Titlen som prins af Condé var en arvelig adelstitel i Frankrig, som blev brugt i perioden hvor Frankrig var et monarki — især fra 1500‑tallet og frem til det første århundrede efter den franske revolution. Indehaveren var medlem af den udvidede kongelige familie og regnedes som en af de højeststående prinsesser af blod (prins af blodet). Han bar ofte den formelle stil Serene Highness, selvom denne tiltale i praksis sjældent blev brugt mundtligt og oftere fremgik i skriftlige protokoller. Yderligere havde titlen sædvanligvis den fornemme rang som første prins af blodet (Premier Prince du Sang), hvilket placerede prinsen umiddelbart efter medlemmer af den nærmeste kongelige familie i rangordenen. Arvingen til titlen bar ofte underordnede hertugtitler som hertug af Bourbon eller, hyppigt, hertug af Enghien.
Oprindelse og dynastisk placering
Titlen stammer fra en cadet‑gren af det franske bourbonske hus, kendt som Bourbon‑Condé. Den opstod i 1500‑tallet for en yngre gren af Bourbon‑familien og blev gennem generationer forbundet med stor politisk og militær indflydelse. Blandt de mest kendte bærere var Louis I (1500‑tallet), som etablerede linjen, og især Louis II, kendt som "Le Grand Condé" (1621–1686), der opnåede berømmelse som feltherre ved flere betydelige sejre i 1600‑tallet.
Rang, titulatur og arvefølge
Som princips af Condé var man automatisk en del af princerne af blodet og havde derfor privilegier i hoffets protokol og i statslige anliggender. Titlen fulgte agnatisk primogenitur, det vil sige den mandlige linje alene — kvinder kunne ikke arve titlen, og sønner og andre mandlige slægtninge arvede i prioritetsrækkefølge. Arvingens sædvanlige frankofile tiltale i hverdagen var ofte mindre formel, men i officielle dokumenter og ceremonier blev de højere stilarter anvendt.
Politisk, militær og social rolle
Prinserne af Condé spillede ofte centrale roller i Frankrigs politiske og militære liv. De indgik politiske og økonomiske ægteskaber med andre fremtrædende familier i den franske adel samt med prinsesser fra andre europæiske fyrstehoveder for at styrke forbindelser og positioner. Især i 1600‑tallet fremstod Condé‑huset som ledere i felten: Le Grand Condé er et eksempel på en prins, der både havde betydelig autonom militær indflydelse og samtidig indgik i intriger med hoffet (bl.a. under Fronden).
Kultur, ejendomme og arv
Familien ejede store godser og slotte, hvoraf Château de Chantilly er det mest berømte — et center for kunst, samlinger og kulturarv, der i dag rummer Musée Condé. Som mecenater støttede medlemmer af Condé‑linjen kunstnere, samlere og lærde, og deres samlinger og byggestile har præget fransk aristokratisk kultur i århundreder.
Ophør af titlen
Titlen eksisterede i næsten to århundreder som en af Frankrigs mest markante prinsetitler, men den uddøde i den mandlige linje i begyndelsen af 1800‑tallet. En dramatisk begivenhed i denne sammenhæng var henrettelsen af hertugen af Enghien (Louis‑Antoine, 1772–1804) i 1804, hvilket efterlod familien svækket i direkte mandlige arvinger. Den sidste formelt anerkendte prins af Condé, Louis Henri Joseph de Bourbon (1756–1830), døde uden levende, lovlige mandlige efterkommere i 1830, og titlen ophørte dermed som en aktiv arvelig højestetitel i det bourbonske system. Familiernes ejendomme og kunstskatte fandt senere nye ejere og institutionelle rammer, men navnet Condé lever stadig som betegnelse for en vigtig gren af Bourbon‑historien.
Samlet set var prins af Condé mere end en titel: det var en position tæt på kronen, med stor adgang til magt, militær ledelse og kulturel indflydelse i det fornemme Frankrigs aristokrati.
