Tellurit (TeO3^2−) – kemi, egenskaber og mineralforekomst

Tellurit (TeO3^2−): dybdegående guide til kemi, egenskaber, reaktioner og sjælden mineralforekomst i oxidationszoner.

Tellurit er den anioniske form af tellurium(IV)-oxidanionet med den kemiske formel TeO₃^2-. Det er basisk set en saltform af tellursyre (H₂TeO₃) og har tellur i oxidationsstadium +4. Telluritter (salte og faste forbindelser, som indeholder TeO₃^2-) er i almindelighed forholdsvis stabile sammenlignet med mere reducerede tellurforbindelser, men de kan fungere som svage oxidationsmidler og reduceres under passende betingelser til elementært tellur eller til tellurider.

Kemisk opførsel i vandige opløsninger: under basiske forhold dannes tellurit ved opløsning af telluriumdioxid i hydroxid:

• TeO₂ + 2 OH^- → TeO₃^2- + H₂O

• TeO₃^2- + H⁺ ⇄ HTeO₃^-
• HTeO₃^- + H⁺ ⇄ H₂TeO₃

Fremstilling: mange telluritter fremstilles ved at lade telluriumdioxid reagere med alkalier, metaloxider eller metalhydroxider, hvorved de tilsvarende metal-telluritter dannes. Eksempler er kaliumtellurit og natriumtellurit, som er opløselige telluritsalte, der ofte anvendes som udgangsstoffer i syntese af andre tellurforbindelser.

Tellurit bruges også i visse tekniske og biologiske sammenhænge. Kaliumtellurit anvendes f.eks. i selektive kulturmedier i mikrobiologi (telluritplader), hvor nogle bakterier reducerer tellurit til sort, elementært tellur, hvilket hjælper til identifikation. Mange tellurforbindelser er dog giftige, og TeO₃^2- kan være giftigt for både mikroorganismer og højere levende organismer; håndtering kræver derfor forsigtighed. Tellurforbindelser kan desuden give karakteristisk, svovl-lignende eller hvidløgslignende lugt (på grund af flygtige organiske tellurforbindelser), som kan være ubehagelig.

Mineralet tellurit (ikke at forveksle med den generelle anion) er et sjældent mineral bestående af telluriumdioxid (TeO₂). Det forekommer som gult til hvidt til gennemsigtigt, ofte i oxidationszoner i malmforekomster, hvor primære tellur- og tellurid-mineraler er blevet oxideret. I sådanne oxidationszone forekomster findes tellurit ofte sammen med eller i stedet for telluriumdioxid, mens i mere reducerende miljøer kan man finde tellurid eller indfødt tellur. Mineralet kan være sprødt med høj specifik vægt og varieret glans (fra glasagtig til diamantagtig) afhængigt af prøvens renhed og krystalstruktur.

Miljø og geokemiske forhold: telluritter dannes og nedbrydes i naturen afhængigt af redoxforhold og pH. Under reducerende forhold og i nærvær af organiske reducerende stoffer kan tellurit blive reduceret og udfældet som sort, elementært tellur eller omdannet til tellurider. I vandmiljøer kan opløselige telluritsalte mobilisere tellur, mens udfældning af elementært tellur eller binding til faste faser mindsker mobiliteten.

Samlet set er TeO₃^2- en vigtig anion inden for tellurkemien, både som analytisk- og synteseintermediat og som komponent i sjældne mineralforekomster. På grund af toksicitet og potentielle miljøeffekter håndteres tellurforbindelser bedst under kontrollerede forhold og med passende sikkerhedsforanstaltninger.

Søg efter bogstav