Samaritansk Pentateuk eller samaritanske Tora er den teksttradition af de fem Mosebøger, som bruges af samaritanerne. Teksten adskiller sig på en række punkter fra den hebraiske masoretiske tekst og fra den græske Septuaginta, og den bevares i samaritanernes eget alfabet (en variant af det paleoisraelske skrift). Samaritansk Pentateuk er både en levende liturgisk tekst for samaritansk tilbedelse og et vigtigt vidne i moderne bibelforskning.

Oprindelse og historisk baggrund

Samaritanernes egen tradition knytter Toraens oprindelse til Moses, men de konkrete tekstlige kendetegn udviklede sig over tid. Forskere mener, at den samaritanske tekst i sine karakteristiske træk er formet i perioden før eller i løbet af det sene tempelperioden (Anden Templetid), selvom enkelte læsenoter kan gå tilbage endnu længere. Samaritansk religiøs praksis centrerede sig historisk på Mount Gerizim som det valgte kultsted, og samaritansk kult havde sit eget tempel dér.

Det samaritanske tempel på Gerizim blev ifølge historiske kilder angrebet og ødelagt af den hasmoneiske hersker John Hyrcanus i begyndelsen af 100‑tallet f.Kr. (omkring 110–120 f.Kr.), hvilket indskærpede adskillelsen mellem samaritane og jøder. Senere historiske begivenheder, herunder ødelæggelsen af Jerusalems tempel i år 70 e.Kr., ligger i en anden historisk kontekst.

Teksthistorisk betydning

Forskere bruger den samaritanske Mosebog som et vigtigt komparativt vidne i arbejdet med tekstkritik af den hebraiske Bibel. Sammenligning af den samaritanske tekst, den masoretiske tekst (MT), den græske Septuaginta (LXX) og manuskrifter fra Dødehavsrullerne viser, at der i oldtiden eksisterede flere samtidige teksttraditioner. Nogle fragmenter fra Dødehavsrullerne leverer læsninger, der ligger tættere på den samaritanske tekst end på MT, hvilket tyder på, at den samaritanske tradition er en legitim repræsentant for en af flere ældre tekstfamilier.

Væsentlige forskelle mellem teksterne

  • Geografisk og teologisk fokus: Den samaritanske tekst betoner Gerizim som det rette kultsted. Flere passager i Deuteronomium og andre steder lægger særlig vægt på Gerizim, hvilket afspejler samaritansk teologi og ritualpraksis.
  • Ordforskelle og formuleringer: Mange af forskellene er små leksikale variationer — forskellige ordvalg, ordstilling eller korte tillæg og bortfald af enkelte ord eller sætninger.
  • Genealogi og tal: I slægtslister og aldre optræder ofte afvigende tal, så slægtsforløb og levetider kan variere fra MT.
  • Lovtekster og praktiske forskelle: Der er enkelte juridiske og rituale formuleringer, der adskiller sig og afspejler lokal tradition. Nogle af disse forskelle kan synes betydelige for forståelsen af bestemte forskrifter.
  • Sprog og skrift: Ud over indholdsforskelle bruger samaritansk tradition et andet skrifttegn (paleo-arameisk/paleoisraelsk) til at skrive Toraen, hvilket understreger tekstens særegne identitet.

Abisha-rullen og manuskriftsituationen

Abisha-rullen, som opbevares og anvendes i den samaritanske synagoge i Nablus (det bibelske Shechem), er et centralt liturgisk manuskript i samaritansk religion. Ifølge traditionen skulle rullen være skrevet af Abishua, en efterkommer af Aron, kort efter erobringen af Kana’an under Joshua. Moderne forskning har imidlertid vist, at rullens håndskrifter indeholder arbejde fra flere forskellige perioder, og paleografiske og radiokarbondateringer placerer de ældste bevarede lag i middelalderen (f.eks. omkring 1100‑1200‑tallet e.Kr.). Dette betyder ikke, at samaritansk teksttradition er ny, men at de fysiske skriftruller ofte er yngre kopier af en ældre teksttradition.

Betydning i dag

Den samaritanske Pentateuk er fortsat den centrale religiøse tekst for det lille samaritanske samfund, som i dag kun tæller nogle få hundrede medlemmer, hovedsageligt i Nablus-området og i Holon nær Tel Aviv. For forskere er teksten uundværlig, når man vil forstå teksthistorien bag den hebraiske Bibel, afdække ældre læsninger og studere, hvordan religiøse samfund kan udvikle særlige teksttraditioner over tid.

Samaritansk Pentateuk viser, hvordan en bibelsk tekst kan eksistere i flere levende varianter, og den bidrager væsentligt til både historisk forståelse og nutidig religionspraksis.