen for ikke at stille et klart spørgsmål og erklærede, at en ja-afstemning var en blindgyde, da resten af Canada ikke var bundet af spørgsmålet, og at det var for vagt til at forfølge uafhængighed, hvis forhandlingerne blev afvist.

Trudeau erklærede derefter, at han ville fortolke et nej som et mandat til at forny føderalismen og ændre forfatningen, og at han ville sætte sine parlamentsmedlemmers pladser på spil, hvis han ikke kunne holde dette løfte. Trudeau henvendte sig til canadiere uden for Quebec på vegne af sine parlamentsmedlemmer og udfordrede det engelske Canada om, at der måtte ske forandringer, og at folkeafstemningen ikke kunne tolkes som en godkendelse af status quo.

Herefter ramte Trudeau et følelsesmæssigt højdepunkt og henviste til en bemærkning fra Lévesque nogle dage tidligere om, at han viste sin "Elliott"-side under valgkampen. Trudeau fortalte historien om sine forældre, som begge havde mange forfædre i Quebec, og bemærkede, at hans fulde navn både var et québécois- og et canadisk navn. Trudeau begyndte derefter at opregne medlemmer af Parti Québécois, som havde irske eller engelske efternavne. Denne replik fik publikum til at gå i oprør, og Trudeau forlod stedet til råb om "Elliott".

Talen, som fik Morin til at spørge, om han havde skiftet mening, blev set som dødsstødet for "Ja"-lejren, på trods af Lévesques forsøg på at så tvivl om Trudeaus ord.

Resultater

Umiddelbare eftervirkninger

Efter det skæve nederlag talte en tydeligt følelsesladet Lévesque til sine tilhængere, hvoraf mange blev vist på skærmen i tårer over resultatet. Lévesque indledte sin indrømmelsestale med at sige: "Mine kære venner, hvis jeg forstår jer rigtigt, siger I: 'til næste gang'." I talen kaldte han den canadiske regerings indblanding i valgkampen for "skandaløst umoralsk" og understregede, at resultatet måtte accepteres, og at det nu var den canadiske regerings ansvar at sørge for de ændringer i forfatningen, som Trudeau havde lovet. Lévesque sluttede af med at bede publikum om at synge "Gens du Pays" for ham, da han ikke havde nogen stemme tilbage.

Claude Ryan holdt sin tale senere på aftenen. Efter at have nægtet at lade Jean Chrétien bruge mikrofonen til at tale til de forsamlede, fortsatte han med at kræve, at der blev udskrevet valg, og opregnede hver enkelt valgkreds, der havde stemt for nej-siden. Talen blev generelt opfattet som ubarmhjertig og hård, især efter de følelsesladede scener i mængden, der blev sendt under Lévesques tale. Trudeau talte bagefter til landet med en mere forsonende tone og understregede behovet for sammenhold efter de sårede følelser og spændte venskaber, som folkeafstemningen havde forårsaget. Den næste morgen fik Chrétien til opgave at skabe en provinsiel konsensus.

Udgifter

Maksimalt tilladt beløb i henhold til folkeafstemningsloven: 2.122.257 $ (0,50 $/vælger x 4.244.514 vælgere)

"Nej"-udvalget:

• Statstilskud (0,25 USD/vælger): $1,061,128.50
• Beløb modtaget af de politiske partier: 987 754,04 $.
• Bidrag fra vælgerne: 11.572,60 $.
• Samlet fond: 2 060 455,11 $.
• Samlede forpligtede og frigjorte udgifter: 2 060 455,00 $.

"Ja" Udvalget:

• Statstilskud (0,25 USD/vælger) : $1,061,128.50
• Beløb modtaget af de politiske partier: 683 000,00 $.
• Bidrag fra vælgerne: 305 118,05 $.
• Samlet fond: 2.049.246,55 $.
• Samlede forpligtede og frigjorte udgifter: 2 047 834,00 $.

Virkninger

Efter folkeafstemningen handlede Trudeau på sit løfte ved at indkalde provinsernes premierministre til en konference for premierministrene. Mødet viste tegn på dødvande, og Lévesque overraskede iagttagere ved at forene sig med de dissidente premierministre, som tog varmt imod hans decentralistiske synspunkter. Over for det manglende samarbejde med premierministerne meddelte Trudeau derefter, at han havde til hensigt ensidigt at overtage forfatningen fra Det Forenede Kongerige og få et charter om rettigheder og en formel til ændring af forfatningen godkendt ved en national folkeafstemning.

I mellemtiden var der provinsvalg i Quebec. På trods af en kortvarig utryghed efter folkeafstemningen besejrede PQ let Ryans liberale partier ved provinsvalget i 1981, idet de førte kampagne både på deres regeringshistorie og mod Trudeaus intentioner. PQ lovede især ikke at afholde en ny folkeafstemning.

Med hensyn til Trudeaus planer om ensidigt at patriatere og ændre forfatningen blev den nyligt genvalgte Lévesque, der oprindeligt havde argumenteret for at indarbejde et veto fra Quebec i den nye forfatning, sammen med otte andre premierminister (G8-gruppen) enige om et forslag, der ikke ville give Quebec vetoret, men som ville tillade "opting out" af visse føderale tiltag med kompensation.

Den føderale regering, som stadig var interesseret i at gå ensidigt frem, anmodede Canadas højesteret om en udtalelse om, hvorvidt den var juridisk berettiget til at gøre dette. Højesteret fastslog, at enhver forfatningsændring, herunder en patrimonialisering af forfatningen, kunne foretages ensidigt i henhold til lovens bogstav, men at der ved en ikke-bindende konvention var "en betydelig grad af provinsielt samtykke påkrævet".

Højesterets afgørelse gav anledning til et sidste møde mellem de første ministre. Lévesque forlod Banden af Otte og valgte at slutte sig til Trudeau og gå ind for øjeblikkelig patrikering med løfte om en fremtidig folkeafstemning om de øvrige spørgsmål. De andre premierministre, der nødigt ville blive set argumentere imod det charter om rettigheder, der var inkluderet i Trudeaus forslag til forfatningsændringer, formulerede et kompromisforslag med Jean Chrétien, som var acceptabelt for den canadiske regering. Kompromiset blev indgået under køkkenmødet, som fandt sted, efter at Lévesque var gået hjem for aftenen. I Quebec er den aften undertiden blevet kaldt "de lange knives nat".

Som et resultat af kompromiset mellem premierministerne (bortset fra Lévesque) og den føderale regering indgik regeringen en del af den canadiske forfatning i forfatningsloven fra 1982 uden støtte fra Lévesque eller Quebecs nationalforsamling. Resultatet var et knusende nederlag for PQ, især efter Quebec-regeringens tab i sagen om Quebecs vetohenvisning. Quebecs nationalforsamling mistede faktisk magt under Lévesque og PQ i forhold til sin stilling i 1976.

Den historiske debat ville dreje sig om, hvorvidt Trudeaus fortaler for og aftale om patriation var i overensstemmelse med eller i strid med de løfter, han gav i sin tale i Paul Sauvé Arena. Trudeau forsvarede sine handlinger ved at sige, at han havde holdt sit løfte om at levere en ny forfatning, der udelukkende var hjemmehørende i Canada, og et indlejret charter om rettigheder. Quebec-nationalister hævder, at dette er en alt for bogstavelig opfattelse af hans ord, og at Trudeau i kontekst til et Québécois-publikum havde lovet, at Quebec ville få en status i overensstemmelse med et decentraliseret syn på føderalisme, eller at hans parlamentsmedlemmer ville træde tilbage.

I 1984 førte Brian Mulroney de progressive konservative til sejr på nationalt plan, idet han under valgkampen havde forpligtet sig til at forsøge at finde en måde at imødekomme Quebecs indvendinger mod forfatningen på. Lévesque lovede at tage risikoen ved at forsøge at arbejde hen imod en aftale med Mulroney. Dette førte til en splittelse i PQ og efterfølgende til Lévesques tilbagetræden fra politik i 1985. Efter PQ's nederlag til Robert Bourassas liberale parti begyndte Mulroney-regeringen forhandlinger med Quebec for at finde en aftale, der kunne accepteres af alle provinser. Meech Lake-aftalen fra 1987 og Charlottetown-aftalen fra 1992 mislykkedes begge på dramatisk vis i offentligheden, selv om de fik enstemmig tilslutning fra provinsernes premierminister, hvilket gav suverænitetsbevægelsen nyt liv.

PQ kom tilbage til magten i 1994 under ledelse af den hårde separatist og tidligere finansminister Jacques Parizeau. Parizeau udskrev en anden folkeafstemning om suverænitet i 1995, som indeholdt et mere direkte spørgsmål. Denne folkeafstemning mislykkedes med en margin på mindre end 0,6 %.