Hypofyseadenomer: typer, symptomer, diagnose og behandling

Hypofyseadenomer: typer, symptomer, diagnose og behandling — få klar vejledning om mikro-/makroadenomer, diagnostiske tests, symptomhåndtering og behandlingsmuligheder.

Hypofyse adenomer er tumorer, der opstår i hypofysen. Hypofysetumorer opdeles generelt i tre typer afhængig af deres biologiske funktion: godartede adenomer, invasive adenomer eller karcinomer, hvor karcinomer udgør 0,1-0,2 %, ca. 35 % er invasive adenomer og de fleste er godartede adenomer. Hypofyseadenomer udgør 10-25 % af alle hjernetumorer og menes at forekomme hos ca. 17-25 % af de fleste mennesker.

Ikke-invasive og ikke-sekreterende hypofyseadenomer anses for at være godartede [harmløse]; men en nyere stor undersøgelse (Fernández-Balsells, et al. 2011) har vist, at der kun er få undersøgelser, der kan bevise, om dette er sandt eller ej.

Adenomer, der er større end 10 millimeter, kaldes makroadenomer, og dem, der er mindre end 10 mm, kaldes mikroadenomer. De fleste hypofyseadenomer er mikroadenomer. De fleste hypofysemikroadenomer forbliver ofte udiagnosticerede, og de, der diagnosticeres, findes ofte som et tilfældigt fund [hvilket betyder fundet ved en tilfældighed] og kaldes incidentalomer.

Invasive adenomer kan invadere dura mater, kranieknoglen eller sphenoidbenet. Tidligere troede man, at klinisk aktive hypofyseadenomer var sjældne, men nyere undersøgelser har vist, at de kan ramme omkring en ud af 1000 i den almindelige befolkning.

Typer og klassifikation

Hypofyseadenomer klassificeres ofte ud fra størrelse og hormonsekretion:

• Mikroadenomer (<10 mm) — hyppigst, kan være symptomatiske eller tilfældigt fund.
• Makroadenomer (>=10 mm) — større risiko for tryk på nærliggende strukturer (fx synsnerver).
• Funktionelle (sekreterende) adenomer — producerer hormoner og giver specifikke hormonelle symptomer. Almindelige typer:
  • Prolaktinom (prolaktin) — hyppigste funktionelle adenomer.
  • Somatotropinom (væksthormon) — fører til akromegali hos voksne.
  • Corticotropinom (ACTH) — fører til Cushing's syndrom.
  • TSH-sekreterende adenomer — sjældne, giver hyperthyroidisme.
  • Gonadotropinsecerende adenomer (LH/FSH) — ofte klinisk "stille".
• Non-funktionelle (ikke-sekreterende) adenomer — giver symptomer primært pga. tryk på omkringliggende væv eller hypofyseinsufficiens.
• Invasive adenomer — vokser lokalinvasivt i knogle eller durale strukturer.
• Hypofysekarcinom — ekstremt sjælden, karakteriseret ved metastaticering.

Symptomer

Symptomer afhænger af tumorens størrelse, vækst og hvilke hormoner (hvis nogen) der produceres:

• Tryk på nærliggende strukturer: ved makroadenomer kan der opstå hovedpine og synspåvirkning — typisk bitemporal hemianopsi pga. kompression af chiasma opticum.
• Hypofyseinsufficiens: træthed, nedsat appetit, vægttab, lav libido, menstruationsforstyrrelser, hypotension hvis ACTH/cortisol er påvirket.
• Prolaktinoverskud: hos kvinder oligomenoré eller amenoré, galaktoré, infertilitet; hos mænd nedsat libido, erektil dysfunktion og undertiden gynækomasti.
• Væksthormonoverskud: akromegali med grovere træk, forstørrede hænder/fødder, svedtendens, ledproblemer, øget risiko for diabetes og kardiovaskulær sygdom.
• ACTH-overskud: Cushing-lignende træk: central fedme, måneansigt, bryst- og abdominal striae, hypertension, osteoporose og øget infektionsrisiko.
• TSH-overskud: tegn på hyperthyroidisme (palpitationer, vægttab, varmeintolerance).
• Nogle tumorer er asymptomatiske og opdages tilfældigt ved billeddiagnostik for andre årsager (incidentalomer).

Udredning og diagnose

Udredning omfatter klinisk vurdering, hormonmålinger og billeddiagnostik:

• Blodprøver: måling af prolaktin, IGF-1 (screening for GH-overproduktion), kortisol/ACTH, TSH og fri T4, samt gonadotropiner (LH/FSH), kønshormoner og eventuelt andre relevante analyser.
• Dynamiske test: dexamethasonundertrykkelsestest ved mistanke om Cushing, oral glukosetolerance-test til afsløring af GH-overproduktion, måling af morgens cortisol ved mistanke om insufficiens.
• Billeddiagnostik: MRI af hypothalamus/hypofyse med kontrast er standarden — tynde snit og dynamiske sekvenser for at påvise små mikroadenomer. CT kan anvendes hvis MRI er kontraindiceret; CT er endvidere nyttig ved vurdering af knogleindvækst i invasiv sygdom.
• Oftalmologisk undersøgelse: perimetri (synsfeltstest) ved makroadenomer eller hvis synsforstyrrelser rapporteres.
• Histologi: vævsdiagnose opnås normalt ved kirurgisk fjernelse; immuhistokemi kan bestemme hormonproduktion.

Behandling

Behandling afhænger af tumorens type, størrelse, hormonssekretion og patientens symptomer:

• Prolaktinom: førstelinjebehandling er medicinsk med dopaminagonister – cabergolin foretrækkes ofte pga. bedre effekt og færre bivirkninger end bromocriptin. Medicin kan normalisere prolaktin og mindske tumorstørrelse hos mange.
• Kirurgi: transsfenoidal hypofyseoperation (mikroskopisk eller endoskopisk) er behandlingen ved større makroadenomer med tryk på synsnerver, ved ikke-responderende hormonproducerende tumorer eller når hurtig fjernelse er nødvendig (fx visuel påvirkning eller aggressiv vækst).
• Farmakologisk behandling ved andre funktionelle tumorer: akromegali: somatostatinanaloger (octreotid, lanreotid), GH-receptorantagonist (pegvisomant); Cushing: medicinering (ketokonazol, metyrapon, mitotan) kan bruges som bro eller supplement ved manglende kirurgisk remission; TSH-secernerende tumorer kan ofte responderer på somatostatinanalog.
• Strålebehandling: stereotaktisk radiosurgery (fx Gamma Knife) eller fraktioneret stråleterapi kan anvendes ved resttumor efter operation, ved recidiv eller ved tumor som ikke kan opereres. Effekten indtræder ofte gradvist over måneder til år, og der er risiko for forsinket hypofyseinsufficiens.
• Behandling af hypofyseinsufficiens: erstatning af manglende hormoner (hydrokortison ved kortisolmangel, levothyroxin ved thyroideamangel, kønshormoner, desmopressin ved diabetes insipidus osv.).
• Incidentalomer: små, ikke-sekreterende mikroadenomer følges ofte konservativt med periodiske hormonprøver og MR-kontrol. Indikation for kirurgi er vækst, udvikling af hormonproduktion eller tryksymptomer.

Prognose og opfølgning

Prognosen er generelt god for mange hypofyseadenomer, især prolaktinomer som ofte responderer godt på medicin. Makroadenomer kan medføre permanente synsdefekter eller hypofyseinsufficiens, og invasive tumorer eller recidiv kræver tæt opfølgning.

• Opfølgning omfatter regelmæssig klinisk vurdering, hormonmålinger og gentagne MR-undersøgelser (fx efter 3–6 måneder postoperativt og herefter årligt eller efter behov).
• Der er risiko for recidiv, især ved invasive eller delvist fjernede tumorer.
• Hypofysekarcinomer er sjældne men aggressive med dårligere prognose.

Komplikationer og særlige forhold

• Kirurgiske risici: cerebrospinalvæskelækage, meningitis, blødning, nyopstået diabetes insipidus eller hypofyseinsufficiens.
• Medicinske behandlinger kan have bivirkninger (fx kvalme, ortostatisk hypotension eller hjerteklap-problemer ved langvarig brug af dopaminagonister ved høje doser — sjældent).
• Ubehandlede funktionelle adenomer (især Cushing og akromegali) er forbundet med øget sygdomsbyrde og mortalitet pga. kardiovaskulære komplikationer, metabolisk sygdom og infektioner.

Ved mistanke om hypofyseadenom er tværfaglig vurdering ofte nødvendig — endokrinolog, neurokirurg og øjenlæge samarbejder om diagnostik, behandling og opfølgning. Tidlig diagnosticering og korrekt behandling mindsker risikoen for varige komplikationer.

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er hypofyseadenomer?

Q: Hvordan opdeles hypofysetumorer generelt baseret på deres biologiske funktion?

Q: Hvor stor en procentdel af hjernetumorer udgør hypofyseadenomer?

Q: Hvor stor en procentdel af den generelle befolkning menes at være påvirket af klinisk aktive hypofyseadenomer?

Q: Hvad er de to typer af hypofyseadenomer baseret på deres størrelse?

Q: Hvad anses ikke-invasive og ikke-sekreterende hypofyseadenomer for at være?

Q: Er der nogen undersøgelser, der har bevist, at ikke-invasive og ikke-sekreterende hypofyseadenomer er harmløse?

Søg efter bogstav