Fjernsyn med plasmaskærm (PDP) er meget tyndere end katodestrålerør og har normalt en højere opløsning. Kun få fjernsyn anvender et PDP. Plasmaskærme blev især populære til store skærme (typisk fra omkring 40–42 tommer og opefter), fordi teknologien leverede god kontrast og bred betragtningsvinkel sammenlignet med tidlige flydende krystalskærme (LCD). Selv om plasmaskærme ofte gav bedre sortniveauer og jævne bevægelser, tabte de markedsandele i begyndelsen af 2000‑tallet, da LCD‑paneler blev billigere at fremstille og forbedrede billedkvaliteten markant.

Plasmaskærme er fremstillet af to glasplader med to gasser gemt mellem pladerne. Gasserne er xenon og neon, og de fylder tusindvis af små kamre eller rum. Bag hvert rum er der en række røde, blå og grønne fosforer, som afgiver lys, når de rammes af stråling. Når der er elektricitet til plasmakamrene, giver de farvede fosforer den rigtige farve på skærmen. De fungerer på samme måde som lysstofrør, der bruges til belysning. Teknisk set ioniseres gasblandingen i hvert kammer, så den danner plasma, som udsender ultraviolette (UV) fotoner; disse UV‑fotoner rammer fosforlaget og får det til at udsende synligt lys i de tre primærfarver for hver pixel.

Plasmaskærme har været i brug siden 1964, men dengang kunne der kun produceres to farver. Nu har vi plasmaskærme med høj opløsning på op til 150 tommer. I begyndelsen af det 21. århundrede blev der fremstillet færre plasmaskærme, da folk købte flere flydende krystalskærme. I løbet af 2010'erne valgte de fleste store producenter at udfase plasma‑tv‑produktion til fordel for LCD/LED og senere OLED, så plasma nu er en købt teknologi, der primært findes i brugt/second‑hand markedet eller i specialapplikationer.

Hvordan virker en plasmaskærm i praksis?

En plasmaskærm består af et stort antal celler arrangeret i rækker og kolonner. Hver pixel består typisk af tre subpixels med rødt, grønt og blåt fosfor. Ved at styre spændingen over hver celle ioniseres gassen og danner en lille lysende plasmaudladning, som udsender UV‑stråling. UV‑strålingen exciterer det tilhørende fosforlag, som derefter udsender synligt lys i den ønskede farve. Billedet dannes ved hurtige gentagne pulser (sustain og address pulser) på de elektriske elektroder, hvilket gør det muligt at skabe gråtoner og farveblandinger.

Fordele og ulemper

  • Fordele: Fremragende sortniveauer og kontrast, brede betragtningsvinkler, god farvegengivelse, jævn bevægelsesgengivelse (meget få slør/ghosting) og velegnet til store skærme.
  • Ulemper: Højere strømforbrug end moderne LCD/LED og OLED i mange tilfælde, tungere og tykkere end fladpaneler baseret på nyere teknologier, risiko for indbrænding (permanent retention ved statiske billeder), og ofte dyrere i produktion pr. kvadratcentimeter.

Anvendelser og skærmstørrelser

Plasma blev især brugt til tv i stuer, hjemmebiografer og professionelle skærme, hvor stor diag onal og god billedkvalitet var vigtige. Typiske kommercielle størrelser lå fra omkring 42 tommer til over 100 tommer. Nogle firmaer udviklede også meget store plasmapaneler til reklameskærme og specialinstallationer.

Pleje, levetid og problemer

Plasmaskærme har en begrænset levetid for lysstyrke afhængig af brug; fosforernes lysstyrke aftager gradvist over tid. For at mindske problemer anbefales det at undgå meget statiske billeder i lange perioder og bruge strømsparefunktioner og pixelflytning, hvis tv'et har det. Indbrænding kan forekomme ved gentagne faste elementer (fx kanal‑logoer), men moderne plasma‑tv havde ofte softwaremoduler til at mindske denne risiko.

Hvorfor blev plasma udfaset?

Flere faktorer gjorde, at plasma mistede markedsandele:

  • LCD/LED‑paneler blev billigere at producere, fik forbedret kontrast og sortniveau via kant‑ eller full‑array LED‑baggrundsbelysning.
  • LCD‑teknologien kunne nemmere produceres i meget høje opløsninger og tynde formfaktorer.
  • Energi‑effektivitet og lavere vægt gjorde LCD‑tv mere attraktive for både producenter og forbrugere.
  • Fabrikanterne valgte at allokere udviklingsressourcer til nye teknologier som OLED, som kombinerer fremragende sortniveau og lav tykkelse.

Samlet vurdering

Plasmaskærme spillede en vigtig rolle i udviklingen af fladskærms‑tv og var i mange år forbrugernes valg, når billedkvalitet til store skærme var vigtigst. I dag er teknologien stort set udfaset i massemarkedet, men dens styrker — særligt i form af sortniveau og farvegengivelse — gjorde plasma betydningsfuld i tv‑historien og banede vejen for krav til efterfølgende skærmteknologier.