Radiografi – hvad er røntgenbilleddannelse, anvendelse og principper

Radiografi er betegnelsen for brugen af røntgenstråler til at se, hvad der sker med dele af kroppen. Det er en billeddannelsesteknik, som anvender anden elektromagnetisk stråling end lys, normalt røntgenstråler.

For at skabe billedet produceres en stråle af røntgenstråler af en røntgenmaskine, som projiceres mod objektet. En vis mængde røntgenstråler absorberes af objektet, hvilket afhænger af objektets tæthed og sammensætning. De røntgenstråler, der passerer gennem objektet, opfanges bag objektet af en detektor (enten fotografisk film eller en digital detektor). Detektoren giver en overlejret 2D-repræsentation af objektets indre strukturer.

Hvordan virker radiografi i praksis?

En røntgenmaskine består i hovedtræk af en røntgenrør (tube), der accelererer elektroner og får dem til at ramme en metalanode. Når elektronerne bremses, dannes røntgenstråler. Strålerne sendes gennem det legeme, der skal undersøges, og bliver delvist absorberet afhængigt af vævets egenskaber. Tættere og materialer med højere atomnummer (fx knogle med calcium) absorberer mere stråling, mens blødt væv og luft absorberer mindre. Dette forskelligartede absorptionmønster skaber kontrast på det endelige billede.

Billeddannelse og detektorer

Traditionelt blev røntgenbilleder optaget på fotografisk film, men i dag er digitale detektorer langt mere udbredte. De vigtigste digitale teknologier er:

• Computed radiography (CR) – bruger fosforplader, der efter eksponering aflæses elektronisk.
• Direct digital radiography (DR) – bruger fladebildedetektorer, som giver billeder med høj opløsning direkte til computeren.

Forskel i opløsning, kontrast og støjniveau afhænger af detektorteknologi og eksponeringsparametre (fx spænding i kilovolt, kV, og strøm i milliampere, mA).

Typer af radiografi

• Konventionel røntgen: 2D-projektioner af fx thorax (bryst), ekstremiteter (arme/ben) og rygsøjle.
• Fluoroskopi: Dynamisk undersøgelse, hvor røntgen bruges kontinuerligt til at se bevægelser (fx under kontrastundersøgelser, kateterindgreb eller kontrastbækkenter).
• Mammografi: Speciel lavenergirøntgen til brystundersøgelse med høj kontrast for blødt væv.
• DEXA (knogletæthed): Specialiseret lavdosis røntgenmetode til måling af knogletæthed.

Anvendelser

Radiografi anvendes bredt i diagnostik og behandling. Typiske anvendelser inkluderer:

• Påvisning af brud og knogleforandringer.
• Thoraxrøntgen ved mistanke om lungebetændelse, hjertesvigt eller lungetumorer.
• Tand- og kæberøntgen for karies, rodbehandling og implantatplanlægning.
• Mammografi til screening og udredning af brystkræft.
• Vejledning under invasive procedurer (angiografi, kateterisering) ved brug af kontrast og fluoroskopi.

Kontrastmidler

I nogle undersøgelser indføres kontrastmidler (fx jodholdige væsker eller barium) for at forbedre synligheden af blodkar, tarm eller andre strukturer. Kontrast øger forskellen i absorption mellem det undersøgte kar/organ og omgivelserne, så patologiske forandringer bliver tydeligere.

Sikkerhed og strålebeskyttelse

Røntgenstråling er ioniserende og kan i høje doser skade væv. Derfor følger man principper som ALARA (As Low As Reasonably Achievable) for at minimere eksponering. Praktiske forholdsregler omfatter:

• Optimal indstilling af kV og mA for at bruge lavest mulig dosis.
• Brug af blyforklæder eller halsskærme ved behov.
• Afgrænsning af feltet, så kun nødvendige områder eksponeres.
• Særlige forholdsregler ved graviditet — røntgen anbefales kun hvis absolut nødvendigt.

Fordele og begrænsninger

Fordele: Hurtig, tilgængelig, relativt billig og effektiv til vurdering af knoglebrud og visse lungesygdomme.

Begrænsninger: Radiografi giver et 2D-billede af et 3D-objekt, hvilket kan skjule detaljer. Kontrast mellem blødt væv er ofte begrænset sammenlignet med CT eller MR. Der er også en lille strålingsrisiko, hvorfor alternative billedmodaliteter som ultralyd eller MR kan være at foretrække ved visse problemstillinger.

Relation til andre teknikker

Computed Tomography (CT) bruger også røntgenstråler, men i stedet for én enkelt projektion optages mange vinkler omkring kroppen og beregnes til tværsnitsbilleder — det giver langt bedre tredimensionel information. MR (magnetisk resonans) og ultralyd bruger ikke ioniserende stråling og har andre styrker, fx bedre bløddelskontrast (MR) eller realtidsafbildning uden stråling (ultralyd).

Samlet set er radiografi et grundlæggende og ofte førstevalg i billeddiagnostik pga. hastighed og effektivitet, men valget af undersøgelse afhænger af den kliniske problemstilling, ønsket detaljegrad og hensyn til stråleeksponering.

Søg efter bogstav