Sankt Walburga (Walpurga): Engelsk missionær, helgen og Walpurgisnat
Opdag Sankt Walburga: engelsk missionær og helgen bag Walpurgisnatens folklore — kanonisering, middelalderfester og historiske beretninger.
Saint Walpurga eller Walburga (old engelsk: Wealdburg; ca. 710 - 25. februar 777 eller 779), også stavet Valderburg eller Guibor, var en engelsk missionær i det frankiske rige. Hun blev kanoniseret (gjort helgen) den 1. maj ca. 870 af pave Adrian II.
Liv og virke
Walburga blev født omkring år 710 i England. Hun tilhørte en familie, hvor flere medlemmer gik ind i kirkens tjeneste; hendes brødre er kendt i kirkens tradition som missionærer og biskopper i det kontinentale Europa. I midten af 700-tallet drog Walburga til det frankiske rige for at deltage i missionærarbejdet sammen med sine slægtninge. Hun levede og virkede som nonne og senere som abbedisse, og hun forbindes især med klosteret i Heidenheim, hvor hun var leder og åndelig autoritet for et kvindefællesskab.
Død, kanonisering og relikvetranslation
Walburgas død er almindeligvis angivet til 25. februar 777 eller 779; denne dato markeres fortsat som hendes mindefest. Hendes helgenstatus blev officielt bekræftet omkring år 870, da pave Adrian II godkendte kulten omkring hende. Samme periode markeres også af en vigtig begivenhed: relikvetranslationen, det vil sige flytningen af hendes relikvier, som blev fejret den 1. maj. Denne dag blev efterhånden en mindefest i kirkekalenderen og bidrog til spredningen af hendes navn og kult.
Festdage og folkelig tradition: Walpurgisnat
Walpurgas festdag er den 25. februar, men dagen for hendes kanonisering og især relikvetranslationen, den 1. maj, fik også stor betydning. Aftenen før, den 30. april, kaldes i mange europæiske områder Walpurgisnat. Walpurgisnat er blevet en blanding af kristen mindefest og folkelige forårsritualer: i folklore fejres natten ofte med bål, dans og andre udtryk for forårets komme.
I middelalderen og senere traditioner opstod forestillinger om, at Walpurgisnat også var en nat hvor onde ånder eller hekse samlede sig. Disse forestillinger er i mange tilfælde folkefortællingens lag oven på den kirkelige fejring og har givet anledning til en række folkelige skikke—bål for at beskytte afgrøder, renselsesritualer og lokale festligheder med musik og dans.
Kult, symbolik og helgenrolle
Walburga er i kirketraditionen forbundet med helbredende mirakler og beskyttelse mod sygdomme. Hun påkaldes i folketraditionen ofte som værge mod forskellige lidelser, herunder hundegalskab (hydrophobia/rabies) og andre plager. Hendes kultcentra i det sydlige Tyskland bidrog til udbredelsen af hendes ry som helgen, og hendes relikvier har været genstand for pilgrimsfærd.
Ikonografisk fremstilles Walburga som regel som abbedisse, ofte med attributter som bog eller abbedstav, hvilket markerer hendes rolle som leder og åndelig vejleder. I visse lokale fremstillinger kan elementer fra folkelig tradition — f.eks. symboler for beskyttelse — også være til stede.
Betydning i nutiden
Walburga lever videre både i kirkelige traditioner og i folkelige skikke. Walpurgisnat fejres stadig i store dele af Europa, især i Tyskland, de nordiske lande og i dele af Centraleuropa, hvor den er blevet en populær forårsfest med lokale variationer. For kirken forbliver den 25. februar hendes officielle festdag, mens den 1. maj historisk markerer kanonisering/relikvetranslation og er årsag til sammenblandingen med de hedenske forårsfester.
Walburga er et eksempel på, hvordan en historisk kristen helgen kan få en langvarig og mangesidet tradition både i kirken og i folkelig kult. Hendes liv som missionær og abbedisse gjorde hende til en central figur i kristningen og det religiøse liv i dele af det tidlige middelalderlige Europa.
Statue i Contern-kirken
Livet
Sammen med sine brødre, Sankt Willibald og Sankt Winibald, rejste hun til Francia (nu Württemberg og Franken) for at hjælpe sin onkel, Sankt Bonifatius, med at evangelisere blandt tyskerne. Hun blev uddannet af nonnerne i Winborne Abbey i Dorset, hvor hun tilbragte seksogtyve år. Takket være sin strenge uddannelse var hun senere i stand til at skrive Sankt Winibalds biografi og en beretning på latin om Sankt Willibalds rejser i Palæstina. Hun bliver ofte krediteret for at være den første kvindelige forfatter i både England og Tyskland.
Hun blev nonne og boede i dobbeltklostret Heidenheim am Hahnenkamm nær Eichstätt, som blev grundlagt af hendes bror Willibald. Efter hans død i 751 blev hun abbedisse. Walburga døde den 25. februar 777 eller 779 og blev begravet i Heidenheim. I 870'erne blev hendes jordiske rester bragt til Eichstätt.
I Eichstätt blev hendes knogler anbragt i et stenhul i muren. Knoglerne begyndte at producere en mirakuløst terapeutisk olie, sagde man. Dette fik folk til at komme til hendes helligdom.
Det tidligste billede af Walpurga er fra begyndelsen af det 11. århundrede. Det stammer fra Hitda Codex, som blev fremstillet i Köln. Det viser hende med stiliserede kornstængler i hånden. Kornet kan ses som et eksempel på, hvor en kristen helgen (Walpurga) overtog et ældre hedensk begreb, i dette tilfælde kornmoderen.
Walpurga er protektorinde for Eichstätt, Antwerpen, Oudenaarde, Veurne, Groningen, Zutphen og andre byer i de lave lande.
Sint-Walburgakerk, bygget i 1641, var Brügges jesuitterkirke.
Søge