Provinsen South Carolina: Historie og overgang fra britisk koloni til stat

Provinsen South Carolina: fra britisk koloni til selvstændig stat – læs historien om kolonitiden, Lords Proprietors, delingen 1712 og vejen til uafhængighed i 1776.

Provinsen South Carolina (også kendt som South Carolina Colony) var oprindeligt en del af provinsen Carolina i det britiske Amerika. I 1776 blev provinsen til den amerikanske stat South Carolina.

Carolina blev opkaldt efter kong Charles II af England. Kolonien blev først kaldt "Carolana". Karl II havde givet landet til en gruppe på otte adelsmænd, der blev kaldt Lords Proprietors. I 1712 blev Carolina-provinsen delt op i provinsen North Carolina og provinsen South Carolina. Begge provinser blev britiske kongelige kolonier i 1729.

Lord Charles Montagu (1741-1784) var kongelig guvernør for South Carolina fra 1766 til 1773.

Oprindelse og styreform

Carolina blev etableret som et proprietært område under et kongeligt brev til Lords Proprietors. De udarbejdede blandt andet de såkaldte Fundamental Constitutions of Carolina, som søgte at fastsætte både jordejerskab og regeringens organisation. I praksis var der stor afstand mellem de teoretiske regler og koloniernes dagligdag, hvilket førte til uenighed og svag kontrol fra proprietærernes side. Efter voksende utilfredshed og lokale konflikter overgav proprietærerne gradvist kontrollen, så kronen i sidste ende indførte direkte styre som kongelig koloni i begyndelsen af 1729.

Samfund og økonomi

South Carolina udviklede en plantagedrevet økonomi, hvor ris og indigofarve blev særlig vigtige eksportafgrøder i 1700‑tallet. Klimaet og de våde sletter i lowcountry var velegnede til risdyrkning, og produktionsformen blev i høj grad afhængig af slavearbejde. En stor del af befolkningen bestod derfor af slaver fra Afrika, og deres viden om risdyrkning havde stor betydning for koloniernes økonomiske succes.

Kolonien var et kulturelt blandingssamfund: engelske bosættere dominerede, men der var også betydelige grupper af skotter, irer og franske hugenotter, samt tætte handelsforbindelser gennem havnebyen Charleston, som fungerede som regionens vigtigste by, havn og administrative centrum.

Konflikter

Forholdet til de oprindelige indfødte folk var ofte anspændt. Konflikter som Yamasee-krigen (ca. 1715) ramte kolonien hårdt og var medvirkende til svækkelsen af proprietærstyret. I 1739 brød Stono-oprøret ud, et af de største slaveoprør i britisk Nordamerika, hvilket førte til strengere slave-love og øget frygt blandt plantageejerne.

Overgang til stat og rolle i uafhængighedsbevægelsen

Gennem 1760'erne og 1770'erne steg spændingerne mellem kolonisterne og Storbritannien, både på grund af skattepolitik, handelsbegrænsninger og krav om lokal selvbestemmelse. Koloniens politiske institutioner og lokale ledere deltog aktivt i de begivenheder, der førte til amerikansk uafhængighed. I 1776 omdannedes provinsen formelt til delstaten South Carolina i forbindelse med den amerikanske uafhængighedsbevægelse. Under den efterfølgende revolution blev området scene for flere vigtige militære begivenheder; blandt andet blev Charleston erobret af briterne i 1780, hvilket understregede provinsens strategiske betydning.

Arv

Provinsen South Carolinas historie som både proprietær koloni og kongelig koloni har sat tydelige spor i regionens sociale og økonomiske strukturer. Plantagesystemet, den store andel af afrikanere og efterkommere af europæiske indvandrere samt Charlestons rolle som handelscentrum har alle bidraget til statens karakter i USA's tidlige historie. Overgangen fra britisk koloni til amerikansk stat i 1776 var et centralt vendepunkt, der integrerede området i den nye republik og lagde grunden til det videre amerikanske udviklingsforløb.

Søg efter bogstav