Super Size Me er en amerikansk dokumentarfilm fra 2004, instrueret af og med Morgan Spurlock i hovedrollen. Filmen følger et eksperiment, hvor Spurlock i 30 dage udelukkende spiser mad fra McDonald's. Reglerne var, at han spiste tre måltider om dagen på McDonald's, i gennemsnit omkring 5.000 kcal dagligt, og han accepterede blandt andet at blive “supersized”, hvis det blev tilbudt. Eksperimentet fandt sted fra den 1. februar til den 2. marts 2003 og blev gennemført under lægelig overvågning for at dokumentere de sundhedsmæssige konsekvenser.
Under forsøget oplevede Spurlock markante ændringer i sin fysiske og psykiske sundhed. Han tog cirka 24½ lbs. (ca. 11 kg) på, fik en stigning i kropsmasse på omkring 13%, og hans kolesterol steg til cirka 230 mg/dL. Lægelige undersøgelser viste tegn på fedtophobning i leveren, og han rapporterede også om humørsvingninger og seksuelle dysfunktioner. Efter eksperimentet fulgte han en helbredende diæt — blandt andet en plantebaseret kost — som hans daværende forlovede, en professionel kok, tilberedte for ham; i filmen omtales denne efterbehandling som en overgang til en vegansk diæt.
Formål og kritik
Spurlock gennemførte eksperimentet for at sætte fokus på fedmeepidemien i USA, portionsstørrelser og fastfoodindustriens rolle i befolkningens kostvaner. Filmen knytter eksperimentet til en sag, hvor to teenagepiger havde sagsøgt McDonald's i påstande om, at deres overvægt var relateret til fastfoodforbrug, og den bruges som en kritisere af fastfoodbranchens markedsføring, produktudbud og profitmotiver — især i relation til børn og unge.
Modtagelse, indflydelse og kritik af metoden
Super Size Me fik stor opmærksomhed ved sin udgivelse og bidrog til bred offentlig debat om ernæring, portionsstørrelser og fødevareindustrien. Filmen opnåede kommerciel succes for en dokumentar og vandt flere priser og anerkendelse ved filmfestivaler. I kølvandet på den øgede opmærksomhed blev McDonald's og andre kæder kritiseret for portionsstørrelser og markedsføring; McDonald's valgte i 2004 at afskaffe det såkaldte "Super Size"-tilbud — en beslutning der af virksomheden selv og observatører blev forklaret med flere årsager, herunder ændringer i forbrugerpræferencer og pres fra offentlig debat.
Samtidig har filmen mødt faglig kritik. Metodisk er eksperimentet begrænset af at være baseret på én person uden kontrolgruppe, og nogle kritikere har påpeget, at hans samlede kalorieindtag og spisevaner i forsøget ikke nødvendigvis afspejler typiske forbrugeres adfærd. Andre mente, at filmen undertiden forenkler komplekse årsager til fedme ved primært at fokusere på en enkelt aktør i fødevaremarkedet.
Senere opfølgning og relevans
Morgan Spurlock vendte senere tilbage til emnet med opfølgende projekter, blandt andet Super Size Me 2: Holy Chicken! (2017), hvor han undersøger kyllingeindustrien og markedsføring i fastfoodbranchen. I årene efter filmens udgivelse har Spurlock samtidig været genstand for kritik i relation til sin personlige adfærd, hvilket har påvirket hans offentlige omdømme.
Trods kritik står Super Size Me som et vigtigt populærkulturelt indslag i debatten om ernæring og fødevareindustriens indflydelse på folkesundheden. Filmen bruges fortsat i undervisning og debat som et konkret eksempel på, hvordan kostvaner og industripraksis kan påvirke helbredet — samtidig med at den illustrerer behovet for solid videnskabelig dokumentation, når man vurderer årsagerne til komplekse folkesundhedsproblemer.